Store tanker fra gammelt hjerte i pakistansk jumbo jet
Respekt
PAKISTAN - Vi er først lige brudt igennem de første par skylag mod den syvende himmel, da han vender sig om og siger: "Ni komma hvad?"
"Undskyld?" spørger jeg manden tilbage, jeg skal dele armlæn med i syv timer på jumbojetten til Pakistan.
"Ja, din studentereksamen. Gennemsnittet," siger han som det naturligste i verden.
"Sådan noget kan man se på folk. Ni komma noget, altså."
"Fuck," tænker jeg. Vi er nærmest ikke engang lettet, og så er jeg allerede kommet til at sidde ved siden af sådan en, der fik mig til at tro på, at jeg bare skulle sige 'Mustafa' hver gang, jeg kom ind i en indonesisk bank, da jeg som 18-årig var på min første rygsækrejse, hvorefter jeg så ville få en højere kurs på mine rejsechecks.
Men det her er ikke Mustafa. Det er Mohammad. Kioskejer fra Valby, far og bedstefar, med en gul lottokupon i inderlommen på den ternede cardigan - 200.000 lottokroner rigere og nu på vej til Pakistan for at holde påskeferie med sin gamle mor.
Og så er der noget andet under cardiganen. Et mærkeligt stort hjerte. I løbet af de næste 11 timer banker det mod mig med tanker om respekt, faderkærlighed og om livet som sådan set fra et kioskperspektiv.
Respekt fra munden
"Når jeg tager en rickshaw i Pakistan, så siger manden 40 rupies. Jeg siger 30. Vi ved godt begge to, at det nok nærmere er 25 rupies, turen koster. Når jeg går, giver jeg ham 45," siger Mohammad med et stille smil.
Vi taler om, at tage ansvar og vise respekt. For hinanden og for sig selv. At lære det sidste, er det sværeste, men også det vigtigste, hvis man for alvor skal forstå livsgerningen og bidrage til det sunde samfund, siger Mohammad ind imellem karryris og sprite. Der er gået nogle timer fra vi startede samtalen, og jeg gaber højlydt.
"Hold dig altid for munden," siger Mohammad, "det er fra munden, respekten for andre starter."
Pinlig til mode smækker jeg hånden mod munden, selv om gabet forlængst har fortaget sig.
"Elleve komma hvad?" har jeg bare lyst til at svare.
Men Mohammad har ingen studentereksamen. Han har arbejdet sig fra tømrerfaget i starten af 70'erne til kioskfaget i år 2000. Og så er han bedstefar.
"Når jeg arbejder i haven, kommer mit barnebarn og siger: 'Daddy, hvis du bare skraber ukrudtet, så skal jeg nok samle det op, så du ikke får ondt i ryggen.' Kærlighed giver kærlighed," siger Mohammad og ser pludselig så salig ud.
Enhver har sit
Kærligheden sniger sig gang på gang ind i samtalen mellem skyerne. Mohammad var som ung forelsket i en kvinde fra Karachi i Pakistan. Men hun ville ikke have ham, fordi han boede i Lahore.
"Det fortrød hun mange gange siden," siger han, "hun blev gift med en dårlig mand, der havde en dårlig familie. Nu er hun død af brystkræft."
Mohammad blev også gift og har i dag to voksne sønner, der begge er læger, betror han mig ikke uden stolthed. Men nu vil den ene skilles fra sin kone.
"Det er meget forkert, siger jeg hele tiden til ham. Man skal stå ved sine valg. Men han siger: 'Far, jeg ved det godt, men det føles forkert indeni at være sammen med hende.' Og hvad skal en far så sige? Ungdommen forandrer sig. Han har sit, og jeg har mit."
At enhver har sit, siger Mohammad mange gange, inden vi lander i Lahore International Airport.
"Der kommer en dansk mand i min kiosk. Han kan ikke lide udlændinge. '20 Prince,' siger han surt og smider pengene i bordet. Jeg giver ham altid hans cigaretter uden at være grov mod ham. Forleden kom han og sagde: 'Nu har jeg talt hårdt til dig så mange gange, hvorfor siger du ikke noget?' 'Du har dit og jeg har mit,' sagde jeg til ham. 'Du kommer her og køber cigaretter. Jeg sælger cigaretter.' Sådan er livet. I Pakistan. I Danmark. I verden," siger Mohammad. Og så stiger vi ud af den syvende himmel, ned af trappen, ud i den varme pakistanske natteluft og forsvinder hver vores vej. Hver til sit.
