Læsetid: 5 min.

Kinas glemte mindretal

18. maj 2000

Mens tibetanerne har et aktivt eksilsamfund til at tiltrække verdens opmærksomhed, er der mindre fokus på Kinas andre minoritetsproblemer

Dalai Lama kommer til byen, og danske medier er igen spækket med grumme historier om den kinesiske undertrykkelse i Tibet. På den ene side en historie, der ikke kan fortælles ofte nok, men på den anden side er det også bemærkelsesværdigt, at der i den grad kun fokuseres
på det tibetanske mindretal i
Kina.
Set i den store sammenhæng udgør tibetanerne kun en ganske lille del af Kinas nationale minoriteter, som der er omkring 100 millioner af. Og ikke for at forklejne den undertrykkelse, der finder sted i Tibet, men også andre - og større grupper - blandt minoriteterne er i gevaldig klemme i det storkinesiske menneskehav.
Minoritetsbefolkningen udgør kun 7,5 procent af den kinesiske befolkning på ca. 1,25 milliarder, så sammenlignet med det tidligere Sovjetunionen, hvor den dominerende russiske befolkning kun udgjorde godt halvdelen - og endda var på vej til at blive overhalet af andre gruppers store befolkningstilvækst - har Kina næppe udsigt til samme form for opløsning og konflikter, som Sovjets sammenbrud medførte. Men 7,5 procent udgør ikke desto mindre et stort antal i kinesisk sammenhæng, og især i de områder, der tidligere har oplevet national selvstændighed, som i tilfældet Tibet og Xinjiang er problemerne store.
Der findes 55 anerkendte minoritetsgrupper i Kina, og generelt bor de i de grænseområder, der
er præget af økonomisk underudvikling og fattigdom. Mens mindretallene kun udgør en lille procentdel af Kinas samlede befolkning, er det også karakteristisk, at de bor på et enormt område, der dækker over 62 procent af Kinas areal.
Det er altså tyndt befolkede områder i modsætning til de meget tæt befolkede områder i det østlige Kina, hvor langt hovedparten af de sidste 20 års økonomiske boom har fundet sted. Derfor er den store økonomiske vækst også især kommet det Han-kinesiske flertal til gode.
Karakteristisk nok beskrives de fattige områder i Kina med de fire kinesiske skrifttegn: Shan (bjerg), lao (gammel), bian (grænse) og shao (minoritet). Tegnene fortæller i kort form, at Kinas værste fattigdom er koncentreret i bjergområder, og de områder, der dannede base for kinesiske revolutionære i 1930'erne. Fattigdommen er samtidig udbredt i de store grænseområder mod vest, hvor de nationale mindretal især bor.

Zhuang-folket i det sydlige og sydvestlige Kina udgør den største minoritetsgruppe på næsten 15,6 millioner, mens manchurerne er næststørst med knap 10 millioner. Manchurerne, der er spredt ud over nordlige og nordøstlige provinser som Liaoning, Jilin og Heilongjiang, var Kinas magthavere under det sidste kejserdømme, Qing-dynastiet, men er siden dets fald i 1911 blevet næsten totalt assimileret med den Han-kinesiske befolkning.
Andre store minoritetsgrupper er Yi-folket, der bor i Sichuan, Yunnan og Guizhou-provinsen, og Miao-folket, der også er spredt ud over flere af de sydvestlige provinser. Mongolerne, som der er ca. fem millioner af, er især koncentreret i Indre Mongoliet, men også andre nordlige provinser som Liaoning.

I følge centralstyret i Beijing nyder Kinas mange mindretal en udbredt grad af selvbestemmelse, kulturel og religiøs frihed. Beijing benytter gerne enhver lejlighed - som f.eks. sidste års storstilede festligheder i forbindelse med Folkerepublikkens 50 årsdag - til at fremvise glade repræsentanter for mindretallene. Ifølge denne version 'danser og synger de dagen lang', og der er næsten ingen ende på lovprisningen af de mange fremskridt under det kommunistiske styre.
Beijing peger også på, at mindretallene nyder lempeligere vilkår i forhold til flertallet, f.eks. når det gælder den hårde et barns-politik - minoriteter har således ret til to børn.
I realiteternes verden ser det naturligvis mindre rosenrødt ud. Selvstyret findes kun på papiret, og et altdominerende kommunistparti sætter sine helt egne grænser for, hvad der kan tolereres, og hvad der ikke kan. Selv om Kina i de senere år har eksperimenteret med mere demokratiske former for lokalvalg, foregår det stadig kun på allerlaveste niveau og har ikke den store betydning i forhold til centralmagten.

Den ulige fordeling af de økonomiske goder kombineret med det Han-kinesiske flertals tendenser til racisme og til at se ned på de 'underudviklede og uciviliserede' minoriteter giver næring til udbredt utilfredshed med den Han-kinesiske dominans.
Men det er især kombinationen af tidligere national selvstændighed og stærke nationale og religøse følelser, der udgør den mest sprængfarlige cocktail for Beijing. Tibet kender vi, mens især problemerne i den muslimske Xinjiang-provins er mindre kendt her i Vesten.
Mindretallet i Xinjiang er uigurerne, et tyrkisk folkeslag på ca. syv millioner. Uigurerne har tradition for at være i opposition til Han-kineserne, og det har i de senere år ført til en lang række bombeattentater, sammenstød med sikkerhedsstyrkerne og ikke mindst henrettelser af 'fundamentalistiske terrorister', som Beijing ynder at fremstille de uigurer, der gør modstand.
Sovjetunionens sammenbrud og dannelsen af de nye centralasiatiske stater som Kasakhstan, Kirgisistan, og andre, der grænser op til Xinjiang, har givet uigurerne ny næring til drømmen om et selvstændigt Østturkestan - en stat, som første gang blev udråbt i 1933, men som siden blev indlemmet i Kina efter den kommunistiske magtovertagelse i 1949.
Som i Tibet har en stor kinesisk indvandring bidraget til den lokale modstand - Han-kineserne udgør nu officielt 40 procent af befolkningen i Xinjiang. Den kinesiske tilflytning skyldes især det store økonomiske potentiale, der findes i Xinjiangs rige mineral-
forekomster. I Tarim-bækkenet er der fundet et stort oliefelt, som den energihungrende østlige del af Kina har store forventninger til. Det officielle kinesiske dagblad China Daily meddelte for nylig, at Beijing næste år går i gang med at bygge en rørledning, der skal bringe naturgas fra Xinjiang til Shanghai ved østkysten - en strækning på 4.200 km og et projekt, der vil blive det næststørste efter det gigantiske dæmningsprojekt på Yangzi-floden.
Det giver næsten sig selv, at Beijing vil kæmpe med næb og klør for at undgå, at uigurerne i Xinjiang skulle få held med at føre selvstændighedstankerne ud i livet, også i betragtning af områdets strategiske betydning. Mens Tibet giver Kina kontrol over 'Verdens Tag' og forbindelse til Sydasien, udgør Xinjiang stødpuden til de nye centralasiatiske republikker samt Rusland, Afghanistan og Pakistan.
Så længe Kina har en stærk centralmagt, vil der fortsat blive slået hårdt ned på ethvert forsøg på løsrivelse. Og omverdenen vil ikke tage større notits af det. Uigurerne mangler en karismatisk leder som Dalai Lama, der kan gøre omverdenen opmærksom på undertrykkelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu