Efter de første hundrede dage synes ÖVP-kansler Wolfgang Schüssels strategi at være lykkedes: Jörg Haider er på retur
Udefra
Der er et grundlæggende dilemma i narkotikapolitikken: Med rette betragter de fleste ordentlige mennesker narkohandel som den mest gemene geschæft, man kan tænke sig, og derfor kræver de begribeligvis, at den skal straffes strengt. Men netop derfor bliver den så lukrativ, at der hele tiden kommer nye dealere til, efterhånden som de gamle kommer i fængsel.
Den mest effektive form for narkobekæmpelse ville være at sælge stofferne på apoteket til overkommelige priser og på den måde fjerne den kriminelle narkohandels økonomiske basis.
En sådan politik har dog hidtil været umuligt at gennemføre, fordi de oven for nævnte ordentlige mennesker forveksler denne såkaldte 'legalisering' med accept af stofferne i stedet for at se den som det mest virksomme middel til at inddæmme dem.
Den, der for tiden beskæftiger sig med østrigsk indenrigspolitik, står i et tilsvarende dilemma: Med rette betragter de fleste ordentlige mennesker Jörg Haiders tankegods som ret gement. Begribeligvis har de derfor i årevis krævet, at han skulle isoleres.
Men netop denne 'udgrænsning' (som også jeg er gået ind for i flere kommentarer) har blot forstærket hans mystiske tiltrækningskraft. Det eneste, der kunne bremse hans fremgang, var at trække den demagogiske basis væk under hans 'bevægelse' ved at binde ham til et regeringsansvar.
Denne strategi strandede i årtier på modstand fra de ovenfor nævnte ordentlige mennesker, som forveksler en sådan 'legalisering' med accept af Haider i stedet for at se den som det mest virksomme middel til at inddæmme ham.
Efter 100 dage med den sort-blå regering taler alt for, at eksperiment har været en suces: For første gang synes FPÖ's fremgang at være effektivt standset.
Haider er højst krokodillen i et Mester Jakel-teater - i hvert fald ikke landets egentlige leder.
Intet menneske, der betragter Østrig udefra, ville efter disse hundrede dage få den idé, at FPÖ egentlig er det stærkeste af de to regeringspartier. Tværtimod er det klart juniorpartneren, der nu oplever det samme, som ÖVP tidligere oplevede som Socialdemokratiets juniorpartner: Det har ved hvert efterfølgende valg mistet stemmer og vil blive ved med at gøre det.
For det er Schüssel, ikke FPÖ's nuværende leder, Susanne Riess-Passer, der får stemmerne fra højrefløjen. Den er - i modsætning til alle dystre forudsigelser - ikke gået frem på bekostning af ÖVP; det forholder sig lige omvendt. Og det sker, uden at regeringen har overtaget Haiders tankegods. Den er hverken mere 'fremmedfjendsk' end den foregående eller har planer om at gennemføre højreradikale love.
Ganske vist trækker det nye statsbudget nærmest i nyliberal retning, men det er i overensstemmelse med tidens tendenser - Tony Blair står et godt stykke længere til højre.
Jeg kan ikke bedømme kvaliteten af dette budget, men det er i hvert fald ikke en styrkelse af Haider-klientellet: Det gavner 'erhvervslivet' mere, end det beskytter dets tabere.
At ÖVP har givet FPÖ finansministeriet, som den socialdemokratiske kansler Viktor Klima ikke ville overlade ÖVP, viser sig nu at være det geniale skaktræk, det også ville have været for SPÖ: Karl-Heinz Grasser må nu gennemføre den smertefulde nedskæringspolitik - Schüssel vil inkassere hovedparten af gevinsten, hvis den lykkes.
Den aktuelle forudsigelse for Østrigs politiske fremtid lyder derfor: Ved udgangen af den nuværende parlamentsperiode vil FPÖ formentlig være faldet tydeligt tilbage i forhold til ÖVP.
De mennesker, der dagligt demonstrerer mod regeringen, burde i hvert fald overveje, om det ikke er af en vis værdi.
Det styrker ganske vist teorien om, at Schüssel med regeringsdannelsen mere tænkte på sin egen politiske fremtid end på at bryde Haiders fortryllelse (det kender jeg ham ikke godt nok til at vide).
Men det ændrer ikke ved det positive mellemresultat: Efter den sort-blå regerings første hundrede dage står Haider dér, hvor udgrænsningen af ham ikke formåede at anbringe ham - på sidesporet i Kärnten.
Naturligvis kan han komme tilbage derfra, men selv i det tilfælde vil hans tog have tabt fart. Og selv er han heller ikke blevet stærkere. For uanset hvor god han er til at oppiske følelser med sine værtshusudfald, bidrager de samtidig til systematisk at ødelægge hans image som 'regeringsduelig' politiker:
Det er ikke længere muligt at forestille sig ham som kansler.
Så åbenlys er FPÖ's nuværende svaghed, at den er blevet den eneste aktuelle risiko for den sort-blå koalition: Schüssel kan miste alt, hvad han hidtil har vundet, hvis Jörg Haider føler sin selvagtelse så såret, at han under et eller andet påskud trækker sit parti ud af regeringen.
Hidtil har ÖVP-chefen dog vist sig langt mere foudseende end forgængerne Franz Vranitzky og Viktor Klima: Mens de to røde kanslere ved enhver given lejlighed ydmygede Schüssel og skubbede ham til side, skubber han nu demonstrativt Riess-Passer og Grasser frem i forgrunden.
Ved at styrke deres stilling i regeringen, befæster han - og det forstod Klima aldrig - sin egen stilling: Hvis Haider i dag skulle finde på at kalde sine partivenner tilbage på oppositionsbænken, ville han formentlig støde på heftig modstand.
Hvis man er meget optimistisk, kan man endog håbe på, at FPÖ langsomt vil frigøre sig fra Jörg Haider. I hvert fald er han for første gang i defensiven.
Det var jo egentlig det, vi næsten allesammen ville.
Peter Michael Lingens er politisk kommentator ved det østrigske ugemagasin Profil.
© 2000 Profil & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.
