Læsetid: 4 min.

De helt vilde på Louvre

27. maj 2000

Den franske præsident Jacques Chirac har haft stor personlig indflydelse på, at kunst fra de såkaldt primitive samfund nu endelig har fået sig en fornem, men stadig meget vestlig plads
på Louvre

Udstilling
Det er nok uden tvivl en af verdens smukkeste samlinger af kunst fra de såkaldte primitive samfund fra Afrika Stillehavsøerne, Amerika og Asien, der i april endelig indtog en fornem plads på Louvre i Paris. En plads som Apollinaire allerede krævede i 1909, og som andre igen fra André Breton over Claude Lévi-Strauss til André Malraux i det sidste århundredes løb på skift har efterlyst.
Og typisk fransk er det, at der skulle en præsident, denne gang Jaques Chirac, til at smække dørene op til den vestlige verdens kunsthøjborg, som forgængeren Mitterrand til gengæld havde haft som projekt at modernisere og popularisere.
Et tilfældigt feriemøde på île Maurice i 1990 mellem den fanatiske sælger, samler og specialist Jacques Kerchache og Chirac, der dengang var borgmester for byen Paris, og hvis private hobby netop er en interesse i 'primitive' kunstformer, skulle blive afgørende.
Straks da Chirac blev præsident i 1995 nedsatte han de komiteer og traf de beslutninger, der nu har fået 120 skulpturer udvalgt af netop Kerchache på plads på 1400 kvm. i Louvres Pavillon de Sessions, enkelt, smukt og nærmest sakralt indrettet til formålet af Jean-Michel Wilmotte.
Men som også i 2004 fører til åbningen af et helt nyt videnskabeligt museum for selvsamme kunstformer, på den anden side af Seinen ved Quai Branly, hvor det er arkitekten Jean Nouvel, der har vundet konkurrencen om at opføre en helt ny bygning, der kan forene samlinger fra to andre forældede museer i Paris, musée de l'Homme og Musée des Arts D'Afrique et d'Ocèanie.

Hvad er 'det smukke'?
Det lyder selvfølgelig uskyldigt at sige, at det er en af verdens smukkeste samlinger, men samtidig er det netop om denne 'skønhed', at alle diskussionerne i alle mulige afskygninger har stået. For projektet har mødt modstand fra vidt forskellig side, og stiller stadig store spørgsmål til den beskuer, der mere eller mindre intetanende bevæger sig fra de italienske renæssancemalerier lige ovenover og ned til mødet med de majestætisk ensomme figurer, sådan som de nu bebor deres nye 'tempel'.
Skulpturer hedder det 480 siders store katalog, og bringer dermed resolut værkerne ind i den vestlige verdens kunstsyn, på lige fod med en Venus fra Milo et par hundrede meter derfra. Og netop den kamel har det været svært for de konservatorer på Louvre at sluge, konservatorer der i årevis vendte ryggen til 'negerkunsten' som den frimodigt kaldtes i starten af det 20. århundrede, eller 'primitiv' kunst, som man mere sobert, men måske ikke mindre nedladende, kaldte den i århundredets sidste dage.
Fra anden side er det etnologer og antropologer, der beklager, at skulpturerne i æstetikkens navn rives ud af enhver kulturel eller religiøs kontekst, for udelukkende at træde ind i Louvre på den vestlige kunsts præmisser.
I ugerne op til udstillingen var denne 'overtagelse' af en helt anden verdens skulpturelle 'udtryksform' forvansket til det groteske, med enorme plakater over hele Paris, hvor figurerne fremstod nærmest obskønt alene og 'nøgne' med en tekst, der sagde: Je suis au Louvre.
"Jeg er på Louvre" - kan vi nå længere ud i vulgært individualiseret, fragmenteret subjektforståelse, eller en slags misforstået nyfigenhed, som når man begloede en hjembragt hottentot på markedspladsen?

Modernistisk aflæsning
Den nye udstilling er absolut ikke vulgær, men den æstetiske satsning er umiskendelig, og hænger da i øvrigt også fuldt ud sammen med, hvorledes denne kunsttype blev introduceret i århundredets løb, hentet ind fra de verdenshjørner, der selv lå dødeligt kolonialt og postkolonialt kulturelt kvæstede tilbage.
At skulpturerne overhovedet kan ses som smukke, har jo at gøre med en udvikling, der har trænet vore øjne over Gauguin og surrealister til en Picasso, der måske ikke så meget var inspireret af afrikanske figurer, som at han simpelthen måtte indse, at hele den modernistiske sprængning han havde arbejdet sig frem til, af den vestlige verdens billedflade eller skulpturelle opbygning, ganske enkelt allerede var til stede her. Primitivt eller avanceret?
Den sidste indvending man kan komme med er så, om disse samfunds kunst så alligevel ikke endnu engang misforstås med et syn, der i den grad er objektfikseret? Det er nemlig stadig en klart modernistisk fremstilling af de 'primitive' skulpturer, man kan se på Louvre.
Hvad med de processer, processioner, tidsrytmer, kropsbemalinger og ritualer, de indgik i, som måske mere har med performance eller andre nyere kunstformer (postmodernistiske) at gøre? Her er det nye museum ved Quai Branly fuldkommen nødvendigt, ikke kun etnologisk set, men for måske at ane muligheder for syn, vi endnu ikke har haft... og hvor disse kulturer kan tale til os, på lige fod, men måske i en mere radikal anderledeshed.

Mona Lisas møder
Men det er selvfølgelig under alle omstændigheder en stærk symbolsk handling - også politisk, som præsident Chirac sagde det ved åbningen.
Det virker ganske almindeligt nu, hvor det spektakulære er afløst af den sædvanlige strøm af turister. Og i ens lille tegneseriefantasi kan man jo blot forestille sig Mona Lisa liste ned i ly af natten, for at kontemplere den absolut meget mere mystiske førdynastiske ægyptiske skulptur, der åbner udstillingen eller den ligeså mærkelige 3,25 meter høje menneskeæderske fra Canada, der slutter den. Eller det halve djævelske smil i en inuit-maske fra Alaska, eller de svulmende kvindeformer i en Chupicuaros-keramik fra Mexico fra det 7. århundrede eller frodige urhobanske moderskab i en 300 år gammel nigeriansk træskulptur... for ikke at tale om herrerne, fra Nigeria til Påskeøerne, der fremviser en anderledes majestætisk virilitet, end den man kan møde på etagen ovenover.

*Pavillon de Session, Porte de Lions, Palais de Louvre, permanent samling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu