Læsetid: 2 min.

K'NYT

12. maj 2000

Utzon får alle OL-medaljerne
*Den danske arkitekt Jørgen Utzon har en finger med i spillet, når OL-medaljerne uddeles i Australien senere på året. Sammen med den olympiske ild og de fem ringe bliver Utzons verdensberømte operahus i Sydney symbolet, der går igen på alle medaljerne. Medaljerne er designet af den polskfødte kunstner Wojciech Pietranik, og der forventes i alt at blive brug for godt 3.000 af slagsen. mühl

Statens Kunstfond uddeler stipendier
*I går blev hele 40 skabende kunstnere beriget med et stipendium til fortsat kunstnerisk arbejde. Stipendierne tildeles generelt for en tre-årig periode, mens de heldige repræsentanter fra arkitekt-standen dog er sikret en fast indtægt i de næste fire år. Den glade giver er Statens Kunstfond, og hver af de endnu gladere modtagere kan se frem til et årligt stipendiebeløb på 240.000 kroner. Modtagerne er: Arkitekterne Ene Cordt Andersen og Thorhallur Sigurdsson, Kristine Jensen, Thomas Bo Jensen samt Regin Theodor Schwaen. Billedkunstnerne Pia Arke, Olafur Eliasson, Thierry Geoffroy-Colonel, Ellen Hyllemose, Annemette Larsen, Jørgen Carlo Larsen, Knud Odde, Superflex - alias Bjørnstjerne Christiansen, Jakob Fenger og Rasmus Nielsen - Pernille Priorgaard Worsøe samt Eva Öhrling.
Skabende kunstnere inden for film og teater: Kenneth Kreutzmann, Line Knutzon og Nina Flagstad. Kunsthåndværkerne og designerne Lilian Brøgger, Morten Løbner Espersen, Helle Graabæk, June Hilton, Gitte Jungersen, Per-René Larsen, Philip Bro Ludvigsen, Mikala Naur samt Søren Ulrik Petersen. Forfatterne Claus Beck-Nielsen, Morten Blok, Mads Storgaard Jensen, Christian Jungersen, Hanne Kvist, David Læby, Tóroddur Poulsen og Jesper Wung Sung.

Ny leder til Skolen for Moderne Dans
*Den 38-årige Anna Grip bliver den 1. juli leder for Skolen for Moderne Dans i Danmark efter David Steele. I udvælgelsen er der bl.a. lagt vægt på Anna Grips tætte kontakt til spændende koreografer i såvel Norden som på det øvrige kontinent. Anna Grip er uddannet ved Balletakademiet i Stockholm og har - efter studier i New York - været danser ved en række anerkendte kompagnier i Tyskland og Sverige.

Den lille Prins' far fylder år
*På Det Franske Kulturinstitut er der i hele juni godt at hente for Den lille Prins' mange fans. I anledning af, at det i år er 100 år siden, at forfatteren til den verdenskendte fortælling, Antoine de Saint-Exupéry, blev født, vises en mindeudstilling om hans liv som postflyver i 20'erne og 30'erne og rekognosceringspilot under Anden Verdenskrig.

Varm pris til Edwidge Danticat
*Historien ruller hen over læseren. Gribende og stadig aktuel - om mennesker, der er ofre for de etniske udrensninger i Den Dominikanske Republik i 1937. Livet er en underlig gave er skrevet af forfatteren Edwidge Danticat, og han modtager nu Den varme Litteraturpris, der uddeles af ALOA, Center for Litteratur fra Afrika, Asien, Latinamerika og Oceanien. Formålet med prisen er, at skabe opmærksomhed om litteraturen fra 'de varme lande.'

Overskud på Encyklopædien
*Af K'nyt onsdag fremgik det, at Den Store Danske Encyclopædi sidste år havde et stort underskud. Det er ikke korrekt. Nationalleksikonnet havde et overskud på 8,437 mio. kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her