Læsetid: 2 min.

Gudekongen fra Tibet

18. maj 2000

Dalai Lama har dygtigt opnået Vestens sympati for den tibetanske sag, men heller ikke meget mere

Portræt
Det er en lattermild mand med en stor karisma, der i dag indleder sit besøg i Danmark. Dalai Lama er en internationalt kendt figur, der tiltrækker stor opmærksomhed og sympati for den tibetanske sag overalt, hvor han kommer.
Siden den dramatiske flugt fra Tibet i 1959 har Tibets religiøse og verdslige overhoved levet i eksil i Dhramsala i Indien, hvorfra det er lykkedes ham at gøre den kinesiske undertrykkelse i Tibet til Vestens dårlige samvittighed.
Dalai Lamas ikke-voldelige modstand mod det kinesiske overherredømme indbragte ham i 1989 Nobels Fredspris, og siden da har den tibetanske eksilleder fået mange vestlige venner. Dog uden at det har ført til ændringer i områdets status - Tibet hører stadig under Kina, og undertrykkelsen er nærmest taget til i de senere år, hvilket har fået især yngre og mere utålmodige tibetanere til at sætte spørgsmålstegn ved Dalai Lamas ikke-voldelige strategi over for Kina.

Religiøs og verdslig
Men hvem er han, denne milde gudekonge fra Tibet?
Dalai Lama er 64 år og leder af én af den tibetanske buddhismes største ordener, Gelugpa. Siden midten af 1600-tallet har Dalai Lamaerne også været verdslige overhoveder for Tibet.
Dalai Lama nyder en stor anerkendelse blandt størstedelen af tibetanerne, både i Tibet og i eksilsamfundet udenfor, men det vestlige billede af et fuldstændig enigt tibetansk folk, der står bag Dalai Lama, holder ikke helt.
Splittelsen blev synlig i januar i år, da den 14-årige lama Urgyen Trinley Dorje flygtede fra Tibet til Dharamsala. Drengen er den 17. Karmapa, en af de allerhøjest rangerende lamaer inden for tibetansk buddhisme, som både Kina og Dalai Lama har anerkendt.
Flugten blev derfor set som et stort nederlag for Kina, men den afslørede også, at der hersker en vis uenighed mellem de forskellige ordener. Blandt tibetanerne er der således intern uenighed om, hvorvidt Urgyen Trinley Dorje er den rigtige Karmapa.
En fraktion inden for Karma Kagyu-ordenen, som drengen tilhører, har udpeget sin egen Karmapa og beskylder bl.a. Dalai Lama for at forsøge at opnå kontrol med ordenen. En strid, der ifølge kendere af tibetanske forhold går århundreder tilbage i tiden.
Dalai Lama nyder dog fortsat det store flertals støtte, og han er en dygtig og næsten uundværlig ambassadør for Tibet.
Det store spørgsmål er derfor, hvad der sker, når han dør?
Spekulationerne går på, at Dalai Lama vil forsøge at gøre den unge Urgyen Trinley Dorje til en slags efterfølger og en samlende figur for den tibetanske sag.
Men Dalai Lama bliver ikke let at efterfølge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her