Læsetid: 4 min.

Konservative tilstande i SF

30. maj 2000

Uenighed i SF handler mere om personer end om politik

Analyse
I den forløbne weekend blev det klart for enhver, at den enighed, der prægede forrige weekends SF-landsmøde var falsk. De skændes så det brager i det lille parti, og kampen handler lige nu mere om personer end om politik.
Da partiets gruppeformand, Jes Lunde, i weekenden blev fravalgt til partiets forretningsudvalg (FU), kunne det umiddelbart ligne et opgør med den pragmatiske linje, partiet har ført på Christiansborg, og som Jes Lunde har stået for.
Det er det i mindre grad. Lige nu er det først og fremmest et spørgsmål om personlige modsætninger.
For ingen i partiet har brokket sig højlydt over den forhandlingsvillige kurs, og veteranen Aage Frandsen, der fejede Lunde af banen i FU-valget er mindst lige så forhandlingsvillig som Lunde.
Striden handler mere om, at Jes Lunde ikke rigtigt har noget bagland. På den ene side er han på linje med partiets fornyere, når det handler om udliciteringer og regeringsdannelse og på andre områder er han på linje med midten og venstrefløjen og siger eksempelvis nej til den fælles mønt.
Han opfattes således af store dele af partiet som en utroværdig opportunist, der prøver at positionere sig som kandidat i et kommende formandsvalg, når Holger K. går af. Men i SF må man have et bagland, og prøver man at blive alles kandidat, bliver man ingens favorit.

For meget ballade
Når Jes Lunde ikke forlængst er væltet som gruppeformand skyldes det ifølge flere kilder i partiet ene og alene, at det giver for meget ballade. Ikke at han har et flertal i gruppen bag sig.
Derudover begik Jes Lunde den fejl at vinde kampen om gruppeformandsposten over Aage Frandsen, da Steen Gade forlod posten på grund af sin uenighed med partiets nej til Amsterdam-traktaten i 1998. Det har Aage Frandsen aldrig glemt.
Striden er nok personlig, men har naturligvis politiske undertoner. I årevis har SF været præget af en kamp om partiets sjæl og politiske kurs. Kampen er ikke ny, men et opgør nærmer sig i form af næste års landsmøde, hvor der skal vedtages et nyt princip- og handlingsprogram.
De væsentligste diskussioner i den forbindelse er, hvorvidt SF stadig skal bygge sin politik og sine alliancevalg på den klassiske klasseanalyse og dermed begrænse sit partnervalg til at omfatte de nuværende regeringspartier, eller om partiet skal droppe klasseanalysen og i stedet lancere sig selv som et værdibaseret parti, der godt kan alliere sig med midterpartierne CD og Kristeligt Folkeparti i en såkaldt centrum/venstre-alliance.
Men det slag skal altså først stå til næste år, og selv om fornyerfløjen næsten helt er ude af billedet giver den ikke op. Nu gælder det om at samle soldater til den kommende kamp.
Derfor foregår der i disse dage en besynderlig kamp i partitoppen om at få lov til at fremstille sig selv som tabere efter weekendens opgør.
Partiets højrefløj har travlt med at udlægge FU-valget som et klart venstresving, der sender partiet i retning af hængekøjen, hvorimod venstrefløjen og midten gør alt, hvad de kan, for at få valget til at ligne om ikke et hop til højre så i hvert fald alt andet end et spring til venstre.
Hvorfor nu det? Det handler om baglandet. Rundt omkring i landet er såkaldte fornyere og traditionalister ude i urafstemninger om hvem, der skal stilles op til Folketinget.
SF-toppen kender baglandet godt nok til at vide, at hvis partiet synes at være på vej i en bestemt retning, så har græsrødderne tendens til at trække den anden vej.
Hvis højrefløjen får lov til at tegne et billede af et smalt SF på vej til venstre, samtidig med at formand Holger betoner behovet for bredde, er der set fra venstrefløjen risiko, og for højrefløjen chance for, at baglandet sender typer som Anne Grethe Holmsgård og Pia Olsen, der begge tilhører partiets fornyerfløj øverst på partilisterne og dermed lige ind i Folketinget, hvilket kunne give fløjen fornyet styrke i partiet.

Partiets sjæl
I det kommende opgør om SF's sjæl og mulige regeringsdannelse er formand Holger ikke på linje med sine nuværende støtter i hverken HB eller FU. Aage Frandsen mener sammen med det store flertal modsat partiformanden ikke, at SF har noget at gøre i en centrum/venstre-alliance.
Holger K. får derfor brug for andre kampfæller, hvis næste års landsmøde som han ønsker det, skal godkende hans regeringsplaner. Blandt andet derfor er han træt af, at Jes Lunde er blevet fravalgt, for han har med sin åbenlyse begejstring for regeringsprojektet, været en udmærket minerydder.
Det er svært at forudse, hvilket SF der kommer ud på den anden side af den igangværende personkamp, men hvis weekendens nederlag til Holger K. og Jes Lunde skal opfattes som en forsmag på det nye SF, ser det ud til at både fornyerfløjen og regeringsdrømmene står til yderligere tæsk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her