Læsetid: 3 min.

Kæpheste i tæt opløb

11. maj 2000

Det kulturradikale publikum lagde trofast ører til kritik og kæpheste ved tirsdagens afsluttende paneldebat

Kulturdebat
"Gravtale". Sådan kaldte Rune Engelbreth Larsen, redaktør for Faklen, et oplæg, der i tirsdags indledte en paneldiskussion med temaet Levende og dødt i den kulturradikale tradition. Diskussionen satte punktum for 13 forelæsninger om den kulturradikale arv, der foråret igennem har trukket fulde huse i Studiegårdens store auditorium.
Som titlen antyder, fremhævede Engelbreth Larsens oplæg mere det døde end det levende i kulturradikalismen, hvis fallit ses af, at Danmarks gamle fjendebilleder lever i bedste velgående. Blot er jøderne byttet ud med muslimer og langtidsledige.
Ulrik Høy (fra Weekendavisen) måtte som den næste taler beklage, at tonen efter en så voldsom udskældning ikke ville blive bedre fra hans side. I en tour de force med omkvædet "sådan var det ikke i min tid" tildelte han de kulturradikale "en stor del af medansvaret for", i nævnte rækkefølge: almen analfabetisme, uvorne unger, respektløshed over for autoriteter, seksuel løsagtighed, blødagtighed i retsvæsnet og generelt kujoneri: "De kulturradikale havde aldrig helbredet til at lade sig slå ihjel under Anden Verdenskrig - og det er synd." De opregnede karakterbrister er ifølge Høy dominerende symptomer hos nutidens Danmark, og sådan var det ikke i "den verden, de kulturradikale med sadistisk fryd så styrte sammen".

Total forstokkethed
Jørgen Knudsen, formand for Brandes-selskabet, udpegede to hovedbudskaber i den kulturradikale bevægelse, hvoraf det første har sejret (ikke altid på lykkeligste vis), og det andet har tabt, men ikke tabt sin væsentlighed:
1. Du skal gøre med dit liv, som du har lyst til.
2. Du skal beskytte de svage mod de stærke.
Synligt provokeret af Høy gjorde han opmærksom på den reelle, totale forstokkethed i den tid, kulturradikalismen gjorde op med. Et stivsind og en bornerthed af et omfang, vi ofte glemmer, fordi de nye idealer om frihed, fornuft og tolerance trods alt slog så grundigt igennem, som de gjorde. Kun i Ulrik Høys ledere lever dette stivstikkerdanmark videre; i øvrigt er det lykkeligt glemt, og de kulturradikales indsats derfor undervurderet.
Elisabeth Møller Jensen, centerleder for Kvinfo, mente dels, at den kulturelle elite er blevet eliteforskrækket, idet selve ordet "elite" er blevet et skældsord. Dels at to faktorer var væsentlige for forståelsen af de kulturradikale dilemmaer:
1. Tvetydigheden i kvindespørgsmålet, koncentreret i Georg Brandes, der "ikke brød sig om at se kvinder forvrøvle den kvindesag, han mente egenhændigt at have indført i Danmark".
2. Klassebegrebets opløsning, svindende betydning og den deraf følgende politiske rodløshed.
Især den sidste er en kendt faktor, der dog blev underligt undermineret af, at både Høy, Engelbreth og Møller selv i løbet af diskussionen sørgede for at understrege deres egne rødder uden for eliten i hjem af typen "vestjyske arbejdere uden klaver". Kun Knudsen lod sin elitehed stå ukommenteret.

Debat uden samtale
Diskussionen med publikum blev sat i gang med et spørgsmål til Rune Engelbreth Larsen fra en ung mand, der i sit mørke tøj og fuldskæg lignede en tro kopi af Rune Engelbreth Larsen selv. Det konspirationsbevidste spørgsmål handlede om, hvordan "Faklens redaktion mente, man skulle dæmme op for den europæiske magtkolos", og således kom diskussionen til at handle om alt andet end kulturradikalisme.
Hvilket udløste et hjertesuk fra Drude Dahlerup, som kaldte EU-spørgsmålet en kile, der har splittet den danske venstrefløj, kvindebevægelse, socialdemokrater og kulturradikale. Det sniger sig ind overalt og gør fjender af gamle venner - mens vores nordiske søsterlande sagtens kan diskutere kvindesag uden at blande EU ind i det. Dermed en del af forklaringen på magtesløsheden over for populisterne: "Vi kan ikke arbejde sammen mere."
Dahlerups suk blev i en vis grad bekræftet af paneldeltagernes afsluttende markeringer, der snarere end om kulturradikalismen handlede om kæpheste som kommunistforbrydere og miljøidioter (Høy), magtapparatets forkromede kolos (Engelbreth) og Unionens nødvendighed (Møller Jensen).
Og således stod et spørgsmål tilbage, der blev stillet af publikum allerede ved Klaus Rifbjergs introduktionsforelæsning i februar: Hvordan skaber man en levedygtig modvægt til fordummelse, fremmedhad og populisme, hvis man hverken kan finde ud af at få hinanden eller de andre i tale?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu