Læsetid: 11 min.

En fremmed kommer til byen

6. maj 2000

Kan man bilde sig ind, at man er fremmed i sin egen by - bare for at se København, som var det den allerførste gang? Måske, men det kræver et kosmopolitisk kunstgreb

En af kosmopolittens største og mest udsøgte fornøjelser i denne verden er det jomfruelige, første møde med en ny by - en by, han ikke tidligere har besøgt. Man lader sig styre og drage af de impulsive indtryk i gadebilledet: Et messingskilt med flotte bogstaver over et hjørne; en domkirke, der stikker ud for enden af et torv; et kønt træ, en blå sø. Følelsen er fantastisk, og ens sanser bombarderes med indtryk.
Kender man sin by alt for godt - er man blevet alt for dus med den - forfalder man til at se på andre ting i byrummet, så som mennesker, udrykninger, biler, trafikuheld og forretningsruder, mens selve byen og den tredimensionale virkning, der opstår, når man selv bevæger sig, forsvinder. I stedet bliver alt, hver en mursten og balkon, til en kulisse, som sagtens kunne være flad som en pandekage.
Kunne man dog bare for en enkelt dag atter se sin egen gamle velkendte by, København, med den fremmedes friske og uvante øjne - og betræde gaderne, som var det kun i fantasien, man havde været der. Men det går nok ikke. Sin erindring kan man ikke bare frigøre sig fra.
Og dog: måske kunne man hjælpe illusionen lidt på vej ved for eksempel at indlogere sig på et stort internationalt klassehotel midt i byen. Så ville man dog være lidt mere fremmed. Disse store hoteller er en slags bufferzone mellem byen og det fremmede, udlandet. De er der, de fylder godt i billedet, og man kender dem - og alligevel gør man ikke.
Hvis et stort hotel en dag forsvandt, ville man sikkert ikke bemærke det. Det ville være som at møde en bekendt, der pludselig har fjernet sin moustache: der er et eller andet galt, men hvad det er... Måske skulle man lære sin bys bufferzoner at kende.
Ideen er bæredygtig. Jeg har imidlertid snydt lidt og prøvede den allerede af her forleden. Jeg flyttede på hotel i København for en dag.

I mit loftslokale havde jeg fundet en stor, sort, firkantet kuffert frem, som jeg fyldte med en dags forbrug af hvide skjorter, en tandbørste og en kam, hvorefter jeg af kosmopolitiske årsager prajede en taxa og lod mig fragte til det store Radisson SAS Royal Hotel, hvor jeg havde bestilt et værelse med udsigt. Jeg betalte chaufføren hans 44 kr. og ytrede, at "puh, hvor er det varmt her i København" for at komme i den rette stemning, før jeg slæbte kufferten ind i lobbyen. Klokken var 14.
Her blev jeg modtaget med de internationalt standardiserede normer for almindelig pli og omgang med fremmede mennesker. Det føltes rart - og fremmed. Den nordiske dame i skranken udstyrede mig med et kreditkort: nøglen til værelse 1112 på 11. etage. Jeg gik ind i elevatoren og mærkede et sug i maven. Jeg var vist ikke helt mig selv.

Royal var ikke et tilfældigt udvalgt hotel, det havde end ikke været på tale at slå op under 'hoteller' i lokaltelefonbogen. Der forefandtes ingen alternativer, og det var der to grunde til.
For det første er SAS-hotellet skabt af den berømte danske arkitekt Arne Jacobsen (1902-1971) i 1960 inspireret af supermodernisten og stjernearkitekten Mies van der Rohe og den såkaldte international style-arkitektur.
Bygningen er en ægte skyskraber (selv om den kun er 22 etager og 70 meter høj), og Jacobsen designede selv alt inventar, alle møbler, tapeter, beslysningsarmaturer, tekstiler, gardiner, gulvtæpper, sengetæpper, vægure, glas, bestik og askebægre. Med sit elegante ydre tilfører det strengt lineære hotel København lidt mere farve fra storbypaletten.
Og sådan er vi mange, der har det. Carsten Thau og Kjeld Vindum omtaler Royal i deres store bog Jacobsen (Arkitektens Forlag, 1998) således:
"SAS-bygningens jadetonede superblok, som på magisk vis eksisterer i overblændinger mellem krystallinsk skarphed og drivende skyer, assimilerer sig på en gennemtænkt og kultiveret måde med lyset fra den blege nordiske himmel."
Det var den ene grund. For det andet havde jeg et helt specielt forhold til dette hotel; faktisk havde det fyldt ret meget i min barndom og yngre ungdom. I tolv stive år var Hammerichsgade foran hotellets indgang mit livs vigtigste trafikknudepunkt.
Om morgenen, på vej til skole, stod jeg ud af linje 6 foran Arbejdernes Landsbank. Derefter gik jeg med mit Penol-tornyster på ryggen over Vesterbrogades fodgængerfelt, forbi de store panoramiske vinduer foran hotellets restaurant og videre op langs Hammerichsgade og Royal Hotels aflange underbygning til Vesterport Station, hvor jeg tog toget. Når skolen var færdig, gik jeg samme vej tilbage og ventede ved stoppestedet lige uden for restauranten.
På disse daglige ture var der noget, som undrede mig. Der susede altid en grotesk strid blæst af vesterhavske dimensioner i Hammerichsgade - også selv om der var helt vindstille andre steder i byen.
Men ikke nok med det: I det lille blinde område på fire-fem kvadratmeter mellem hotellets restaurant og apoteket ved siden af stod der som regel en mandshøj, kraftig skypumpe og sendte blade, ispinde, papir, plasticposer og plastickopper rundt og rundt som i en blender. Ingredienserne varierede dog efter årstiden.
Jeg så i ånden, at den kunne opsnappe mig med rygsæk og åbne snørebånd og det hele, så jeg vovede mig ikke i nærheden af den, før jeg følte mig tung nok - engang midt i 80'erne.
"Besynderlige vindforhold," tænkte jeg dengang.
Først mange år senere gik det op for mig, at suset i Hammerichsgade naturligvis skyldtes Arne Jacobsens høje skyskraberhotel. Med sin blotte, voluminøse tilstedeværelse indfanger og omdirigerer hotellet enorme mængder almindelige vind og sender det i ekspresfart ad den uskyldige og intetanende Hammerichsgade, der med den ligeså massive Axelborg-bygning på modsatte side får form af en gigantisk tragt.
Lyder det usandfærdigt? Det er rigtigt, hvad jeg skriver. Læseren kan selv mærke efter!

Solen skinnede, og udsigten fra værelse 1112 var enestående. Byen var fantastisk smuk. Jeg havde fået et helt hjørne af SAS-hotellet og kunne i det fine vejr se i en bue ud over det meste af København; kobbertårnene, spirene, Nyrops Rådhus, den gamle B&W-bygning på Holmen og Grundtvigskirken på et nordvestligt bakkedrag; telefontårnet i udkanten af Nørrebro og Frederiksberg Rådhus. Ja, selv Øresundsbroen kunne jeg ane kilometer derude. For slet ikke at tale om Jordens krumning - men det kan selvfølgelig have været optisk bedrag.
Hvor skulle man gå hen? Hvor ville jeg gå hen, hvis det var første gang, jeg var i denne by, og ikke den trehundredetusinde? Jeg gik en eftertænksom tur langs mine små Arne Jacobsen-vinduer for at vurdere byens tage så objektivt som muligt. I den ene ende var der Vesterbrogade og Rådhuspladsen. Det summede af mennesker dernede - udenlandske turister og folk fra provinsen strømmede som grådige spyfluer til indgangen foran Tivoli.
Men det at forsøge at flytte til sin by igen for at se med friske øjne skulle ikke forveksles med turisme og al den vulgaritet og candy floss, der hører med til det. Man skulle ikke belemre sin hjerne med ord som hel- og halvpension og charter-dit og dat. Så Tivoli måtte stå over
Til gengæld var der noget dragende over Vesterport Station mod nord, hvor togene passerede forbi, før de forsvandt i tunnellen under byen. Bagved stationen sås rejsesærlingen Simon Spies' gamle Hotel Mercur. Hotellet var en del af en enklave af store huse i en funkis-lignende arkitektonisk stil. Hundrede meter længere ude mod Søerne knejsede SiD's overdådige hovedkvarter, i hvis tagcafeteria jeg engang havde indtaget en sildemad - på SiD's regning - og lidt længere henne ad Nyropsgade lå politistationen, hvor jeg havde hentet mit pas, da det kom frisk fra tryk. Alle disse kære minder forsøgte jeg naturligvis at frigøre mig fra.

Jeg vaskede rejsestøvet af i et hurtigt karbad og begav mig ned i lobbyen og videre ud på Hammerichsgade, hvor det blæste kraftigt. Fremmed som jeg var, stod det mig ikke helt klart, hvor jeg skulle hen af, så jeg forsøgte at gå til venstre. Det viste sig at være den rigtige vej; stationen, jeg havde set fra vinduet, var lige frem for mig, og jeg fortsatte over til funkis-kvarteret, mens jeg stirrede mig blind på bygningernes hjørner og flader for at opnå en effekt.
At se på denne måde viste sig at kræve et stort opbud af koncentration, men bestræbelserne gav pote. Det kunne godt lade sig gøre i få minutter af gangen. Det kan sammenlignes med de fiksérbilleder, der var populære for nogle år siden. Man stirrer og stirrer på billedet, og så med et dukker omridset af en anden illustration op. Og i ganske korte øjeblikke så København lige så tredimensional ud, som den retteligt bør. Hvor var det en imponerende by, denne København.
Jeg kom forbi en tankstation og flere høje bygninger og en politistation, der stod på pæle, og kiggede man ind mellem pælene var der et lille hul i muren ud til en sø. (En regibemærkning: Jeg havde været her før, men denne genvej til Nørre Søgade og Søerne havde jeg aldrig lagt mærke til.) Sådan gik jeg lidt rundt og nød det.
Flere steder, jeg kom gående, kunne jeg se mit hotel rage op mange hundrede meter borte. Jeg havde minsandten glemt at lukke et af vinduerne.

Da jeg var kommet vel ud af funkis-området, stod jeg vis-a-vis den rædselsvækkende trafiktunge indfaldsvej Gyldenløvsgade, der i et afsindigt tempo udspyer motorkøretøjer i retning af H.C. Andersens Boulevard og Rådhuspladsen. På den anden side af gaden var der et meget smukt træ med en stor lysegrøn krone - som en slags vegeterende velkomstportal uden for Nansensgade-kvarteret. Træet trak. Dér ville jeg over. Men her, på dette tidspunkt hvor jeg var rolig og ovenpå, og alt gik efter planen, kom jeg til at begå en fodfejl, der skulle ryste min indbildningskraft gevaldigt. Det var begyndelsen til enden.
Da der opstod et kort ophold i trafikken, krydsede jeg nemlig Gyldenløvegades 12 kørebaner i ét hug, dvs. uden at behøve at gøre holdt undervejs på det smalle græsstykke, som kløver gaden. Først da jeg befandt mig i rimelig sikker favn foran Grevinde Danner Stiftelsens rustrøde bygning og misligholdte have, gik det op for mig, at jeg havde dummet mig.
Strækningen H.C. Andersens Boulevard-Gyldenløvesgade-Åboulevard - Københavns infrastrukturs Aflange Helvede - er så trafikeret, at nybegynderen, den fremmede, af helbredsmæssige årsager ville vare sig for at gøre et lignende forsøg og i stedet afvente den grønne mand i krydset. Retrospektivt satte jeg udelukkende over gyldenløvegabet, fordi jeg havde gjort det før og fremdeles vidste, at der netop her ventede et ophold i trafikken i begge retninger på samme tid. Pludselig foregik denne tur ikke længere helt på må-og-få-præmisser, og jeg var lettere rystet.
På hjørnet af Nansensgade og Ahlefeldtsgade lå der en bager, jeg desværre kendte alt for godt. Her havde jeg købt mine rosenbrød siden 1986. Min underbevidsthed havde spillet mig et puds og ført mig ad gader, der lå dybt forankret i min hukommelse.
Mine tanker begyndte at kredse om min cykel, der stod placeret i et cykelstativ i en gård mellem Frederiksborggade og Vendersgade. Kunne jeg bare hente den og køre lidt rundt, hvile fødderne... Den ene negative, mageligt anlagte tanke tog den anden: jeg kunne også lige tage hjem til mit verdslige domicil og drikke en kop kaffe og læse dagens avis - ville det virkelig skade? Nej, nej, nej! Det gik ikke. Jeg forsøgte at slå det hen.
Jeg sandede, at koncentrationen var ved at ryge en gang for alle. Jeg kunne ikke fortsætte på denne måde, jeg måtte tilbage til mit SAS-hotel og starte på en frisk - som når en maler dypper sin pensel i paletten. Der måtte pustes nyt liv i mig. Afmagten tvang mig ind i et S-tog. Destination: retur til Vesterport Station.
I S-togets mellemperron et sted mellem Nørreport og Vesterport stod der to mænd i 40-årsalderen og røg. Den ene var bleg og havde kort fuldskæg og fedtet hår, den anden var kolonihavebrun med daggamle skægstubbe og et småberuset smil. De førte en samtale med en gestikuleren, som var så dansk, at den sidste magi forsvandt. De sagde:
"Men bestyrelsen har jo hjemmel til at gøre det."
Manden med skægget var indladende og tog et hvæs af sin filterløse cigaret. Den solbrune med skægstubbene nikkede. Han havde ikke noget bælte på og trak klædeligt sine lyse jeans lidt op over stregen mellem sine baller ved at placere håndfladerne over hver sin baglomme og hive til.
"Ja, ja," svarede han og så selvtilfreds ud, "vi kan gøre, hvad der passer os. Det er jo bare penge."
Dette var dråben. Da jeg steg ud af toget, var jeg ikke længere fremmed, men blot mit gamle københavner-hylster.

Jeg trængte til et karbad. På vej gennem lobbyen hørte jeg klirren fra baren bag trappen op til de forskellige lounges og konferencelokaler. I min desillusion gik jeg derhen og satte mig ved bardisken, hvor jeg stiftede bekendtskab med Chocoloco, en sød cocktail bestående af Bailey og vodka. Efterhånden som jeg fik drukket mig igennem den, mistede jeg stedsansen og følte mig igen temmelig fremmed.
Da hotelpianisten ved flyglet over for portieren satte sig for at spille variationer over melodien Hvis jeg var en rig mand, var jeg helt på toppen, en total fremmed i København. Jeg måtte ud igen. Dagen var lang. Natten var ung.
Næste morgen tog jeg et karbad og klædte mig på. Jeg havde nået at se en ubetalelig blåviolet solopgang bag Københavns tage fra mine vinduer på 11. sal, og jeg var blevet vækket af solens stråler i mit ansigt. Men nu var det slut.
To timer time senere stod jeg andetsteds i København, i noget socialt boligbyggeri, og fyldte en vaskemaskine med snavset tøj.
Jeg kunne ikke se Royal Hotel fra kældervinduet. Jeg kiggede nu heller ikke ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her