Læsetid: 1 min.

K'NYT

10. maj 2000

Hanne-Vibeke Holst topsælger
*Gyldendals mest solgte danske skønlitterære bog i 1999 blev ifølge årsregnskabet Hanne-Vibeke Holsts Min mosters migræne. Også i billigbogsafdelingen hævdede Holst sig som én af de bedst solgte, nemlig med En lykkelig kvinde. Her er hun i selskab med Johs. V. Jensens Kongens Fald, Morten Sabroes Johanna og Søren Ryge Petersens Historier fra Danmark.
Blandt de godt sælgende nyudgivelser finder man også Knud Sørensens En tid, en befrielse, Bjarne Reuters Mordet på Leon Culman, Ida Jessens familiehistorie Sommertid samt Arthur Krasilnikoffs Nattens rygrad. Datterforlagene gav alle overskud, og også Den Store Danske Encyklopædi har haft sit hidtil bedste år: Et underskud på 5.397.000 kroner. Underskud var der også i moderselskabet Gyldendalske Boghandel, og for Gyldendal-gruppen som helhed endte året med et underskud på godt 14 millioner kroner, hvilket betegnes som utilfredsstillende.

Mød Omara
*Divaen fra det cubanske stjerneprojekt Buena Vista Social Club, Omara Portuondo, lægger vejen forbi MS Verdenshjørnet i Borgergade i dag kl. 11 for at møde fans og signere sin nye skive. Verdenshjørnet byder på friskmalet cubansk kaffe og måske en lille cubansk rom med tilhørende Havana-cigar for de mere garvede aficionados. Omara Portuondo giver koncert
i aften i Store Vega.

Kunstpris til stor keramiker
*Hun har rod i den danske pottemagertradition, er 87 år gammel, og hendes værker udstråler en poetisk, næsten uskyldig, brugskarakter. Keramikeren Gertrud Vasegaard modtager i dag Inga og Ejvind Kold Christensens Fonds Kunstpris på 200.000 kroner. Uddelingen foregår på Kunstinsustrimuseet, hvor en række af hendes værker for tiden udstilles i Den Kongelige jubilæumsudstillings regi.

Betonpris til Carsten Fischer
*Dansk Betonforening sætter pris på tv-journalisten Carsten Fischer, og har derfor besluttet at tildele ham Betonprisen på 40.000 kroner. Det er tv-udsendelser om menneskene bag de to store broprojekter, der har fået det fagtekniske selskab under Ingeniørforeningen til at rette blikket mod journalisten. "Mange forbinder beton med noget negativt, med med sine udsendelser har Carsten Fischer bidraget til at give en mere
nuanceret opfattelse," lyder begrundelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her