En spag, men spændende duft af ceylonesiske konflikter hos Shyam Selvadurais
Roman
Romaner kan være svære at komme ombord i. Den første, knudrede sætning kan gøre en helt modløs, selvom man ved, at timevis af dejlig læsning gemmer sig bagved.
En duft af frihed af den canadisk-srilankanske forfatter Shyam Selvadurai begynder med sætningen: "Annalukshmi Kandiah følte ofte, at verset 'Jeg ser kærlighedens hav, men ikke tømmerflåden, på hvilken jeg kan krydse det' fra det store, tamilske, filosofiske værk Tirukkuralen ville passe på hendes liv, hvis 'kærlighed' blev skiftet ud med 'attrå'."
Det er ikke en god start. Skal det ligne en direkte entré i hendes bevidsthed? Selv om hun ofte skulle have dén følelse (men hvilken følelse er det præcist?), ville hun næppe præsentere den med kildehenvisning og -forklaring. De står der for læserens skyld, et halvklodset forsøg på at etablere en autentisk-eksotisk tamilsk fortælleramme, der ikke behøver blive udpindet.
For historiens univers er i sig selv så eksotisk som 20'ernes Colombo, hovedstaden i den engelske koloni Ceylon (i dag Sri Lanka). Vi følger i to spor den unge Annalukshmi og hendes onkel Balendran: begge velhavende højkaste-tamiler, og begge i en slags eksil i deres eget land.
Annalukshmi på grund af lærerinde-ambitioner og litterære interesser, Balendran på grund af en upraktisk homofil tilbøjelighed, udlevet under et studieophold i London, men ikke udslukt.
I eksil
Hovedpersoners dilemmaer og erkendelser fortæller samtidig historien om den britiske kronkoloni på vejen mod uafhængighed: om kampen mellem interesser i et samfund, hvor koloniherrerne selv har fremelsket en indfødt overklasse af magtmænd, der ikke er interesseret i 'pøbelvælde' og dermed sender briterne ud i en let paradoksal rolle som demokratiets forkæmpere.
Det er en spændende historie, særligt i lyset af vore dages fortvivlende, uløselige srilankanske konflikter. Annalukshmi står med valget mellem den romantiske kærlighed og den intellektuelle frigørelse og ved, at hun før eller siden må vende ryggen til en af delene. Balendran har allerede fortrængt sine egne romantiske erfaringer og slået sig til ro med kone og søn - og så alligevel...
Bogens slagside
Det viser sig, at de ikke er de eneste, der har måttet vende ryggen til deres ønsker - og det indre eksil, fremmedheden fra det liv, man har valgt at leve, bliver en slags grundbetingelse i 20'rnes tilstand mellem kolonial feudalisme og moderne værdirelativisme.
Den indiske bølge af postkoloniale romaner har før postuleret forløsende slutninger i modernitetens tegn: trådene går op, og vi lever lykkeligt til vores dages ende, efter at tvangsægteskabet eller kastesystemets åg er kastet væk. Og da Annalukshmi møder en tilbeder i boghandlen og bonder, får læseren bange anelser. Dem gør Selvadurai heldigvis til skamme. Skildringen af den koloniale splittelse er ikke uden håb, men nok uden sejrherrer i form af vestligt-frisindede eller traditionelle værdier.
Slagsiden er i formen, der for ofte bliver hængende i romanklicheer - uden at bogen derfor besidder den klassiske romans store forcer, som for eksempel den suveræne, alvidende fortæller eller den usynlige, gudelignende dukkefører. Selvadurai er ingen af delene, men heller aldrig helt noget andet.
Bogen lever bedst, når romanens selvfølgeligheder glider i baggrunden og den politiske (og dermed menneskelige) tvivl får plads. Selvadurai har fortalt om forarbejdet til bogen, hvor han interviewede srilankanske tamiler, at flere ikke forstod, hvorfor en forfatter ikke bare brugte sin fantasi. Denne anmelder kunne ønske, at han enten havde udnyttet mere af sin research eller mere af sin fantasi.
*Shyam Selvadurai: En duft af frihed. Oversat af Bente Kastberg. 399 s., kr. 298, Centrum. Er udkommet.
