Læsetid: 5 min.

Irans unge flirter i bjergene

8. maj 2000

Mens anden runde af det iranske valg stod på - primært i provinsen - begav Teherans ungdom sig ud til et af de høje bjerge i udkanten af Teheran, hvor stemningen er mere løssluppen

TEHERAN - De iranske vælgere gik fredag til stemmeurnerne for at afgøre, hvem der skal have de sidste pladser i parlamentet efter det jordskredsvalg, der tidligere på året gav præsident Khatamis moderate fløj en overvældende folkelig opbakning til hans reformpolitik.
Anden runde af valget handler kun om få pladser i det demokratisk valgte parlament, majlis, men der er kamp om hvert sæde, da såvel reformisterne som de konservative kræfter har brug for at føle sig styrket i forhold til første runde. Siden denne er der sket en opstramning af presseloven, som er blevet ledsaget af lukningen af en række reformvenlige dagblade. Oppositionelle reform-kredse arbejder allerede nu på at formulere en opblødning af presseloven, så aviserne atter kan udkomme.
En reformvenlig avis, som fortsat kan udkomme, er Bayan, som har oplevet en stor stigning i oplaget, idet læserne af de lukkede aviser blot køber Bayan i stedet for den, de plejer at købe. Bayan udkommer i disse dage i 300.000 eksemplarer dagligt.
En af de aviser, der lukkede, havde bragt en satirisk tegning, der forestillede en præst i skikkelse af en krokodille. Dette blev af myndighederne vurderet til en overtrædelse af presseloven.
Valgets anden runde foregik primært i provinsen, og mens det stod på, begav Teherans ungdom (og enkelte ældre) sig i tusindtallige skarer ud til et af de høje bjerge i udkanten af Teheran. En skik, som er opstået, og som udøves på fredage, der svarer til vores søndage.

Afslappet atmosfære
Man kører med bus eller i bil til foden af bjerget og vandrer så i en slags udvidet gåsegang ad smalle, fedtede stier langs små, rislende vandløb, opad og indimellem klippestykker og træer, som man ofte er nødt til at gribe fat i for at komme videre.
Jeg ville hjælpe en ældre kvinde over et vandløb, da hendes manøvre så noget farefuld ud, men blev straks af en mand belært om, at det måtte jeg ikke.
"Be careful," sagde han. I Iran må en mand ikke røre en kvinde på offentlige steder, sagde han, idet han gav udtryk for, at han nok vidste, det var for at hjælpe.
Dette var dog i sandhed med modifikationer, skulle det vise sig, for jo højere vi kom op, desto mere var det, som om stemningen blev bedre og bedre og mere løssluppen - dog aldrig som i Vesten med råberi og vittigheder i fri dressur.
Langs stierne var der boder med frugt og forfriskende drikke, ikke på en påtrængende måde. Man blev med mellemrum kontaktet af iranske mænd, som ikke ville sælge noget, men hilse på - og snakke. Stierne førte også gennem små, forholdsvis charmerende bjergbyer, og ved en af dem gjorde vi (en gruppe på syv PEN-medlemmer) holdt for et hvil, hvilket en hel del iranere også gjorde.
Man sad ikke ved men på- små borde og her var det, man kunne se flere af de unge iranske par hånd i hånd, mens de lænede sig tilbage og nød livet, atmosfæren og forfriskningerne, der foruden drikke og juice også omfattede Kebab'er af forskellige slags. En skyggefuld plet, hvor man også benyttede lejligheden til at vaske hænder og duppe ansigt i vandet, der sprang fra en klippe.
Man kan næsten sammenligne stemningen med en varm, doven dag på Peter Liep i dyrehaven. En fra vores gruppe kom med en vandpibe, han havde lånt hos værterne for en femmer.

Stor spørgeiver
Iranerne samt et par folk fra vores gruppe fortsatte op mod bjergets tinde, hvor der et sted ville være musik og vistnok endnu mere frigjorthed, omend slet ikke i vestlig forstand. Bjergvandringen på helligdage har høj status som underholdning i sig selv. Der findes mange cafeer, men ikke et eneste diskotek eller en natklub i Teheran. Der smiles og lees meget under opstigningen. En stor, varm oplevelse.
Under nedstigningen, der besværliggjordes af, at der nu var trafik i begge retninger, og at det sine steder kunne være svært at finde fodfæste, bemærkede jeg forude to unge mænd, der var standset op på en afventende måde.
Ganske rigtigt, de ville snakke - og på en meget målrettet måde. Jeg skulle fortælle om mit land, Danmark, hvilket jeg beskrev som grønt og uden bjerge. Det gik hurtigt over til, at de ville høre min mening om de politiske forhold i Iran. Hvor meget vidste jeg? Mente jeg, at fundamentalismen eller reformismen var bedst?
De fortalte, at reformismen var delt i to grupper: De, der gik ind for Khatamis samarbejdspolitik med præstestyret (som står højere end det demokratisk valgte parlament), og andre, der er imod samarbejdspolitikken. Deres spørge- og fortælleiver var utroligt stor. Den af dem, der førte ordet, fortalte, at han underviste i psykologi på et gymnasium, men at forholdene i Iran ikke var gode, da han ikke kunne tjene nok til at leve af. Den anden studerede psykologi.

Falsk alarm
Pludselig opdagede vi, at vi havde 'tabt' den studerende. Han var kaldt ind til vejsiden af to skæggede mænd. Min samtalepartner blev synligt nervøs, da vi, som han sagde, muligvis havde talt for højt om politik.
Vi skulle gå tilbage og hente den studerende, og hvis jeg blev spurgt ud om, hvad vi havde talt om, skulle jeg sige, at vi havde talt om danske forhold og om det gode vejr og de smukke omgivelser. Det viste sig at være falsk alarm. De to skæggede var gode bekendte, som sluttede sig til under den videre nedstigning. Deres interesse var af mere prosaisk karakter, idet de ville vide, om danske kvinder var smukkere end iranske.
Et spørgsmål, som krævede nogen diplomati, idet man nødigt ville fremhæve nogle fremfor andre. Det hele endte i latter, og de udtrykte stor taknemmelighed for den blotte samtale, efter vi havde været inde på så forskellige emner som forskellen på omgangen mellem kønnene i vores to lande samt velfærdsstaten i Skandinavien. Der er tilsyneladende en stor tørst efter viden og kontakt med udlændinge.

Efterskrift
De to fra vores gruppe, som var gået højere op mod bjergets top, kom tilbage og havde oplevet dramatiske ting. De havde set to unge bade i vandløbet kun iført underbukser. På pladsen højere oppe var flere af dem begyndt at danse til rytmen, ikke fremkaldt af musik, men af de omkringståendes håndklap. En havde bar overkrop.
Dette sceneri var brat blevet afbrudt af tre uniformerede medlemmer af den islamiske revolutionsgarden, som havde anholdt en ung mand, mens andre flygtede gennem en restaurant skarpt forfulgt af en revolutionsgardist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu