Læsetid: 3 min.

Hvad er fuldendelse?

27. maj 2000

En stor udstilling i Zürich sætter fokus på Cézannes kunstneriske stræben

Udstilling
ZÜRICH - "Fuldendt - ufuldendt" kalder Kunsthaus Zürich sin store Paul Cézanne-udstilling, og dermed er et tema angivet, som ikke bare var centralt for kunstneren selv, men som også kan bruges som en nøgle til forståelsen af hans betydning for det tyvende århundredes malerkunst.
Selv hørte Cézanne (1839-1906) hjemme i det 19. århundrede, hvor han netop var med til at foretage bruddet med de klassiske krav til maleriet, bl.a. om en ren teknisk fuldendelse af billedet: hele lærredet skal simpelthen være dækket af farve.
Det var mange af Cézannes billeder ikke. Derfor blev han afvist af den officielle kunstkritik i Frankrig, men også af det europæiske Kunstpublikum.
Udstillingen i Zürich har sikret sig en ekstraordinær stor samling af de ufuldendte billeder. Og samtidig er billederne samlet efter motiver. Det gør det muligt at gøre iagttagelser og overvejelser om graden af fuldendelsen af de enkelte værker. Og det hjælper samtidig til at udvide problemstillingen. For det drejer sig jo i virkeligheden ikke blot om den tekniske fuldendelse. Det drejer sig også om selve det grundlæggende spørgsmål: Hvornår er et kunstværk egentlig fuldendt, både i betydningen af 'færdigmalet' og i betydningen af 'et mesterværk'?

Gartneren Vallier
Udstillingen er blevet skabt i et samarbejde med Kunstforum i Wien, der fik retten til først at vise den. I Wien blev den en gevaldig succes med 300.000 besøgende. Men i Zürich er den blevet udvidet en smule og omfatter 85 malerier og 40 akvareller. Desuden er der bedre plads i Kunsthaus end i Kunstforum. Det har sikret ro i betragtningen af de enkelte sider af fuldendelsesproblematikken.
Den kommer i sin skarphed især frem i de seneste billeder af Cézanne. Billederne af gartneren Vallier er yderst instruktive. Et af dem viser ham som sømand. Dette billede er både færdigt og teknisk i orden. Men det når ikke den grad af kunstnerisk fuldendelse, som de billeder, hvor der er hvide pletter i massevis, eller hvor sågar Valliers sorte fuldskæg blot - eller endnu er én stor hvid plet. Netop med Vallier-billederne arbejdede Cézanne på sit dødsleje, bogstavelig talt, til han faldt om. Spørgsmålet bliver altså uafklaret, hvordan det fuldendte billede af Vallier ville have set ud.
Interessant i modsætning hertil er de 10 portrætter og to skitser af hustruen Hortense, som egentlig alle tyder på at være fuldendte i betydningen af afsluttede, og hvor forskellene dels ligger i forskellige måder at arbejde med farverne på, men tillige tydeligvis i forskellige opfattelser af, hvem dette menneske 'egentlig' er.

Søgte evigheden
Og det er her, udstillingen bringer os ned til de dybere lag af problemstillingen: den virkelighed, som Cézanne vil male, er en maleriets virkelighed, der består i samspillet mellem farver og flader. Det er ikke naturen, der skal gengives. Det er kunstnerens syn, der skal holdes fast, hans oplevelse af nogle af de love eller fænomener eller indtryk, som ligger bag naturens virkelighed.
Det var det, der gjorde, at Cézanne nok lærte vigtige ting af impressionisterne, men at han aldrig kom til at tilhøre denne retning. Mens de ville fastholde øjeblikkets flygtighed, var det så at sige evigheden, Cézanne søgte efter.
Derfor kunne han arbejde videre i månedsvis med malerier, som for hans venner tog sig færdige ud. Og derfor kunne han, efter at kunsthandleren Vollard havde siddet model for ham i 115 timer, afslå dennes ønske om at dække de to meget små hvide lærredspletter på Vollards højre hånd, med en farve. Det ville have kunnet ødelægge kunstværket fuldstændig, mente Cézanne, og
Kubismens forløber
Jagten efter de evige værdier kommer tydeligt frem både i hans nature morte billeder og i hans landskabsbilleder, ikke mindst af hans 'hellige bjerg' Sainte Victoire. Men også i hans stadige udvikling af ny teknik.
Det drejer sig såvel om tilnærmelsen mellem oliemaleriet og akvarelteknikken i selve farveblandingen som om farvernes samling til større enheder eller til en slags byggeelementer, som gør Cézanne til kubismens forløber, men som også peger endnu længere frem, til det abstrakte maleri.
Man forlader udstillingen i Zürich uden noget afsluttende svar på spørgsmålet om et kunstværks fuldendelse. Et svar kunne være, at man må prøve at affinde sig med, at man må leve med det ufuldendte. Men det var vel netop det, Paul Cézanne afslog at gøre.

*Paul Cézanne: Vollendet - Unvollendet. Udstilling i Kunsthaus Zürich. Til 30. jul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu