Læsetid: 5 min.

Vi er hver for sig og sammen

4. maj 2000

Det moderne samfunds arbejdsdeling gør os til større individualister, men den gør os også mere solidariske, mener solidaritetens 'far', Emile Durkheim

Sociologi
Hvordan står det til med solidariteten i det moderne velfærdssamfund? Er vi blevet til en flok individualister, der er mere optagede af vores eget ve og vel end af naboens?
I moderne sociologi er det en udbredt antagelse, at der i det moderne, eller senmoderne, samfund er sket en omfattende kulturel frisættelse, der har løsnet vores bindinger til de gamle fællesskaber: kirken, familien, lokalsamfundet, de sociale klasser, partiforeningen.
Vores identitet skabes ikke længere alene via arbejdet, men også gennem forbrug og livsstil. Politisk orienterer vi os i stigende grad hinsides klasser og traditionelle højre/venstre-skel. Forholdet mellem individualitet og solidaritet er imidlertid ingenlunde nogen ny problemstilling i sociologien. Faktisk var det hovedtemaet i den franske sociolog Émile Durkheims (1858-1917) doktorafhandling Om den sociale arbejdsdeling (1893), som nu med mere end hundrede års forsinkelse er blevet udsendt på dansk af Hans Reitzels Forlag.
Bedre sent end aldrig, for der kan ikke herske tvivl om, at bogen er en samfundsvidenskabelig klassiker på linie med Marx' og Webers mest betydningsfulde værker.

Mekanisk tradition
Durkheim var solidaritetens klassiske teoretiker, og udgangspunktet for hans undersøgelse af arbejdsdelingen i det moderne samfund er en konstatering af, at det moderne menneske på ejendommelig vis synes at blive mere individualistisk, samtidig med at det bliver mere forpligtet på fællesskabet.
Durkheims forsøg på at forklare dette tilsyneladende paradoks går gennem en undersøgelse af, hvad det egentlig er, der sker, når et traditionelt samfund gradvis bliver moderne.
Traditionelle samfund holdes ifølge Durkheim sammen af en mekanisk solidaritet. Det var relativt homogene samfund præget af stærke fælles normer og værdier, dvs. af hvad Durkheim betegner som en stærk "kollektiv bevidsthed."
I takt med den fremstormende industrialisering i de europæiske lande i det 18. og 19. århundrede rykkes de traditionelle livsmåder imidlertid op med rode, og samfundet splittes op i myriader af enkeltstående funktioner og delsystemer.
Den stigende arbejdsdeling, eller samfundsmæssige differentiering, ytrer sig ikke kun som en stigende specialisering inden for og mellem de forskellige erhverv, men også som en specialisering af samfundets politiske, administrative og retslige funktioner, videnskabernes opsplitning i stadig flere underdiscipliner osv.
Durkheim var interesseret i spørgsmålet om, hvad der får et sådant arbejdsdelt og stærkt differentieret samfund til at hænge sammen.

Organiske tandhjul
Og hans svar er, at arbejdsdelingen gør os mere afhængige af hinanden. Jo mere specialiserede vi bliver, desto mere bliver vi afhængige af resten af samfundet, hvis vi skal have alle vores behov opfyldt. Det moderne, højkomplekse samfund er som et kæmpemæssigt urværk, der ganske enkelt går i stå, hvis ikke de enkelte tandhjul falder i hak.
Arbejdsdelingen bliver dermed kilde til en ny form for solidaritet, som Durkheim kalder for organisk solidaritet. I modsætning til den mekaniske solidaritet, der er baseret på lighed, er den organiske solidaritet baseret på komplementær forskellighed.
Durkheim vil med andre ord hævde, at arbejdsdelingen i det moderne samfund er solidaritetsskabende.
Og hermed mener han tillige at have besvaret et af sociologiens mest grundlæggende spørgsmål, nemlig, hvad der får et moderne, differentieret samfund til at hænge sammen.

Samarbejdets bånd
Med sin tese om arbejdsdelingens solidaritetsskabende funktion vendte Durkheim sig bl.a. mod de klassiske økonomer (Adam Smith m.fl.), der i højere grad betonede arbejdsdelingens evne til at forøge produktiviteten i samfundet. Efter Durkheims opfattelse er dette en alt for snæver økonomisk (utilitaristisk) forklaring, der overser, at arbejdsdelingens rolle i det moderne samfund nok så meget består i at skabe et socialt og moralsk bånd, der kan muliggøre et samarbejde mellem stærkt specialiserede individer.
Det er klart, at samfundet har udviklet sig i betydelig grad, siden Durkheim skrev sin bog. Ikke mindst har vi fået en velfærdsstat, der som en institutionaliseret form for solidaritet spænder sit sikkerhedsnet under os, når vi har hjælp behov.
I dag kan det derfor være på sin plads at skelne mellem på den ene side velfærdsstatens anonyme omfordelingssolidaritet og på den anden side civilsamfundets solidaritet, der bygger på personlige relationer og gensidig hjælp.

I flere lag
Velfærdsstatens solidaritet siger Durkheim ikke meget om, af den simple grund at man på hans tid endnu ikke havde en udbygget velfærdsstat.
Civilsamfundets solidaritet er han derimod inde på med sin idé om "sekundære grupper" (corps intermédiaires). Durkheim var nemlig godt klar over, at en stigende samfundsmæssig differentiering lige såvel kunne tænkes at skabe en øget samfundsmæssig desintegration.
Datidens europæiske samfund var jo i allerhøjeste grad præget af krige, social uro og høje selvmordsrater. I første omgang vælger han imidlertid at betragte sådanne opløsningstendenser som afvigelser fra arbejdsdelingens normale udviklingsform.
Sidenhen syntes Durkheim imidlertid at være blevet mere skeptisk med hensyn til arbejdsdelingens evne til at skabe social solidaritet.
I forordet til andenudgaven af bogen om arbejdsdelingen, der udkom i 1902, lancerede han derfor ideen om "sekundære grupper", dvs. organisationer og sociale netværk, der skal udgøre en mellemliggende struktur mellem individet og staten.
En tanke der må siges at være højst aktuel den dag i dag, hvor de frivillige organisationer i stigende grad inddrages i løsningen af sociale opgaver.

Klassisk sværvægter
Bogen er forsynet med et forord af lektor Gorm Harste, der imidlertid i så høj grad rider sine egne fortolkningsmæssige kæpheste, at det mister sin karakter af en indføring i Durkheims tankeverden. Undre må det også, at Harste i sin gennemgang af sekundærlitteraturen slet ikke nævner den danske filosof Christian Petersen, hvis doktordisputats fra 1944 stadigvæk er det mest omfattende dansksprogede værk om Durkheim.
Dette er imidlertid mindre indvendinger, der ikke ændrer noget ved, at vi nu på dansk har fået en sociologisk klassiker i absolut sværvægtsklasse.
Bogen vil nok fortrinsvis finde sin læserskare ved landets sociologiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, men som et klassisk værk om solidariteten må den siges at have relevans overalt, hvor man diskuterer de påtrængende spørgsmål om solidaritetens vilkår og betingelser i det moderne velfærdssamfund.

*Émile Durkheim: Om den sociale arbejdsdeling. Oversat af Morten G. Larsen. Forord ved Gorm Harste. 377 s. 350 kr. Hans Reitzels Forlag

Klaus Rasborg er adjunkt ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu