Læsetid: 2 min.

K'NYT

17. maj 2000

Virkeligheden overhales indenom
*På en ganske prominent plads i det imponerende Carlton Hotel i Cannes står en papstander og reklamerer for en endnu ikke-produceret film. Det er storspekulanten og filminstruktøren Menahem Golan, som reklamerer for sin film om den cubanske dreng Elian Gonzales og hans familievanskeligheder, der pludselig blev til storpolitik. Filmen, der produceres af et af de selskaber, israelskfødte Golem så ofte er gået konkurs med, er færdig til september. Golem er nemlig en hurtig mand. Et andet af den skruppelløse filmmands dokudramaer, der handlede om mordet på modekongen Versace, lå færdig en måned efter den tragiske begivenhed. CMC

Tove Ditlevsen Cabaret på cd
*Altid at stå på tæer for at se ud af sine voksne øjne og være sig denne knagen i det langstrakte skelet bevidst. Ordene er Tove Ditlevsens, titlen er Tågænger, og med musik af Nikolai Engstrøm er sangene fra den Reumertpris belønnede Cabaret nu at finde på en ny cd, hvor Karen-Lise Mynster lægger stemme til. Er man mere til musikken live, spiller Tågænger frem til den 17. juni på bådteatret Cafe Liva i Nyhavn.

Priser til unge talenter
*Det var den skæve og afsøgende nye teaterdramatik, der blev hædret ved Danske Dramatikeres Forbunds uddeling af Allen Prisen. 75.000 kroner og en række rosende ord rigere for værkerne Erimitter, Den Biologiske Abe og CI-VI-LI-SA-TI-ON kunne Nicole Maria Langkilde, Nicolas Bro og Claus Beck-Nielsen således i går forlade CafeTeatret.

Efterspurgt bog i nyt oplag
*Der var rift om Danmark og de jødiske flygtninge 1933-1940, da bogen udkom i februar. Bogen blev så hurtigt udsolgt, at Museum Tusculanums Forlag nu har sendt et nyt oplag på markedet. På baggrund af omfattende arkivundersøgelser fortæller Lone Rünitz historien om det officielle Danmarks reaktion på jødeforfølgelserne.

Ny kunstnerisk leder til Entré Scenen
*"Alle folk på et hvilket som helst niveau skal vide, at Entré Scenen er åben for alle slags ønsker og ideer, hvis de er alvorligt ment og er reelle nok." Sceneinstruktør Jesper de Neergaard, giver ikke meget for poppede serieproduktioner, der alene fokuserer på publikumstallet. Når han den 1. august tiltræder som ny kunstnerisk leder af Entré Scenen i Århus, vil det således være for at koncentrere sig om det teater skuespillerne virkelig brænder for, afslørede han ved sin tale i forbindelse med udnævnelsen mandag.

Internationale poesidage i Malmö
*Programmet er tæt pakket fra tidlig eftermiddag til sen aften, når Malmø holder Internationale Poesidage fra den 24.-27. maj. Daniel Dencik og Janus Kodal leverer de danske bidrag og tilsammen repræsenterer deltagerne 14 lande.

Genvej til faglig viden
*Med speciale i dansk faglitteratur, tilbyder en ny on-line boghandel en genvej til emner, som spænder fra vin og mad til medicin, arkitektur, ordbøger mv. En lang række forlag er repræsenteret, og den nye boghandel kan findes på www.bogservice.dk

Soldaternes kronborg
*Der er fisk i saltkarret og åbent hus i kasematterne, når Kronborg Slot på torsdag den 18. maj slår dørene op for to nye udstillinger om 'Hamlet og soldaternes Kronborg'. Udstillingen er åben alle dage sommeren igennem fra kl. 10.30-17.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her