Der var oprør og opgør i luften, da adjunkt Anne Borup forsvarede sin ph. d om opbruddet fra modernismen
Nytænkning
Der var lagt op til fest og fejring, da adjunkt Anne Borup onsdag forsvarede sin ph. d-afhandling: Opbruddet fra modernismen. En litteraturhistorisk og tekstanalytisk undersøgelse af opbrudstendenser i dansk poesi fra 1965 til 1998 på Syddansk Universitets Kolding-campus. Ikke
alene var det den første ph. d på dansk i Kolding, det var også et spændende og, forstod man, brillant gennemført stykke forskning, der oven i købet ændrer det litteraturhistoriske billede af 60'ernes danske litteratur.
Anne Borup påviser, hvorledes tressermodernismen dels var en specifik dansk afart, dels hvordan den blev så magtfuld, at den udgrænsede alle, der ikke holdt sig inden for dens normer.
Til de danske kriterier hørte, at 'det nye' var et afgørende kvalitetsmærke. Kunsten skulle 'være i overensstemmelse med sin tid', en forestilling, der også implicerede en monokultur, hvor ud fra 'forældede' former kunne udpeges og udgrænses,understregede Anne Borup.
Som følge af nykritikkens forestilling om værket som autonomt, bliver Digtet - tressermodernismens centralgenre - til metafor for Værket. Og det gode digt bliver "det, der kan stå på én side og formidles i en undervisningssammenhæng," som spidsformuleringen lød.
Den danske modernismekonstruktion havde desuden tætte forbindelser til nyradikalismen og nykritikken, og den forgrenedes via de moderne massemedier og institutioner ud i undervisnings- og oplysningssystemet. Derved bliver den i tressernes løb til selve det moderne samfunds kunstopfattelse, der udgrænsede alt andet.
Kunstens åbne felt
Men det var de udgrænsede, der havde Anne Borups interesse - og sympati, forstod man - så efter i første del at have analyseret den danske modernismekonstruktion som både dominerende og snæversynet, vender hun sig i anden del mod 'opbruddet' i 'kunstens åbne felt' - med en formulering fra Dan Turèll og Peter Laugesens Dobbeltskrift fra 1973. For ved siden af den kanoniserede modernisme var der eksempelvis kunstnerne og digterne omkring Eks-skolen med blandt andet Erik Thygesen og Per Kirkeby - oppponent ved dagens afhandling - samt generationstalerøret Hans-Jørgen Nielsen, der sammen med Klaus Høeck, Turèll og Laugesen udgør afhandlingens centrale eksponenter for opbruddet.
Kunsten og litteraturen i det åbne felt er internationalt orienteret og udforsker og eksperimenterer med nedbrydning af alle former for grænsedragning - mellem genrer og traditioner, mellem form og indhold og mellem sanserne, idet der også arbejdes med sproget som lyd og som materiel skrift. Desuden er den humoristisk og arbejder med improvisation og tilfældighed. Formen løsrives fra indholdet.
Modernismens krav om samtidsbevidsthed erstattes af forestillingen om samtidighed af alverdens forskellige retninger, skoler mv. Traditionen opfattes som et reservoir, hvorfra man kan hente, hvad man har brug for. Det lyder postmoderne, og det er ifølge Anne Borup da også fra Erik Thygesens mund, man første gang hører begrebet postmodernisme.
Hvor modernismen repræsenterede opgøret med hjerte og smerte, dér repræsenterer opbruddet altså et opgør med kravet om irreversibilitet: at man under ingen omstændigheder måtte bruge forældede genrer - noget digtere som Tove Ditlevsen, Frank Jæger tidligere havde fået at føle.
Intelligent
For et vel opvarmet publikum, var det nu første opponent Frederik Stjernfelts tur. Han betegnede indledningsvis afhandlingen som brillant og roste den for at "gøre det dagligdags og velkendte ukendt", så vi fik øje på den danske modernismekonstruktions "begrænsede og strategiske karakter". Afhandlingen var "velskrevet, detailfølsom og intelligent," sagde Stjernfelt.
'Det åbne felt' havde savnet en brostrømsk indsats, og Stjernfelt mente, at Anne Borup på 30 års afstand nu påtog sig rollen.
Hans indvendinger gik på en vis mangel på definitioner af begreberne form og indhold: "Man ved som læser ikke, om du mener, at et givet træk hører hjemme under form eller indhold" - samt at de analyserede digtere ikke blev vurderet ud fra ensartede kriterier. Således hyldedes Dan Turèll for at skrive i mange genrer, mens det samme i Hans-Jørgen Nielsens tilfælde bedømtes som "skiftende strategiske indspil fra en kynisk aktualitetsjæger."
"Det er svært ikke at få den mistanke, at det er fordi Nielsen i afhandlingens første del har været med til at fortsætte Brostrøms udgrænsning af de andre tre - og derfor skal sparkes," mente Stjernfelt.
Anne Borup svarede, at hun havde ønsket at lade teksterne selv være metoden, og at sagen var, at skellet mellem form og indhold hos hendes fire digtere var uskarpt og grænsen uafgørlig.
"Så sig det!", replicerede Stjernfelt.
Til beskyldningen fra uegale værdikriterier lød forklaringen, at målet havde været at fremhæve den enkelte digters karakteristiske træk, hvilket havde betydet forskellige valg i hvert enkelt tilfælde.
Stjernfelt fastholdt dog, at Anne Borup burde have inddraget Hans-Jørgen Nielsen værk bredere, hvis hun ville vise ham som "forpustet opportunist".
Helt forrygende
Per Kirkeby, der karakteriserede sig selv som en lille håndværksmester, som egentlig ikke forstod sin egen rolle i denne akademiske sammenhæng, støttede med sin opposition, der ganske rigtigt var mere anekdotisk end normen, Anne Borups syn på Hans-Jørgen Nielsen med episoder af egen erfaring. Der faldt et par drøje hug til Nielsen, mens Borups afhandling blev rost som "helt forrygende" i sin aggressivitet mod modernismen.
"Jeg syntes, at alt det, jeg havde været med til i tresserne, var forsvundet, tromlet over. Men nu kan man se, hvor meget, der stadig er brugbart, bogen afdækker det hele," sagde han, og udtrykte håbet om, at "man måske nu bliver fri for at møde Niels Frank, der skal belære en om, hvordan man skal forstå John Cage."
Kirkebys kritik gik på, at Anne Borup hvad angik Klaus Høeck i en vis forstand gik i sin egen fælde, og pludselig mente, at Høeck kunne forklares ud fra sit system.
"Men selve systemet er jo uinteressant, det er de uhyrligheder, det genererer, der er interessante," påpegede Kirkeby.
"Smuk og nødvendig," lød Klaus Høecks egen karateristik ex auditorio. Også den anden af de to overlevende digtere, Peter Laugesen, takkede fra salen for, at der var kastet nyt lys over, hvad der skete dengang i tresserne.
