Læsetid: 4 min.

FILM

4. maj 2000

*Sort uge. Det kan virke nytteløst at begræde tv-stationernes filmrepertoire, men når en uge ser så filmisk nedslående ud som den kommende fra torsdag den 4. til og med onsdag den 11. er det svært at fortrænge forundringen over, at det behøver stå så sløjt til med film i tv. Man har immervæk et overflødighedshorn af pragtværker fra en hel filmhistorie at gøre godt med. At de kommercielle kanaler skeler til det skudsikre seer-tal og tæppebomber seerne med delikate sager som John Waynes chauvinistiske Vietnamfilm De grønne baretter (TvDanmark 1) og Clint Eastwoods kiksede koldkrigsthriller Firefox (også TvDanmark 1, i tirdags), er vel uundgåeligt i en medieverden, hvor voldsfilm af en eller anden grund anses for mere stueren end erotisk spekulation. Men det kan virke forstemmende, at en kanal som DR 1 efterhånden fuldstændig synes at have opgivet et kvalitetkrav, der rækker ud over den mest udvandede kommercialisme. I stedet overlader man til DR 2 at vise den kvalitet, der skønnes for krævende for det massepublikum, man - fejlagtigt, tror jeg - har så ringe tillid til. Det er den langt mindre sete kanal, man må ty til, hvis man vil se gode film. Men heller ikke TV2 kan prale med noget synderlig inspireret repertoirevalg, selv om der sent på natten godt kan snige sig godbidder ind på kanalens mere righoldige filmudvalg. Man bliver helt imponeret, når der bindes an med noget så krævende og filmhistorisk bevidst som en serie Marilyn Monroe-film, for den overordnede plan i tv-kanalernes repertoirevalg synes blot at samle så mange cementhoveder foran skærmen som muligt.

*Ingmar Bergman havde instrueret tre film, da han fik sin første succes - men kun som manuskriptforfatter. I 1947 instruerede veteranen Gustaf Molander den unge Bergmans lidenskabelige manuskript Kvinden uden ansigt på en måde, der sleb kanterne af den unge hedspores mest ufordøjede indfald og gjorde filmen acceptabel for datidens publikum. Bergman har fortalt, at der lå stærkt personlige oplevelser bag historien om den unge Martin (Alf Kjellin), der forlader kone og barn, da han besættes af den uudgrundelige Rut Köhler, spillet af Gunn Wållgren. En bevæget kærlighedsaffære udvikler sig og efterhånden afsløres det, at Rut som 12-årig blev misbrugt af sin mors elsker. Historien er, som ofte dengang, fortalt i tilbageblik, så Martin har mulighed for at komme klogere ud af den fatale affære. - Blandt de øvrige medvirkende er Anita Björk og Stig Olin, far til Lena.
Kvinna utan ansikte/Kvinde uden ansigt. Sverige TV1, fredag kl. 13.45-15.25

*Huxley hedder Sandra Bullocks heltinde i denne passagevis vittige science fictionfilm, der klart inspireres af Aldous Huxleys klassiker Fagre nye verden. Handlingen udspiller sig i 2032 i San Angeles, der efter borgerkrig og jordskælv er omdannet til et teknologisk kontrolleret, antiseptisk samfund, hvor alt ånder harmoni, fordi der ikke er følelser eller sanselighed tilbage til at forstyrre den dødlignende fred. Et underjordisk livsnyder-oprør spirer selvfølgelig frem mod al denne diktatoriske sterilitet, og oprørerernes bedste kort er ingen anden end strømeren Sylvester Stallone, der har været nedtøet i flere årtier og programmeret til at udføre kvindagtigt strikketøjsarbejde! Fy føj, det skal Sylvester nok få lavet om på, og det udvikler sig så til voldelige opør mellem hans gammeldags kontante cop og Wesley Snipes joker-agtige allround-psykopat - altså til scener på det mere ordinære action-plan. Men den visuelle udmaling af den pletfrie, airconditionerede mareridts-utopi gennemføres flot af instruktøren Marco Brambilla.
Demolition Man. TvDanmark, fredag kl. 20.00-22.00

*Anders Bodelsen er en forfatter, der - udover et medrivende fortælletalent - også har en fin sans for at tage en tidsatmosfære på kornet ved hjælp af de helt små, konkret erindrede hverdagsdetaljer. Det viser han i mini-serien Mørkelægning, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt. Den har nu har fået en tiltrængt dramatisk opstramning, tre afsnit er blevet til to, og med sin stilfærdigt indtrængende hævnerhistorie fra Besættelsestidens næstsidste år kan den virke som en højst tiltrængt modvægt til den netop afviklede Edderkoppe-series mildt sagt stiliserede og på alle leder gennem-utroværdige billede af livet i 1940'ernes Danmark. Hvor tidsbilledet i Edderkoppen forvrænges til ukendelighed af importerede amerikanske gangsterfilmklichéer, udspekulerede andenhåndseffekter og lån fra Leone og Bertolucci, går Bodelsen og Kjærulff-Schmidt direkte til kilden og uddrager en smukt komponeret fabel (om hævnens sjæle-ødelæggende bitterhed) af den højst specielle periode, hvor politiet blev sat ud af spillet, og det derfor løn-nede sig at fiske i rørt vande.
Mørkelægning 1:2. Lørdag kl. 14.20 -15.15

*James Ivory har i sit samarbejde med Anthony Hopkins (Resten af dagen, Howards End) især udnyttet den mesterlige skuespillers evne til at projicere hæmmet, smertefuldt behersket lidenskab. I At overleve Picasso gås der til den anden yderlighed, idet Hopkins' Picasso sidst af alt kendetegnes ved selvbeherskelse. - "At betragte Hopkins' Picasso er som at betragte en smukt dyr: en pragtfuld tyr, som overlades til straffrit at støde hornene i de uheldige menneskesjæle, der vover sig ind i hans arena," skriver Time Out i en - til gengæld yderst behersket - rosende omtale. Filmen samler sig om perioden 1943-53 og da især om Picassos stormfulde affære med den næsten 40 år yngre Francoise Gilot, og manuskriptet bygger løst på Arianna Stassinopulos' bog Picasso, skaber og ødelægger. Filmen hører langt fra til Ivorys betydeligste, men den genskaber smukt og omhyggeligt Picassos parisiske og sydfranske omgivelser. Og så har den jo Hopkins, en naturkraft i - for en gangs skyld - uhæmmet udfoldelse.
Surviving Picasso/At overleve Picasso. DR 2, søndag kl. 20.50-23.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu