Læsetid: 2 min.

K'NYT

6. maj 2000

Oldman prøver kræfter med Hannibal
*Den britiske skuespiller Gary Oldman skal stå ansigt til ansigt med den kannibalske doktor Lecter i Hannibal, opfølgeren til Jonathan Demmes Oscarvindende Ondskabens øjne. Anthony Hopkins giver den igen som den hyperintelligente Lecter, mens Julianne Moore overtager rollen som handlekraftig FBI-agent fra Jodie Foster. Oldman har fået rollen som Mason Verger, et af Lecters overlevende, men temmeligt handicappede ofre, der planlægger hævn. Filmoptagelserne starter på mandag under ledelse af Ridley Scott. CMC

Lidt mere for den femøre
*Rock Show 2000 kommer til Femøren på Amager lørdag den 13. maj, og selv om alle billetter for flere dage siden var udsolgt, er det endnu muligt at få billetter. Rock Show har nemlig fået lov at inddrage det nærliggende område 10-øren, og det giver plads til endnu 10.000 rockfans, der vil bruge deres lørdag i selskab med Freya, Marie Frank, Shu-bi-dua, Anne Linnet, Eric Gadd og Zididada. Samt værterne Casper Christensen og Lars Hjortshøj. Yderligere oplysninger på www.rockshow.dk

Etlar begyndte som maler
*Den 9. maj er det 100 år siden, forfatteren til Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester døde. Det markeres med en udstilling på Hovedbiblioteket i Gentofte, der viser kendte og ukendte sider af forfatterens liv. For eksempel fortælles det, at Carit Etlar i begyndelsen af sin forfatterkarriere opfattede sig som kunstmaler. Først da hans tidlige noveller og romaner blev rost af blandt andre H.C. Andersen, lod han penslen vige for pennen. Udstillingen vises hele maj og tager siden på turné.

Gå vild i verdens største labyrint
*Lørdag åbnes ved Nordby på Samsø verdens største udendørs labyrint. Hr. og fru Poulsen har lavet labyrinten på deres mark ved at plante 65.000 juletræer.

Arkitektur i fuld skala
*Søndag den 7. maj, byder Dansk Arkitektur Center på den første af en lang række byvandringer, hvor arkitekturen er i centrum. På søndag lyder tilbuddet på byvandring på Christianshavn. Tilmelding er nødvendig. Yderligere oplysninger på tlf. 32571930 eller på hjemmesiden www.gammeldok.dk.

Rettelse
*Filmen Guds Børn - anmeldt i avisen i går - har ikke som anført premiere i denne uge, men derimod på næste fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her