Læsetid: 3 min.

Kamp om kroppens rum

20. maj 2000

Billedhuggeren Hein Heinsen prøver med sine værker at tilføre det offentlige rum nogle store fortællinger om det fælles menneskelige

Kunstneren
Kunsten i det offentlige rum er fælleseje. Men det betyder ikke, at alle skal bestemme over den, for demokrati og kunst kan ikke kombineres, mener Hein Heinsen.
"Hvis demokratiet drives så vidt, at de fælles pladser i byen bliver besat af alle og enhver, så er der ikke noget fælles at se op til. Så ender det med, at der ikke er andet end pølsevogne og ligegyldige springvand," siger han.
Han har selv oplevet, hvordan en gruppe borgere kan bremse et kunstværk, de ikke synes om. Det var i 1996, da århusianerne forkastede hans forslag til udsmykning af torvet foran domkirken.
Oplevelsen har imidlertid ikke afskrækket Hein Heinsen fra at gå i dialog med borgerne i det område, han skal skabe kunst til. Tværtimod.
"Jeg altid udgangspunkt i stedets historie og taler gerne med borgerne om, hvad de ønsker, kunstværket skal kredse om."
Men på et tidspunkt stopper dialogen. Så er kunstneren suveræn.
"Det er vigtigt at lade kunstnerne arbejde frit, fordi de kan skabe noget at være fælles om. De store fælles fortællinger," siger han.

Uforståelig kunst
Det med de fælles fortællinger kan lyde paradoksalt, når man som Hein Heinsen ofte skældes ud for at lave uforståelig kunst.
Men det er tværtimod helt logisk, at der i den uforståelige kunst kan ligge noget "nødvendigt og væsentligt", mener han. For det er med kunst som med videnskaben.
"Grundlaget for edb eller Niels Bohrs grundlag for atomkraften var der da ingen, der forstod, da det blev skabt. Men det har fået indflydelse på alles liv. Man må forestille sig, at der laves kunstværker, som det på samme måde er nødvendigt, at folk ser," siger Hein Heinsen.
Som et eksempel på, hvad kunsten kan og skal, nævner han skulpturen Fredens Port i København, som han lavede sammen med Stig Brøgger og Mogens Møller.
"Den står og ligner noget, der er kommet flyvende fra det ydre rum og har skåret sig ned i jorden. Den siger ikke andet end, at 'her står jeg'. Det er det, kunsten kan i det offentlige rum, markere en grænse, som ikke findes i den virtuelle verden, hvor alt flyder," siger han.
Med den forklaring har Hein Heinsen også nærmet sig en anden grund til, at det offentlige rum, som han kalder 'kroppens rum', er vigtigt at værne om.
"Det skal danne modvægt til det flade eller virtuelle rum, hvor alle forsøger at få 15 minutters berømmelse, og hvor det er laveste fællesnævner, der bliver resultatet," siger han og erkender sin bekymring for, at den form for demokrati overføres til det offentlige rum.
"Jeg forstår godt, at borgerne gerne vil have indflydelse på kroppens rum. Det bliver om muligt endnu vigtigere, fordi globaliseringen får folk til at føle sig hjemløse," siger han og opfordrer kunstnerne til at gå i dialog med borgerne.

Viljen til det store
Som kirkekunstner har Hein Heinsen oplevet, hvor konstruktiv en dialog med 'brugerne' af kunsten kan være. Han holdt ti møder med menighedsrådet ved Vorup Kirke ved Randers, hvor han lavede ny alterudsmykning.
Hein Heinsen håber, at dialogen om kunsten kan brede sig fra kirken til resten af det offentlige rum og skabe forståelse for, at det er vigtigt at give rum til de store fortællinger.
"Der bliver ikke tænkt stort, når det handler om kunst til det offentlige rum. Men det er ikke, fordi viljen til det store mangler. Tænk blot på Storebæltsbroen," siger han. Men han nævner kunstmuseet Arken som en positiv undtagelse. En stor tanke i kroppens rum. Et eksempel på, at nogen er enige med ham i, at "vi skal kæmpe for kroppens rum."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her