Læsetid: 5 min.

Excentrikerens velbevogtede paradis

15. maj 2000

The Barnes Foundation uden for Philadelphia ejer nogle af de herligste billeder i verden - og en del af dem var engang i Danmark

Kunstsamling
PHILADELPHIA - I et villakvarter noget uden for Philadelphia ligger USA's vanskeligst tilgængelige museum. Den højst excentriske mediciner og lægemiddel-millionær Dr. Albert C. Barnes boede i Merion, samlede på kunst fra alle tider og steder, men især Renoir (intet mindre end 180 af slagsen), Cézanne (69) og Matisse (60 i alt). Han afskyede velbeslåede kunstkendere, gjorde en filantropisk indsats for sorte amerikanere og skabte en privat folkehøjskole omkring sin samling og sin have. Her doceredes hans egne kunstteorier og farve- og skønhedssans blev skærpet i samvær med malerier og planter.
Men at komme til at se hans samling i dag kræver mod og styrke. Der er kun adgang mod forudbestilling af billetter, og det er næsten umuligt at komme forbi telefonsvareren. Er man endelig igennem, forlanges blotlægning af de intime detaljer vedrørende ens plastickort - ellers ingen adgang. Da jeg havde fået en telefonbesked om, at alt var udsolgt, lokkede en museumskollega mig til at prøve lykken alligevel. Der skulle være hundrede pladser til folk, der mødte op i Merion, hver udstillingsdag.
Det var gamle nyheder, skulle det vise sig: Denne ordning var annulleret for to år siden! Så søndag morgen kl. 9.15 stod jeg i regnen, på en amerikansk Solitudevej, og kunne se ind til Paradiset. Lykkeligvis forbarmede englen med flammesværdet sig over mig: Portvagten mente, at hvis jeg nu gik ned til Dunkin' Doughnot og fik mig en kop morgenkaffe, kunne "noget have vist sig" når jeg kom tilbage. Som sagt, så gjort - og den venlige mand kunne efter frem og tilbage, kaffe og kage, fortælle mig, at jeg skulle henvende mig til Nick i museet og fortælle, at jeg var damen fra Danmark. Dette sesam, foruden de fem dollar i entré som de to herrer forhåbentlig delte imellem sig, gav mig mulighed for at se The Barnes Foundation og alle dens herligheder.

Samlermentalitet
Kunstsamlingen gemmes i en middelstor millionærvilla i stil med Ordrupgaard beliggende i en mindre park. Det er virkelig et slaraffenland af billeder fra 1880 til 2000. Men Barnes ville være encyklopædisk i sin samlergerning, lige som vor egen J.F. Willumsen, og impressionister og fauvister blander sig i rummene med ægyptisk, græsk og romersk kunst, gamle mestre og smedejernsornamenter fra alle mulige kulturer. Ophængningen er efter samlerens eget hoved, kunstnerne blandes i et saligt røre, der skulle lære beskueren kunsten at se.
Barnes har været lige så selvrådig som Willumsen, og blandt de ældre værker og antikkerne er procentdelen af forfalskninger sikkert mindst lige så høj som i samlingerne i Frederikssund. Der har været en livlig hjemmeindustri igang i Frankrig, som forsynede de selvlærte samlere med splinternye græske terracotta'er, kopier af Chardin og El Greco og ægyptiske guddomme af egen avl. Honi soit qui mal y pense...

Siddeflæsk
Det kan være vanskeligt at dele Dr. Barnes og næsten hele hans samtids store kærlighed til Renoir: I længden bliver man meget træt af alt det lyserøde siddeflæsk og de yndige børn. Men Cézanne har Barnes haft en meget heldig hånd med, der er herlige billeder i enhver genre: stilleben, landskaber og portrætter. Seurat er repræsenteret med et absolut mesterværk: De tre modeller, der trækker strømper af i et interieur, hvor den ene væg udgøres af maleriet La Grande Jatte (- søndag med Georges i parken). Alt står med prikker, i den pointilistiske stil, der ved siden af kubismen må være den mest kunstfærdige og unaturlige måde at male billeder på, der nogensinde har været mode. Resultatet er en pretiøs ophøjelse af det trivielle industrisamfunds grimhed.
Der er også et pragtfuldt kvindeportræt af Modigliani, en Rita Hayworth-lignende rødhåret femme fatale i sort med en svimlende dyb decolletage, skrå katteøjne og kirsebærfarvet kyssemund. Samt mange billeder af en af de stjerner, der ikke lyser så glansfuldt længere, Chaim Soutine, som Barnes var med til at 'opdage'. Man forstår ham godt, for det er gedigent interessante malerier, den forhutlede kunstner er repræsenteret med i Merion-samlingen. Et hovedstykke er van Goghs vidunderlige postbud fra 1889, der har skæg som en tornado og karmoisinrøde kinder. Penslen har danset over lærredet, da gubben sad model.
Paul Gauguin er også smukt repræsenteret, ligeså den indtagende Tolder Rousseau, der har gjort et drabeligt stykke med en langhåret blondine, der attakkeres af en bjørn. Men allerdejligst er Matisse-samlingen, selvom det er her, melankolien indfinder sig. For nogle af de bedste af disse billeder hang i Tetzen-Lunds samling, og kunne være i Danmark den dag i dag, hvis museumsfolk, kunsthistorikere og politikere havde været venligere og mere fremsynede.
Det bedste af de tidligere Tetzen-Lund billeder er det meget store portræt af en marokkaner, tung og firkantet, i grønt mod rødt. Hovedet er delt i en grøn skyggeside og en okker solside, og manden har et grønt lille overskæg og grønne bakkenbarter. Aldeles indtagende er et andet maleri fra den københavnske samling: Fru Matisse med et rødt, orientalsk tørklæde mod en emaljeblå baggrund. Det sidste mesterværk i denne sammenhæng er La joie de vivre, livsglædens apoteose i alle regnbuens kulører. Hvor ville det være meget nemmere, hvis disse billeder var blevet her i landet!
I årene 1993, 1994 og 1995 rejste man penge ved en uhørt turné af samlingen til de store museer rundt om i verden, og man skal ikke regne med at se Barnes' billeder i Europa i den næste menneskealder. Besøgstallet var som Danmarks samlede befolkning, og det er ikke vanskeligt at forstå, at mange greb chancen for nogenlunde nemt at se de fine malerier. Men som den store kunsthandler Ambroise Vollard sagde i 1936: "Et besøg på The Barnes Foundation er i sig selv rejsen til Amerika værd". Jeg vil dog ikke anbefale, at man vover sig derover uden en reservation.

*The Barnes Foundation, 300 North Latch's Lane, Merion, Pennsylvania 19066. Tel. 610-667-0290. Reservation: 610-664-7917; grupper (10 eller flere:) 610-664-7917.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu