VERDENS MEST folkerige nation er på vej ind i verdenshandelsorganisationen, WTO. Det er omsider et faktum efter mere end et årtis forhandlinger. USA indgik sidste år en aftale med Kina, og EU fulgte efter i sidste uge, og dermed er vejen banet for kinesisk optagelse i WTO.
At næsten 1,3 milliarder mennesker, mere end en femtedel af verdens befolkning, dermed kommer ind i den organisation, som forsøger at danne ramme om og regler for den internationale handel, burde næsten give sig selv. Men debatten op til gårsdagens afstemning i den amerikanske Kongres viser, at det ikke er så indlysende endda for alle. Afstemningen gik ud på at give Kina de samme permanente handelsprivilegier, som stort set resten af verden, inklusive Iran, Irak og Libyen, nyder i forhold til USA, og som er et vigtigt skridt for Kinas optagelse i WTO. Men modstanden blandt både præsident Bill Clintons partifæller i Det Demokratiske Parti og i fagbevægelsen har været stor, bl.a. begrundet i så forskellige emner som Kinas overtrædelser af menneskerettighederne, frygten for tab af amerikanske arbejdspladser og Kinas trusler mod Taiwan. Ved at give Kina permanent handelsstatus mister USA et vigtigt pressionsmiddel, lyder modstandernes argument.
MEN ARGUMENTERNE holder ikke helt. Dels har USA nu oprettet en særlig kommission, der skal overvåge Kinas forhold til menneskerettighederne og årligt rapportere til Kongressen, som dermed får samme mulighed for at diskutere situationen i
Kina som hidtil. Dels har flere fremtrædende kinesiske systemkritikere som studenterlederen Wang Dan og lederen af Hong Kongs Demokratiske Parti og én af de flittigste kritikere af Kina, Martin Lee, i de seneste uger meldt sig til gruppen af tilhængere af permanent handelsstatus og kinesisk WTO-medlemskab. Det samme gør Ren Wanding, en erfaren systemkritiker, der stadig bor i Kina og har tilbragt adskillige år af sit liv i fængsel. Over for avisen South China Morning Post argumenterer han for, at en afvisning af den permanente handelsstatus og WTO-medlemskab kun vil isolere Kina og forværre forholdene i landet. Modsat vil et WTO-medlemskab på sigt bane vej for politiske reformer og forbedringer på mennesketsområdet, fordi det vil "fremskynde ændringer af det kinesiske samfund".
Også en så fremtrædende systemkritiker som Bao Tong, tidligere rådgiver for partichef Zhao Ziyang, der blev afsat efter studenterdemonstrationerne i 1989, hører til tilhængerne, mens der blandt eksilkinesiske systemkritikere i USA også findes modstandere. Eksempelvis Wei Jingsheng, der har udført et stort lobbyarbejde for at forhindre Kinas adgang til WTO, bl.a. begrundet i menneskerettighederne og de forfærdelige forhold, som kineserne arbejder under i de fabrikker, som producerer varer til det amerikanske marked.
HVAD ANGÅR Taiwan er det værd at bemærke, at den nyindsatte præsident Chen Shui-bian er stærk tilhænger af kinesisk medlemskab. Ikke alene følger Taiwan automatisk efter Kina ind i WTO, men den ny taiwanske ledelse ser også WTO som en stabiliserende faktor i det vanskelige forhold til fastlandet. WTO vil binde den kinesiske ledelse ind i faste regelsæt og desuden åbne nye muligheder for en mere uformel dialog mellem Kina og Taiwan, herunder om de økonomiske forbindelser, der allerede er en realitet. Også på fastlandet ser man muligheder i forhold til Taiwan inden for WTO. Xu Shiquan, leder af Taiwan-instituttet på det Kinesiske Akademi for Sociale Videnskaber, siger til Far Eastern Economic Review, at WTO kan give parterne mulighed for en "ny start" - altså langt fra det billede, som modstanderne forestiller sig.
Men først og fremmest vil WTO betyde kolossale ændringer for Kina selv, og de er ikke alle kun positive. WTO-medlemskabet vil øge den ulighed, som 20 års økonomiske reformer og åbning mod omverdenen allerede har skabt. Især ansatte i Kinas store statssektor vil komme under pres i den udenlandske konkurrence, og op mod 20 millioner overflødige arbejdere risikerer at blive fyret i de kommende år. Også Kinas bønder vil blive ramt af konkurrencen fra de lavere internationale priser, og det vil stille nye krav til den kinesiske ledelses evner til at omfordele og beskytte de svage. Altså nogenlunde samme problemstilling, som også andre lande oplever i globaliseringens tidsalder.
Afgørende for Kina vil det blive, at ledelsen finder måder at åbne nye politiske kanaler, så den folkelige utilfredshed kan komme til udtryk. Men blindt at tro, at et WTO-medlemskab automatisk vil føre til demokrati i Kina, er at gå for vidt i sin optimisme. Autoritære ledelser går på mange måder fint i spænd med den internationale kapital, så længe de kan garantere stabilitet. Den største gevinst bliver derfor i første omgang, at Kina vil blive spundet ind i internationale regler og måske tage ved lære af dem. Det er i det mindste en begyndelse.veb
