Læsetid: 3 min.

Festivalen vokser

31. maj 2000

I næste måned er der som sædvanligt jazzfestival i København. Den strækker sig over ti dage (7.-l6. juli) og det er 22. gang den afholdes. Mindre er den ikke blevet med årene.
Kataloget, der udkom forleden med Bjørn Nørgaards plakat som forside, er nu oppe på 96 sider (pris: kr. 30) og opregner over 500 begivenheder eller mere end ti pr. dag, så der skal rendes hurtigt, hvis man vil have det hele med. Især da alle de 70 lokaliteter, som begivenhederne fordeler sig på, ikke befinder sig i den indre by.
En af dem ligger tilmed på den anden side af Øresund, nemlig Hedmanska Gården i Malmø. Når den er kommet med, er det et første beskedent resultat af, at Øresundsbroen åbner lige før festivalen, nemlig den 1. juli. Især på længere sigt skulle festivalen dermed få sit opland udvidet betydeligt.
At sydsvenske jazzinteresserede får lettere adgang til festivalens københavnske lyksaligheder, er én ting, som kan medvirke til at konsolidere Copenhagen Jazz Festival (og københavnsk jazzliv generelt) publikumsmæssigt og økonomisk.
Men effekten kan også komme til at gå den anden vej over Sundet. Arrangementer i Malmø (og Lund?) kan blive en del af festivalen og tiltrække et københavnsk publikum.
I første omgang er det dog tvivlsomt, om mange københavnere vil drage ad broen til Hedmanska Gården den 10. juli, selv om festival-kataloget lokker med et så attraktivt indslag som Jakob Karlzons trio med den engelske sangerinde Norma Winstone. Dagen efter kan samme svensk-engelske kombination nemlig høres på Gråbrødretorv kl. 16.
Men man har da lov at forestille sig, at der under den 23. CJF vil blive selvstændige jazzbegivenheder hinsidan, ligesom efterspørgslen efter festival-kataloger sikkert vil blive øget i Malmø og omegn.

Nye lokaliteter
Foreløbig er der dog som sagt talrige københavnske lokaliteter at vælge imellem. For de få, der foretrækker røgfri aflytning af jazzmusik, vil det være positivt, at de indendørs koncertsteder i år er udvidet med Dronningesalen i Det kgl. Biblioteks Sorte Diamant, selv om det måske er overoptimistisk at annoncere tre aftener i træk med Ernie Wilkins' posthumt genopstandne Almost Big Band, er det end nok så meget med Clark Terry som solist.
Også Tivolis Koncertsal er med og bringer et ekko af efterårets new yorkske Danish Wave med en koncert den 14. juli. Det lyder selvfølgelig godt med Lars Møllers gruppe, Pierre Dørges New Jungle Orchestra og Mads Vindings trio med Carsten Dahl, men ved en enkelt koncert bliver det måske too
much of a good thing?
I afdelingen med koncerter i traditionel forstand er Cirkusbygningens arrangementer stadig dominerende, der er igen midnatskoncerter i Nationalmuseet, og banketsalen på Rosenborg Slot tages for første gang i brug med Niels-Henning Ørsted Pedersen som attraktion i duo og solo.
I røg- og øl-afdelingen er Copenhagen JazzHouse fortsat flagskibet, men musikalsk er det måske kun præsentationen af violinisten Regina Carter der lover bingo.
Går man udendørs, har Tivoli flere arrangementer på Plænen, hvoraf især det med Pat Metheny og Michael Brecker kalder på interessen. Haveselskabets Have bruges især til amatører, men der er også flere koncerter med førende yngre danske navne. Og Kongens Have indtages især af børn og børnejazz, men der er desuden et par interessante udenlandske koncerter.
Og så er der som sædvanligt masser af kvalificeret dansk musik på byens pladser og i dens caféer.
Alt taget i betragtning tegner der sig næppe en af de mest mindeværdige CJF'er. Men mindre kan vel også gøre det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her