Læsetid: 4 min.

Kierkegaard, Grand Prix og bekendelser

20. maj 2000

Radio og tv

Af
For Kierkegaard-kendere kom det ikke som nogen overraskelse, at brødrene Olsen i første omgang vandt det dansk Melodi Grand Prix og sidste lørdag satte trumf på ved i selskab med 100 mio. stemmeberettigede seere at vinde hovedkonkurrencen. Smuk som et stjerneskud er en hyldest til pigen, kvinden, vor mor, vor ægtefælle, der bliver stadig mere gådefuld tiltrækkende, som tiden går. I Stadier paa Livets Vei lader Søren K. assessor Vilhelm udtale de mindeværdige ord: "Som brud er kvinden skønnere end som ung pige, som moder skønnere end som brud, som hustru og moder er hun et godt ord på rette sted, og med årene bliver hun skønnere." Se, det er rigtige og passende ord i en tid, hvor man har besindet sig og er vendt tilbage til ægteskabets trygge havn efter 68-generationens perverse udskejelser.
Historien melder intet om, i hvilket omfang Jørgen Olsen har søgt inspiration hos Søren K. Hovedsagen er imidlertid, at han og Søren er nået til samme konklusion, for så vidt angår ægteskabet og forholdet mellem kønnene. Af hvilket man kan uddrage, at enten er den ældste af Olsen-brødrene en genial tænker, eller også er Søren K. en småborgerlig lommefilosof, der kunne have haft en indbringende nebengesjæft i dag som forfatter af sølvbryllupssange.

Den forhenværende kvindesagsfrontkæmper, Suzanne Giese, er også forfatter. Ikke af sølvbryllupssange, men af skrifter og romaner, hvor tingene sættes håndfast på plads i et feministisk perspektiv. I denne uge dukkede hun uvist af hvilken grund op i DR 2's Deadline for i en søsterlig samtale med ankerkvinden, Barbara Gram at reflektere over, hvad det betyder at blive ældre, hvilket vil sige at nå op i halvtredserne.
Feministen var utilfreds, ikke på nogen aggressiv, men en lidt resigneret måde. Hendes hovedanke var, at mænd i hendes generation render efter medsøstre, der er halvt så gamle som hun, forblændede som de er - mændene altså - af faste bryster og slanke taljer. Det værste var, at hvor folk i de gode gamle dage undsage og bandlyste mandlige grisebasser, der forgreb sig på unge piger, virker det i dag, som om samfundet bifalder den slags forhold, og al æren tilfalder manden.
Ak ja. Hvis feministen havde gransket litteraturen, ville hun kunne have konstateret, at sådan har det altid været. Men som om det ikke var nok, tonede Lone Bastholm, den forhenværende dramaturg på Det Kongelige Teater og nuværende programredaktør på TV2 nogle dage senere frem i samme kanals morgen-tv og fortalte om præcis den samme problemstilling. Anledningen var, at hun har begået en bog, der handler om, hvad det indebærer at blive skilt i en relativt moden alder og nå til den erkendelse, at mænd ser gennem en.
Det interessante for en mandlig tv-anmelder er naturligvis, at to kvinder med åbenlyst modsatrettede tilgange til spørgsmålet om køn, politik og relationer kønnene imellem når frem til samme aldersbetingede konklusion.
Det tyder for det første på, at der er noget om snakken. Men også på, at ingen af dem, når det kommer til stykket, har formået at gennemtænke deres egen identitet til bunds og træffe nogle beslutninger, der kunne gøre, at de hverken nu, eller dengang de var yngre, behøvede traske rundt med et ubevidst ønske om at være objekt for mandens blik, samtidig med at de ubekymret forsikrede og forsikrer omverdenen om, at intet kunne ligge dem fjernere.

De to damers udgydelser var dog for intet at regne mod filminstruktøren Bille Augusts bekendelser til Reimer Bo Christensen på DR1 og DR2 i denne uge.
Bille har gennem samtaler med en psykolog fået forsikring om, at når han bestandig opfører sig som en sjuft i de mange parforhold, han har haft, skyldes det meget enkelt, at han mistede sin mor som syvårig.
Han blev forladt, og derfor må han for at undgå at komme i samme situation igen skynde sig at svigte sine partnere, inden de svigter og forlader ham.
Her har man en karikatur af psykoanalysen som forklaringsramme og undskyldning for alt, hvad individet foretager sig af gale streger.
Hovedsagen i denne variant er, at man ikke kan gøre for det.
Det er indre, ubevidste impulser, der driver en som satan selv. Det er der ikke noget at gøre ved.
Man - det vil sige ens omgivelser - må prøve at lære at leve med det.

Det mest interessante ved Reimer Bo Christensens samtaler med diverse danske mediepersonligheder er imidlertid, hvorfor de overhovedet stiller op.
Der er noget perverst narcissistisk ved mennesker, der i egen bevidsthed er så spændende, at de rask væk er klar til at bekende de mest horrible ting om sig selv, bare de er på skærmen og kan blive set.
En dansk historiker skrev for nylig en bog, der karakteriserede det 20. årh. som ofrets århundrede.
Det duer ikke. Siden Rousseau har vi levet i de klamme bekendelsers epoke, og det afgørende træk ved det 20. århundrede er, at tv har overtaget skriftestolens rolle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu