Læsetid: 4 min.

Ken Loach skuffer lidti Cannes

12. maj 2000

Ken Loachs 'Bread and Roses', der er festivalens første konkurrencefilm, mangler lidt
i intensitet og indlevelse

Ny film
CANNES - Jeg sidder i Théâtre Claude Debussy, Cannes filmfestivalens næststørste forevisningssal, og venter på at se den første af de 23 konkurrencefilm, Ken Loachs Bread and Roses.
Der er næsten 45 minutter, til filmen starter, men de blåklædte og ellers temmeligt hårdhjertede dørvagter har ladet os søge læ i biografen for et af de pludselige regnskyl, som er en del af Cannes-vejret lige nu.
På lærredet får vi lov til at overvære en direkte transmission fra optakten til det, der tegner til at blive festivalens storstilede åbningsceremoni - nemlig alle stjernernes ankomst til festivalpalæet og deres tur op ad den røde løber til hovedbiografen Grand Théâtre Lumière.
Blitzene glimter hidsigt, og publikum, der trods regnen er mødt talstærkt frem, stræk-ker hals, hver gang en af festivalens officielle biler læsser sine prominente passagerer af.
Filmen, som alle de kendte skal ind og se, er den britiske instruktør Roland Joffés
Vatel, der ikke er med i selve konkurrencen.

Ved Solkongens hof
Joffés film er et storstilet kostume- og kærlighedsdrama fra den franske solkonges tid. Gérard Depardieu spiller den højre hånd til en falleret prins, som er nødt til at imponere kongen (Julian Sands) i løbet af en overdådig, tredages fest for at redde sin position ved hoffet og sin skrantende økonomi.
Men de politiske og amourøse intriger trives i bedste velgående blandt de kongelige og i hoffet, og Vatels kreative evner som ceremoni-mester og festarrangør sættes på en hård prøve af kongens slimede oppasser markis Lauzun (Tim Roth) og ikke mindst den smukke og sensuelle Anne de Montausier (Uma Thurman), som Vatel forelsker sig i - uheldigvis ligesom kongen og Lauzun har gjort det.
Vatel er en stilfuld og sine steder overvældende film, der gør sig store anstrengelser for i mindste detalje at (gen)skabe de ødsle og dekadente forhold, som solkongen og hans hof levede under. Kameraføringen er medlevende og dynamisk, med lange, bløde og sejlende indstillinger, som bevæger sig kælent og nysgerrigt rundt i
Vatels køkken, der syder af aktivitet, og i den grandiose have, hvor alskens lege, banketter og teaterstykker innovativt afvikles af Vatel til stor moro for det forlystelsessyge hof.
Manuskriptet er skrevet af franske Jeanne Labrune og er angloficeret af den vittige ordsnedker Tom Stoppard (ham med Shakespeare in Love bl.a.). Så der er masser af bid og energi i replikkerne, hvilket løfter de fordækte og ego-politiske (u)gerninger.
Skuespillet af de mange internationale stjerner er upåklageligt, og der er således ikke mange fingre at sætte på Joffés overdådige festmåltid. Alligevel har man en fornemmelse af, at han ikke har så meget på hjerte. At historien kun er et påskud for at svælge i de smukke og forførende, scenarier og tableauer i to (underholdende) timer.

Over grænsen
I år er Ken Loach trofast vendt tilbage til den festival, hvor han trods kritikerros og naturgiven favoritværdighed aldrig har vundet hovedprisen.
Filmen han har med sig i år, Bread and Roses, er typisk for Loach i sit politiske og sociale engagement, som dog ikke skygger for skildringen af de mennesker, der er i centrum af historien.
Denne gang har han dog forladt de engelske rødder og fortæller i stedet en anden virkelighedsnær historie om fattige, illegale mexicanske immigranter, som i dyre domme lader sig smugle over grænsen til USA i håbet om at finde et bedre liv.
Kvinden Maya genforenes i USA med sin noget ældre søster Rosa, der har boet og arbejdet i landet i adskillige år. Nu har Rosa mand og to børn og gør rent i en stor kontorbygning i downtown L.A. Hun skaffer Maya arbejde, og for en tid går alt fint. Men da den idealistiske fagforeningsmand Sam dukker op og vækker Maya og andre af Rosas kollegers politiske bevidsthed, kommer de underbetalte og groft udnyttede latinoer i karambolage med det ubehagelige rengøringsfirma, de er ansat i.
Med trusler, bestikkelse og afpresning prøver Perez og firmaet at splitte arbejderne og få dem til at opgive deres kampagne, men under aktionsnavnet Justice for Janitors og kampråbet "We want bread, but roses too," optrapper de deres larmende, men fredelige kamp for bedre arbejdsforhold og retten til at organisere sig.

Mangler rødderne
Umiddelbart synes det ikke som om, Ken Loach har følt sig som en fisk på land ved at lave en film i USA.
Han tager (stadig, havde jeg nær sagt) udgangspunkt i mennesker og de uretfærdigheder og ydmygelser, man tager imod dagligt, når man befinder sig på samfundets bund. Og han peger igen på det spinkle, spirende håb, man kan klynge sig til, hvis man orker at tage kampen op. Og humoren og varmen, som afbalancerer filmen er intakt.
Filmen er vedkommende, personerne fint tegnet, og skuespillerne spiller godt - ikke mindst filmdebutanten Pilar Padilla (Maya) og den lidt mere erfarne Adrien Brody (Sam) er fyldt med den energi og naturlighed, som gør deres roller absolut troværdige.
Alligevel mangler Bread and Roses den indlevelse og intensitet, som Loachs seneste film, My Name Is Joe, havde i så rigelige mængder. Måske fordi instruktøren ser tingene udefra og derfor ikke har så meget på spil.
Favoritværdigheden lever han i hvert fald ikke op til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her