Læsetid: 4 min.

Kvinde-Korch

12. maj 2000

Morten Korch er kommet i kvindehænder. Filmdebutanten Katrine Wiedemann sørger på godt og mindre godt for, at tingene ikke er, som i den gamle herres tid

Ny film
Det er en film, man ikke må komme for sent til. For i de tidligste billeder falder et øjekast, uden hvilket den korchske happy end bliver mindre spiselig.
Det er det øjekast, godsejersønnen Gorm sender Bente, mens han på Hamres gårdsplads venter på, at deres arrangerede ægteskab skal falde på plads. Et objektivt-på-vej-til-det-bifaldende blik, som først fordrejes, da karlen Grove hvisker ham noget sjofelt i øret.
Teaterfortryllersken Katrine Wiedemanns debut - og så med Morten Korch! - har været ventet med spænding. Produktet er endda en dobbelt Wiedemann, idet søster Vinca som den første har taget førergreb på den fynske trivifabrik og i hvert fald herfra får lov at gøre det uantastet; anmelderen har ladet den litterære detektiv holde fridag - jeg aner intet om manuskriptets forhold til oplægget og er osse ligeglad. At det imidlertid har lidt svært ved at hæfte sin sidehistorie på hovedhistorien er ikke til at komme udenom.
Kønne, kærlige og ikke helt unge Bente og tunge, udtryksløse Gorm ender som brudepar efter en handel, hvori Gorms far scorer medgiften. Brylluppet tager livet af Bentes far og Gorm får sig endnu en overraskelse, da testamentet gir Bente, og ikke ham, råderet over Hamre-gården.
Eksistentielt kastreret - vi skriver Danmark sent i 1800-tallet - og med et selvsagt upassioneret samliv kommer det værste op i Gorm, således som indledningsvignetten viste det muligt. Sekunderet af Tommy Kenters Grove, der er en led satan fra den gammelkorchske galleri, står Bjarne Henriksens Gorm på hovedet i druk og hor. Mens Bodil Jørgensens Bente regerer så blidt, at hun kan stå model til linjen om de milde kvinders magt. Med karle og piger, der forguder hende - pånær én, Anna, der har nok at se til med Gorm på høloftet.
Sidehistorien følger Bentes lillesøster Grethe (Rikke Louise Andersson) og hendes byforlovede Martin (Nikolaj Kopernikus), der starter med at tumle kalveagtigt forelskede rundt på en blomstereng, for sådan ser Bente og Gorms modbillede ud i filmens univers. Men Grethe, der har held i kærlighed, har uheld i svigermødre - osse selvom det er Solbjørg Højfeldt - og Martin viser sig at være et pjok med pagehår og Mors lille sovedyr (her har nutiden vist overlistet Gammelmorten). Altså returnerer Grethe til Hamre, hvor den megettålende Bente i forvejen har nok at gøre med bedrift, tjenestefolk, en nu også voldelig ægtemand samt det værtshus, Gorm og Grove holder gående.
Vendepunktet sørger Anna ufrivilligt for - hvordan kan overlades til fantasien og selvsyn - men på en måde, der giver Bodil Lassens gæve Sidsel (der ikke ligger langt fra hendes komisk-truende kokkepige i Staffan Holms legendariske Frøken Julie-opsætning) lejlighed til en forblommet dundertale til husbond, mens han ligger svært underdrejet af tømmermænd. Ellers havde hun nok heller ikke turdet.
Med sin pludselige soberhed gælder det for Gorm om at slippe fri af opvækstens onde ånder, faderen (Erik Wedersøe) og Grove. Det gøres bl.a. i en scene, hvor en gedigent gennemtævet Wedersøe bliver ved med sin hånlatter - usædvanligt realistisk-uhyggeligt for et
Korch-univers.
Resten af filmen følger Gorms menneskelige genopretning, en belejlig katastrofe gir ham lejlighed til at redde Bentes liv og - i sidste sekund - ja, gæt selv.

Kvindelig selvbevidsthed
Ud over Kjeld Nørgaards gårdskarl er en ordentlig mandsperson svær at få øje på i filmens univers; det korchske koncept er særdeles synligt kommet i kvindehænder. Måske nærmere feministhænder. Ikke alene får madmor gnubbet myoser af tjenestefolkene, men hun
gnubber såmænd osse selv på det trængende tyende.
En kvindelig selvbevidsthed ligger under hele filmens synspunkt, der fortællemæssigt er centreret hos Bente, og gårdens liv skildres gennem kvindearbejde - malkning, osteopsætning osv. - uden præg af arbejdende frilandsmuseum.
Bente og Gorms samlejekatastrofer har det været magtpåliggende for Wiedemann at anskueliggøre og fotografen effektuerer hendes intention særdeles bogstaveligt og ofte. Det er sandelig ikke som i den gamle herres tid.
Instruktørens teaterfortid springer frem i lyset i scenerne fra Martins hjem, hvis interiører står i grel modsætning til de øvrige locations. Byhuset - et købmandshjem - fremstår som en molièresk adelsrede og helt galt går det i et følelsesmæssigt udbrud fra moderdyret Højfeldt, der er henlagt til en rød velouræske uden konturer; en teatralsk abstraktion, der stilistisk er totalt på vildspor i den øvrige realistiske kontekst og som desuden kommer til at sætte spørgsmålstegn ved familiens accept af den bondske brud fra den meget stråtækte uanset størrelsen af hendes bankkonto.

Kvindemartyrie
Når filmen imidlertid ikke kæntrer, er det dels fordi den ni tiendedel af vejen utvetydigt fortæller et kvindemartyrie, hvis historisk-sociale præmisser er vandtætte, dels fordi skuespillerpræstationerne er eminente - nogle ville sige for eminente for den folkelige genre, som Fruen på Hamre uanset de nye pejlemærker stadig lægger sig i.
Bjarne Henriksen har en effektiv evne til at tømme sit blik og dermed blive en uudgrundelig brik, der kan flyttes whereever historien ønsker at bringe ham. Og Bodil Jørgensens sjældne og særlige blanding af Jeanne d'Arc-udstråling og irsk-brud-til-
John-Wayne løfter Bente-historien udover trivi-rammen og gør den værd at følge. Hendes og Lassens makkerskab her giver i øvrigt anledning til et splitsekunds filmhistorisk deja-vu.
Dansk film har altid haft et varmt forhold til Bodil'er og Fruen på Hamre serverer så at sige en ny ombæring. I al forskellighed er Jørgensen og Lassen lige så bærende og afgørende, som Kjer og Ipsen var det engang. Tanken er perspektivrig, for damerne er unge og uden look-alike i udstråling og spillestil, og mere perspektivrig end Korch-moderniseringen som sådan - for der kommer vel ikke flere? Den kinesiske æske af jokes, eksperiment og spekulation, som tv- og filmgenoplivningerne repræsenterer, må vel hermed være udtømt.

*Fruen på Hamre - frit efter Morten Korch. Instr.: Katrine Wiedemann. Fot.: Morten Søborg. Prem. i dag i Palads og Grand i Kbh. og 37 andre steder i landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu