Læsetid: 3 min.

Jesus var sort

5. maj 2000

Kevin Smith fornyr og fortolker Biblen i sin religiøse satire 'Dogma', der har fået USA's katolikker til at slå syv kors for sig

Ny film
Der er ikke noget at sige til, at katolikker verden over er blevet godt sure over Dogma. Ikke nok med at historien kreativt nyfortolker Biblen: Gud er en kvindelig og kødelig Alanis Morisette kendt for sin gode humor, der findes en 13. Apostel, som blev redigeret ud af Biblen, fordi han er sort - ligesom Jesus, Maria Magdalenas jomfru-status drages i tvivl, og Den Sidste Ætling, som skal redde verden, arbejder på abortklinik.
Oven i det bliver den katolske kirke fremstillet som en flok pengeglade entreprenører, der drømmer om Hollywoodfilmenes besøgstal og forsøger at fylde de tomme kirkebænke med en Catholicism Wow!-kampagne og en erstatning af det klassiske Jesus-billede på korset med en mere tilskuervenlig Buddy Jesus.
Intet er helligt i Kevin Smiths religiøse satire, der imidlertid er stærkt pro-tro i sin historie om en tvivler, der kommer på rette vej, og ikke udfordrer religion som sådan. Filmen udfordrer dogmatiske regler omkring religionen og prædiker, at det vigtige ligger i at have tro frem for, hvad man tror på, eller hvordan man praktiserer det.
The Catholic League i USA forsøgte indædt at få producenten Miramax til at trække den tilbage, men Miramax, der ejes af Disney, stod fast, og den 29-årige Kevin Smiths fjerde film fik lov at provokere for åbent lærred.
Kevin Smith har tidligere lavet en New Jersey-trilogi med den dundrede debut Clerks, der efterfulgtes af Mallrats og Chasing Amy. Clerks var en sand kreditkortfilm, skudt med venner som skuespillere i sort/hvid om natten i det supermarked, hvor Smith arbejdede om dagen. Filmen var bygget op om små episoder om alt og ingenting, og det er overraskende at se Smith påtage sig intet mindre end verdensaltet i sin nye film, der tæller en håndfuld kendte Hollywoodnavne og har råd til effekter.
Smith er tydeligvis mere på hjemmebane i sin New Jersey-mimimalisme, men Dogma er ikke desto mindre et fascinerende forsøg på at lave en nutidig guddommelig komedie.

Smutvej til himlen
Historien sparkes i gang af englene Loki og Bartleby (Matt Damon og Ben Affleck), der efter oprør mod Gud er blevet forvist til Wisconsin. Efter en evighed i den kedelige stat finder de en smutvej til Himlen. En katolsk kirke har af Paven fået tilladelse til at lave en portal, der kan rense én for alle synder. Hvis de går igennem den, vil de uskyldsrene kunne vende tilbage.
Der er kun et problem: Dermed vil de have omgået Guds ufejlbarlige dom og al menneskelig eksistens vil som en konsekvens ophøre. De må derfor stoppes, og Guds stemme Metatron (Alan Rickman) sætter Den Sidste Ætling (Linda Fiorentino) på opgaven. Hjulpet af to profeter, den evigt sex-sludrende Jay (Jason Mewes) og den tavse Bob (Kevin Smith selv), en strippende muse (Salma Hayek) og den sorte 13. Apostel Rufus (Chris Rock) går turen derfor mod kirkens himmelske slagplads.
Smith tager Biblen under kærlig behandling og twister dens brogede persongalleri. Der er mange begavede øjeblikke i plottet og dialogen, men Dogma drukner i lange forklaringer af de komplicerede forhold og rappe ordvekslinger. Smith har altid prioriteret ord over handling, men med et stort apparat, der lægger op til andet end billeder af talende ansigter, bliver hans manglende evne for det visuelle et problem.
Skuespillerne leverer med herlig energi punchline efter punchline, men man går efterhånden død i ordstrømmen.
Smith kunne med fordel have skåret flere scener ud af sin alt for lange, episodiske road movie. Man kunne godt have undværet en scene, hvor englene får lov til at gå amok i et bestyrelseslokale for tegneseriekoncernen Mooby, fordi Gud ikke vil have konkurrerende afgudsdyrkelse (overraskende, at Disney købte den!).
Kevin Smith kan være utroligt skarp og sjov, men historien udvikler sig efterhånden til noget religiøst rod. Der er mange overraskende og originale scener, men der er også for meget sludder og ikke mindst for mange karakterer. Filmen har svært ved at bestemme sig for, hvem der har dens bærende projekt.
Er det Den Sidste Ætling, der skal genfinde troen? Er det englene, der skal finde tilgivelse? Smith laver overkill på alle fronter, og det er synd, for det er faktisk ganske underholdende at se det dybsindige emne behandlet i hans pop kontekst. Hans noble forsøg på at lave en verdensbilledeomvæltende komedie til alverdens mallrats fungerer overraskende langt, men bliver aldrig en velfungerende helhed.

*Dogma. Instruktion og manuskript: Kevin Smith. Amerikansk. (Palads, Grand og Dagmar, København samt biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her