Henri Michaux' verdensdigte på ny
Digte
Der er noget særligt ved fransksprogede belgiske digtere, siger man, en ejendommelig hjemløshed i sproget.
Encyklopædien tillægger det deres oplevelse af, at det franske ikke dækker hverken den sociale eller historiske virkelighed. Afmagtstemaet giver sig bl.a. udtryk i eksperimenter med tegnsproget og i en speciel forbindelse med billedernes verden.
Christian Dotremont skabte sine logogrammer, en blanding af skrift og billede, Henri Michaux (1899-1984) var både digter og billedkunstner. Hans omgang med hallucinogener, især meskalin, fremkaldte hans gengivelser af syner, tuschtegninger, som kunne ligne et hemmeligt alfabet, kendt bl.a. fra samlingen på Silkeborg Kunstmuseum.
Det er drømmen om det anderledes eller andetsteds, dette Ailleurs, som en digtsamling fra 1948 hedder. En genklang anes af Baudelaire og hans prosadigt "Anywhere out of the World": ligegyldigt hvorhen, bare uden for verden! Dér søgte Michaux hen, i fysisk forstand ved udstrakte rejser og møder med fremmede kulturer og tænkemåder, rapporteret i en længere række rejsebøger, og i indre rejser, fortalt i sprogets ideogrammer.
Michaux slog sig i øvrigt fra 1925 ned i Paris i omgang med surrealisterne, ligesom René Magritte, og deres underlige fællestræk af borgerlighed og vanvid virker ligefrem belgisk.
Hvorfor rejse?
Om digternes rejser i almindelighed fortæller han i en lille opsats, der indleder en ny dansk udgivelse af hans digte, oversat af Per Aage Brandt i samarbejde med Merete Nissen, i serien Borgens Verdenslyrik fra det 20. århundrede. Om poesien siger Michaux dér:
"Hvilken mangt havde den ikke til at skifte sted, forvandle, bryde ud af det hjemlige? Hvorfor rejse, når et rim lod den jævne et bjerg med jorden, et adjektiv kunne befolke et land og en assonans få hele kloden til at rulle baglæns?" - som når Sophus Claussen søgte et rim af en glans, som når solen gik ned i Ekbátana.
Det er ikke første gang, Michaux kan læses i dansk sprogdragt: Uffe Harder var der tidligt med en halv snes oversættelser i 7 franske digtere (1963), Henrik Bjelke oversatte et stort udvalg af hans prosadigte på Arena i 1973, og Inge Degn har gengivet mere end en snes digte i sin introduktion til Michaux, Her og Andetsteds (1983), også den med et udvalg af hans billeder.
Det nye ved den aktuelle udgivelse, Pollagoras' alderdom og andre digte, er, at dens forlæg er et udvalg af digte, som Michaux selv foretog og udgav 1976. Og en attraktion er, at dette Choix de poèmes er med som paralleltekst.
Sprogterrorisme
Den danske version er beundringsværdig, fantasifuld som den må være for at finde sidestykker til Michaux' anfald af sprogterrorisme:
"Han gribber ham og kalasker ham mod jorden;/Han skamfiler og kværkulerer ham, til han draller;/Han bebakser og skravler ham og spektakler hans gællinger."
Tosprogetheden har i øvrigt den fordel at udjævne en enkelt gængs stavefejl af bagdelen, når der i digtet "Fremtid" tales om "tusind stinkende baller" og det faktisk drejer sig om "balder".
Digtene kan opleves som rasende frigørelsesgestus over for en fortabt, plaget og udpint kultur, som en sygdomsrablende fremtidsrædsel, der søger udveje i en prøvende metafysik. "Jeg har forenet mig med natten/med natten uden grænser"
Jeg'et føler sig overskyllet eller som en slagmark for kræfterne, store abstrakter får truende, handlende magt. Egentlig er det en gammeldags allegoriseren, men i nye aggressive skikkelser som poesien, lykken, ulykken, døden, angsten, kvalmen.
"Vi var allerede kommet af sted, jeg var i rum sø, da ulykken pludselig, som når en gæld forfalder, med sin aldrig svigtende hukommelse præsenterede sig og sagde: 'Det er mig, hører, du, kom nu, vend tilbage!'"
Når abstraktionerne får farligt liv og herredømme, så drømmer man ikke, man bliver drømt. Fantasivæsener og fabeldyr springer frem, mens jeg'et skriver til os fra verdens ende, i et land, et hus med underjordiske bevægelser, ligesom anfald af vrede, som kommer imod en som strenge væsener, der vil aftvinge en bekendelser.
Religiøse tonegange
Den skrivende er en stemme, og der er andre stemmer og skrifter, tusind stemmer at gå til grunde i, men også en melodi, som sætter alt ind på ikke at gå til grunde.
I de senere digte lyder mere direkte religiøse tonegange, idet jeget ser gudernes tusinder, hvor vandret bliver til lodret i eksistensen under oplevelser af det sublime. Klangen bliver profetisk-lyrisk, noget messende, taber i mine ører poetisk højde, jo mere højderne tilstræbes.
Skulle jeg vælge, hvad der nu heldigvis ikke er grund til, ville jeg foretrække Henrik Bjelkes før nævnte oversættelser i Jean Kress' udvalg, som viser en større skala af det groteske og grumt humoristiske hos Henri Michaux, de store modsætninger og den lidenskabelige originalitet. Den bog burde genudgives, så man sammen med den ny kunne få indtryk af den rasende originalitet hos denne grusomt nærværende og milevidt fjerne digter.
*Henri Michaux: Pollagoras' alderdom og andre digte. Oversat af Per Aage Brandt i samarbejde med Merete Nissen. 125 s. 99 kr. Borgens Forlag
