Læsetid: 5 min.

Det hvide guld

29. maj 2000

To bøger og en stor udstilling på Kunstindustrimuseet tager, på vidt forskellig måde, fat i det danske og europæiske porcelæns historie

Bog & udstilling
Er der egentligt noget særligt ved porcelænsindustrien? Er den dybe tallerken ikke allerede opfundet for mange år siden, kan man spørge? I dag syner fremstilling af porcelæn måske ikke af så meget. Det er i dag produkter på linje med så mange andre, men for over 250 år siden var det en langt mere alvorlig business. Porcelæn blev først rigtig kendt i Europa, efter portugiserne åbnede søvejen syd om Afrika til det Fjerne Østen, og var eksorbitant dyrt. For dels var det svært at fremstille, dels var transportomkostningerne hårrejsende. Men måske netop derfor var det også eftertragtet ved de europæiske hoffer, hvor 'det hvide guld' var et symbol på kunstnerisk fuldkommenhed.
Det var nærliggende for de europæiske monarker selv at påbegynde en fremstilling af porcelæn. Den som først kunne magte det, ville dels opnå en stor prestige, dels tjene styrtende. Problemet var bare at kineserne og japanerne ikke ville hoste op med opskriften. Og i mange år var det i Europa en stor gåde, hvordan man kunne frembringe et materiale, der dels var kridhvidt og semitransparent, dels hårdere end nogen andet keramik.

Porcelænets formel
Hvordan europæerne alligevel fandt ud af at gøre orienten kunsten efter handler bogen Arkanum (latin for hemmelighed) om. Den er skrevet af Janet Gleeson, en engelsk kunsthistoriker og journalist. Hun har gjort jagten på porcelænets hemmelige formel til et doku-drama. Her følger man farmaceuten og alkymisten Johann Friedrich Böttger, og hans jagt på porcelænets formel.
Som så mange andre regenter håbede August den 2, konge af Polen og kurfyrste af Sachsen, at han kunne dække sit enorme overforbrug gennem alkymi. Böttger blev tvunget til at deltage i denne jagt på guldet, men endte, lidt ad omveje, med at opdage at porcelæn skabes ved at blande lerarten kaolin og knust feldspat, og derefter brænde det ved uhørt høje temperaturer.
Fortællingen beskriver de tyve første år af 1700-tallet, hvor porcelænsjagten var på sit højeste, og kulminerer omkring 1707-10 med Böttgers gennembrud og starten af Europas første porcelænsfabrik i den Sachsiske by Meissen.
Bogen beskriver de mange år hvor Böttger blev holdt indespærret af August den 2, blandt andet af frygt for at datidens industrispioner. Desværre fortaber bogen sig lidt i detaljerede beskrivelser af kongens hofliv, hans mange elskerinder, osv. osv.
Den danske fortsættelse på denne historie kan man læse om i bogen Dansk Porcelæn 1775-2000. Bidragyderne er primært en række internationale museumsfolk, der hver især giver deres særlige vinkel til historien om det danske porcelæn og især den Kongelige Porcelænsfabrik. Bogen har samme titel som en udstilling der netop er åbnet på Kunstindustrimuseet i anledning af 225 års jubilæet for netop den Kongelige Porcelænsfabrik, der nu hedder Royal Copenhagen.
Det er ikke et egentligt udstillingskatalog, der redegør for de udstillede genstande, men snarere en slags kunsthistorisk festskrift. Her er ikke på nogen måde tale om dramatiseret stof. Tværtimod leveres de historiske facts i en sådan grad af detaljering, at man er tæt på at miste overblikket.
Udstillingen på Kunstindustrimuseet om dansk porcelæn fra 1775 til 2000 er også meget omfattende. Opbygningen er kronologisk, og starter med importerede kinesiske stykker fra før 1775, derefter går det derudad med en imponerende mængde af udstillede genstande, og desto længere man kommer frem i tiden, desto mere interessant bliver det.
Bortset fra nogle relativ korte introducerende tekster til de vigtigste perioder, er der ikke gjort noget særligt for at formidle en dybere indsigt i forløbet. Når man blot stiller genstandene og skitserne frem til beskuelse, kræver det en del af sin tilskuer. Til gengæld er de udstillede genstande og især skitserne, som man ellers sjældent ser, imponerende i kraft af mængden og mangfoldigheden.

Fremtidens spisestel
Udover selve den kronologiske udstilling kan man undervejs se et mindre arbejdende værksted, hvor et par porcelænsmalere sidder og dekorerer stel i de kendte mønstre. Men det er i den absolutte slutning af udstillingen, at der sker noget nyt.
Her vises de foreløbige skitseagtige resultater af en slags designkonkurrence, hvor otte danske designere er blevet bedt om at komme med deres bud på fremtidens spisestel. Om nogen af dem kommer i produktion og handel melder historien ikke noget om endnu.
Ideen med at arrangere et designmæssigt fremtidsværksted er god. Det er ikke noget som danske virksomheder gør tit, og det er synd, for det kan være ganske interessante resultater, der kommer ud af det. Mange udenlandske industrier har gennem tiderne gjort flittig brug af eksperimentel design - bilfabrikkerne og elektronikkoncerner som Philips og Sony gør det jævnligt. Disse avantgardeprojekter bliver brugt til at udvikle nye teknologier, til at teste reaktionerne på markedet, men også til at skabe opmærksomhed omkring firmaet.
Desværre må man nok sige, at de otte projekter på Kunstindustrimuseet skuffer lidt, især i betragtning af at de deltagende designere har haft et helt år til arbejdet.
De enkelte designere har skrevet et lille afsnit i den før omtalte bog, og det er ikke lysende klare tanker, der fremlægges her. Fremtidsvisionerne spænder fra at vi måske alle ender med at spise astronautpiller foran fjernsynet, til småfilosofiske, formæstetiske overvejelser.
Kigger man på de udstillede modeller og tegninger synes man også, at det meste er set før. Især skuffer Ole Jensens stel, der virker noget gumpetungt og vaskefadsagtigt. Blandt de bedre og mere seriøse overvejelser om fremtidens design og det sociale liv omkring måltidet finder vi Ivan Weiss, med nogle farverige forslag og ekspressive former.
Generelt virker det som om at de deltagende designere har haft svært ved at analysere måltidets udvikling og nye kontekst, og dermed komme med nogle relevante bud på fremtidens spisestel.
Måske kan billedet nå at ændre sig, for til september vil de mere færdige projekter blive udstillet hos Royal Copenhagen på Amagertorv i København.
Hvad man måske i virkeligheden savner mest er, at virksomheden er mere til stede med noget hjerteblod, som en krævende og kompetent sparringpartner for formgiverne. Men enhver kan frem til 13. august selv gå på Kunstindustrimuseet og bedømme de otte fremtidsprojekter.

*Janet Gleeson: Arkanum. 286 s., 298 kr. Oversættelse: Elisabeth Kofod-Hansen. Rosinante

*Dansk Porcelæn 1775-2000 - Design i 225 år. Red: Bodil Busk Laursen og Steen Nottelmann. 196 s. ill. 299 kr. Fås også på engelsk. Nyt Nordisk Forlag

*Dansk Porcelæn 1775-2000. - Design i 225 år. Kunstindustrimuseet, Bredgade 68. Dgl. 10-16, lø. og sø. 12-16, ma. lukket. Til 13. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu