Læsetid: 2 min.

Generøse bygninger

12. maj 2000

Louise Bourgois overgår sig selv i sine large-scale skulpturer til Tate Moderns Turbinehal. Og Tates samling skriver ny kunsthistorie

Skattekammer
Hvis man lider af araknofobi, vil man løbe skrigende bort, når man entrer det nye museum.
Den 88-årige kunstner Louise Bourgois har skabt en kæmpemæssig edderkop, der bygger visuel bro mellem etagerne i den store bygning. Foruden den bidrager hun med tre kæmpemæssige jerntårne, der giver associationer til fyrtårne eller udkigstårne. De hedder 'I Do', 'I Undo' og 'I Redo' og er fulde af symbolik og tematiserer livets lange rejse, erindringen, kvindekønnet og reproduktionen. De er der som fysiske, enorme ting i rummet, men de fordobler det også, fordi de spejler det. Tårnene har udvendige og indvendige trapper, som man bestiger enkeltvis. De er gådefulde og stærke som Ilya Kabakovs vidunderlige labyrint og mange andre store kunstoplevelser i salene.
Det er en lystvandring at gå rundt i Tate Moderns uhyre mange sale. Man har omdefineret hele kunsthistorien til fordel for en tematisk, i fire kapitler opdelt fortælling. Ved at bryde med kronogien, opnår man, at der hele tiden er øjenåbnende overraskelser undervejs. Kunst, der ikke før er blevet set sammen, viser sig at gå i befrugtende dialog. Tate Moderns samling fra sidst i 20. århundrede er overraskende god, med mesterlige videoværker af Bruce Nauman, Sam Taylor-Wood, Bill Viola, Rebecca Horn og installationer om krigens rædsler af Hannah Collins og Doris Salcedo. I gangene hænger Andras Gurskys fabelagtige fotografier fra rundt om i verden. De inviterer hele den myldrende verden ind i museet.

Tydelige mangler
Der er dog tydelige mangler fra 20'erne og 30'erne. Tate havde en fordrukken direktør i 30'erne, der hed James Bolivar Manson, som hadede moderne kunst, og som blev bakket op af en stærkt konservativ bestyrelse. Denne svaghed har man camoufleret godt ved at præsentere samlingen tematisk. Stærkt står rum med Tony Cragg og i særdeleshed min yndlingskunstner Anish Kapoor, hvis skulptur i sandsten og pigment suger betragteren ind i et store violet rum af uendelige dimensioner, ligesom man spejles omvendt og bliver et spøgelse i hans anden skulptur 'Ghost'.
Det er gennemgående rene og rolige præsentationer af værker, der momentvis kan være uhyre vanskelige at præsentere, som f.eks. Joseph Beuys' skulpturer. Men det er lykkedes uden at overlæsse rummene. En enkelt præsentation er dog meget kritisabel: Francis Bacons værker forstyrres voldsomt af flimrende lys fra vinduer ud til turbinehallen.
Det første man ser ved indgangen til salene med stilleben, objekter og virkeligt liv, er Claes Oldenburgs kæmpemæssige el-stik fra 1970, der både henviser til bygningens specielle historie og er et i stor skala fremstillet prosaisk hjælpemiddel fra hverdagen, uden hvilket vores verden ville bryde sammen. Tate Moderns generøse nye, dystre bygning er et skatkammer af store oplevelser. Det bliver uden tvivl en pu-blikumsmagnet og er allerede nu et af verdens allerbedste museer for moderne kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her