Læsetid: 2 min.

Kampen om sjælene - nu på Djævleøen

5. maj 2000

Den vestjyske produktion 'Guds børn' fortæller om de religiøse konflikter i et svundent fiskersamfund

Film
Denne fuldblods jyske Guds børn kommer til København som en succes, der allerede har tiltrukket 35.000 tilskuere, efter at filmen havde Danmarkspremiere i Vestjylland i november sidste år.
Der er tale om et amatørspillet vestkyst-drama fra 1800-tallets slutning - en halveret udgave af en tv-serie på seks afsnit, skrevet og instrueret af to energiske medarbejdere på TV-Midtvest i Holstebro. Dens emne falder på flere måder sammen med forhistorien til Hans Kirks klassiker Fiskerne.
At den næsten halvanden time lange filmudgave har haft større publikumssøgning end mange nye, højpolerede københavnerproduktioner kan ses som et udtryk for en vidtspændende interesse for de vestjyske rødder, fiskerfamiliernes hårde livsvilkår i en brydningstid, hvor Indre Mission vandt frem og skabte splittelse i en ellers relativt ugudelig befolkning.
Et stykke meget dansk fortid, der måske stadig rumler i bevidsthedens inderste kamre hos flere af efterkommerne.

Helvedesprædikant
Autentiske begivenheder i Harboøres fiskersamfund afspejler sig i historien om, hvordan den pietistiske bevægelse opstod på en baggrund af brændevinsdrikkeriets moralske opløsning. Med druknedøds-frygten inde på livet hver dag berusede man sig i glemsel - spritten var billig dengang.
Sognepræsten Carl Moe ankommer og slår sig op som en helvedesprædikant, der med Paulus på læben tordner mod drukkenskab og skørlevned og får mange af fiskerfamilierne til at følge dydens snævre sti. Konflikterne mellem de to former for kristendom - Grundtvigs lyse og Indre Missions mørke - river i sjælene. Men filmens dramatiske kulmination bliver 12 redningsfolks drukneulykke, og det til ingen nytte: de fiskere, man ville bjerge, reddede sig alligevel.

Fremlæggende
Guds børn synes dramaturgisk stærkt præget af at være en sammenklipning af et større materiale: kompositionen føles noget tung og vilkårlig, og katastrofe-temaet smeltes ikke for alvor sammen med de religiøse stridigheder, som får størst spillerum i flere, lidt statiske opgørscener.
Det fremlæggende og belærende lægger til tider sin klamme hånd over scenerne, men filmen er som helhed nydeligt arbejde, ganske vist rigeligt mørkt fotograferet (med overforbrug af Vesterhavsbrændingen), men med amatørskuespillere, der ofte klarer sig særdeles godt.
Et minus er den kværnende banale underlægningsmusik, der endda et sted foretrækkes for hvad personerne hævder er nødråb fra havet. Dem hører vi ikke, kun en gang musikalsk sovs og kartofler.

*Guds børn. Instruktion og manuskript: Karsten Baagø og Claus Kok. Dansk (Palads, Vester Vov Vov)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her