Læsetid: 4 min.

Fornedrede Nationer

11. maj 2000

FN har de seneste ti år været involveret i 16 fredsskabende operationer i Afrika. Men verdensorganisationens lyst til at blande sig på kontinentet har været for stærkt nedadgående, efter fejlslagne operationer i Somalia, Angola og Rwanda. Og den nuværende krise i Sierra Leone udstiller endnu en gang FN's Afrika-syndrom

Vestsahara
En ørkenvandring
*Der er i øjeblikket 248 FN-soldater i Vestsahara og 293 andre FN-ansatte. De overvåger en våbenhvile, der har været i kraft siden september 1991, mellem befrielsesbevægelsen Polisario og regeringen i Marokko. FN har gennem flere år forsøgt at stable en folkeafstemning på benene, som skal afgøre om Vestsahara skal være en selvstændig stat eller fortsat hører under Marokko. Men det har vist sig overordentlig svært at afgøre, hvem der må stemme, og vælgerregistreringen pågår stadigvæk. Området er stærkt præget af fattigdom og udbredt mistillid til de marokkanske myndigheder.

Sudan
Uden for rækkevidde
*I 17 år har der været borgerkrig i Sudan mellem det muslimske nord og det kristne/animistiske syd. Verdendssamfundet har aldrig forsøgt sig med en fredsskabende styrke, men har holdt sig til at uddele fødevarer, når en af de tilbagevende hungerkatastrofer har gjort fjernsynsbillederne for uudholdelige. Krigen menes at have kostet over en million mennesker livet, og det sydlige Sudan er til stadighed på randen af hungersnød.

Somalia
FN gennem sølet
*Billedet af en mishandlet amerikansk soldat, der trækkes gennem gaderne i Somalias hovedstad, Mogadishu, har bidt sig fast på mange menneskers nethinder. Billedet står som symbolet på den totale ydmygelse, som FN led i Somalia, da organisationen fra 1992 til 1995 forsøgte at skabe fred mellem de mange krigende klaner i landet. I dag er Somalia så godt som opgivet af verdenssamfundet, og det er præget af dyb fattigdom og overladt til krigsherrers forgodtbefindende.

Sierra Leone
FN-svaghed udstillet
*FN's styrke i Sierra Leone er med sine 8.700 soldater den største på verdensplan. Opbygningen af styrken begyndte i oktober 1999, efter at der i juli blev indgået en fredsaftale mellem oprørsbevægelsen Den Forenede Revolutionære Front (RUF) ledet af Foday Sankoh og regeringen under ledelse af præsident Ahmad Tejan Kabbah. FN-soldaterne kommer med et svagt mandat i form af at være fredsbevarende ikke fredsskabende. I forrige uge blev mindst to og formodentlig fem FN-soldater dræbt af RUF-soldater, og omkring 500 er taget til fange af RUF. FN har anmodet Nigeria om at sende flere soldater til FN-styrken, hvilket Nigeria overvejer i øjeblikket. Situationen i landet er højspændt, men FN-talsmænd slår fast, at FN bliver på stedet.

Congo (DRC)
I kikkerten
*FN har i øjeblikket omkring 230 observatører og knap 1.000 soldater i Den Demokratiske Republik Congo. Sikkershedsrådet har givet mandat til, at der indsættes en styrke på 5.000 soldater til at beskytte 537 observatører. Men det har lange udsigter, for Sikkerhedsrådet stiller krav om, at de involverede lande især Uganda, Rwanda, Angola, Namibia og Zimbabwe kan blive enige med de tre største oprørsbevægelser om at gennemføre den allerede vedtagne fredsplan. Bliver styrken til noget, bliver det med soldater fra hovedsageligt afrikanske lande. FN havde fra 1960 til 1964 20.000 soldater i Congo. 237 af dem mistede livet, og aktionen var stort set resultatløs. Congo er i dag den de facto delt stat på sociale deroute med bl.a. flere hunderede tusinder på flugt og et voksende antal underernærede børn.

Angola
En tragedie
*I begyndelsen af 1999 måtte FN trække sine styrker ud af Angola, fordi regeringen under ledelse af Jose Eduardo dos Santos havde genoptaget kampene med oprørsbevægelsen UNITA, der ledes af Jonas Savimbi. Forud var gået nogle år, hvor FN uden held forsøgte at afvæbne UNITA og udvikle det borgerkrigshærgede land. For tre uger meddelte FN, at "den humanitære situation i Angola er alarmerende, og hvis de nuværende tendenser holder, så bliver der tale om en krise." Over en million mennesker er flygtet i eller ud af Angola, og mindst en halv million menes dræbt under den nu 25 år lange borgerkrig.

Rwanda
Halen mellem benene
* april 1994 havde FN en mindre styrke i Rwanda. Den blev imidlertid trukket hjem, da hutuer begyndte at dræbe tutsier og moderate hutuer. Det udviklede sig til et folkemord med omkring 800.000 dræbte. FN er senere blevet kraftigt kritiseret for ikke at tage opgøret i opløbet, og nogle af de efterladte forsøger at lægge sag an mod FN. I dag styres Rwanda af tutsi-mindretallet, og der er ingen afklaring på magtdelingen i landet.

Burundi
Glemt borgerkrig
*Uden for medierns søgelys har der siden 1993 været borgerkrig i det lille centralafrikanske land Burundi. Over 200.000 mennesker menes dræbt, og mindst 300.000 er flygtet. FN har forsøgt at hjælpe flygtningene, mens der har været forskellige mæglingsforsøg mellem den tutsistyrede regering og hutu-oprørsbevægelsen. For tiden prøver eks-præsident Nelson Mandela fra Sydafrika at mægle mellem parterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her