Læsetid: 5 min.

Kvinder, jeg kan ikke holde jer ud!

27. maj 2000

Det værste ved den moderne kvinde er hendes trang til selveksponering. Denne trang har 16 privilegerede IT-sild fået afløb for i den nye dialogbog 'Fem@ail'

Ny bog
Kære Fem@iles.
Jeg kan ikke holde jer ud.
Jeg har læst jeres dialogbog, Fem@il, som er blevet til efter en måneds dialog mellem jer 16 i en mailing-liste på nettet. Og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at begribe jeres klager.
I er 16 velbjærgede og veluddannede kvinder med gode jobs og gode muligheder for et godt liv. I er designere, journalister, arkitekter, projektledere, filmproducenter og tv-værter, der alle kender hinanden fra kvindenetværket Øst for Gener. I ser godt ud. I har styr på tingene. En del af jer er blevet skilt, nogle er gift igen, andre er hverken gift eller skilt, men pendler rundt mellem mænd og kvinder. I har set det meste af verden, haft gode og udviklende jobs, og de fleste af jer er i gang med en succesrig karriere.
Alligevel sidder I og flæber. Tuder over, at det hele ikke er, som I havde forestillet jer, at det skulle være. Tuder over, at det koster at blive skilt, at det tager tid at have børn, at karriere ikke kan kobles med familieliv, at frihed har sin pris, at omsorg ikke kommer af sig selv, og at mænd bare er ens, uanset at man skifter dem ud.
Her har I fået det hele serveret på et sølvfad. Jo, selvfølgelig har I måttet kæmpe. I har arbejdet som besatte for at vise verden, hvor dygtige I er. Men nu, hvor I har opnået anerkendelsen, sidder I så, som var det i en anden tesalon i et Holbergstykke og flæber over, at den der tilværelse, hvor man kører der ud af lige som mændene, og som I ønskede så inderligt, ikke er så sjov alligevel.
Der er ikke nok tid, skriver I. I savner nærvær. I har problemer med at være mødre og arbejdsnarkomaner på én gang. Den dårlige samvittighed ligger og lurer konstant. I savner opmærksomhed og for mange af jer er arbejdet ikke længere nok. Der skal mere til. En højere mening.

Ud over selvet
Og den kender vi alle, mænd som kvinder. På et tidspunkt finder man jo ud af, at det hele ikke handler om at realisere sig selv, og at meningen med tilværelsen, eller Det Gode Liv, som I kalder det, ligger et andet sted. Det er helt normalt.
Hvad jeg derimod ikke forstår er, at I ikke i fællesskab søgte denne mening igennem jeres dialog. At I ikke fordrede det af hinanden at komme ud over jer selv og stille spørgsmål til verden. En af jer kommer endda med en opfordring: "Lad os komme i gang med at være solidariske på den fede måde, når det gælder arbejdsliv, og lad os få ændret nogle gamle normer om hvordan, hvor længe og hvor meget, man skal arbejde for at være seriøs." Men den kommer som "en politisk prut", der får lov til blive at hængende i luften. Afventende.
I stedet for at gribe teten har I gjort en dyd ud af jeres flæberi og stillet den til skue for en bredere offentlighed med en hel bog, der handler om besværlighederne ved at være kvinde. I vil give et portræt af den moderne kvinde, men det billede, I leverer, er selvynk og forkælelse fra en gruppe selvoptagede kvinder i alderen 25 til 40, som kan gå i paralyse over at flytte fra Nørrebro til Hellerup af skræk for at blive borgerlig. Som en af jer skriver: "Dette at problematisere alting. At sovse sig ind i weltschmerz, som jeg gjorde i lufthavnen, dét er de forkælede kvinders privilegium."
Og dette privilegium gør I fuldt brug af i Fem@ail. I brokker jer over hvad som helst, mens I, som en af jer skriver, burde være glade og lykkelige over det, som er.

Det handler om mig
Det indtryk, man så sidder tilbage med, er en flok dygtige, men meget selvoptagede kvinder, der ved en masse om verden, men som ikke bruger denne viden i en større sammenhæng. Og det er en tendens, som jeg også så i Fisseflokken, hvor det fælles var bevidstheden om sig selv. Et selv, som man gerne krænger helt ud, for hvad kan være mere interessant end lige præcis mig? Og dermed fortsætter I traditionen fra forfattere som Erica Jong, der belastede verdenslitteraturen med problematiserende fortolkninger af amerikanske middelklassekvinders kvaler ved at være kvinde.
Jeg forstår ikke denne trang til selveksponering. Jeg forstod den ikke i Fisseflokken, og jeg forstår ikke jer, ligesom jeg ikke forstår det der tåbelige tv-program "Sådan er kvinder". Hvorfra kommer dette behov for at stedfæste kvindeligheden og normalisere personlige problemer ved at gøre dem offentlige?
Hvorfor skulle det være særligt besværligt at være kvinde? Og hvordan er det kommet dertil, at de bøger, der i dag handler om kvinder, mestendels bliver til selvcentrerede betragtninger, der aldrig flytter diskussionen ud over det personlige plan?
Jeg bryder mig ikke om det. Det er forkert at gøre en meget politisk diskussion til en personlig debat om selvets vilkår i det moderne samfund. Det tyder på et selv i kæmpe vildrede, som i al sin overflod og tryghed kun kan finde mening hos sig selv. Men mest af alt bryder jeg mig ikke om det, fordi jeg kan genkende mig selv. Jeg kan se min egen selvoptagethed hos jer. Og det kan jeg ikke holde ud! Men I skal nok blive læst, ligesom jeg lå og læste jer en onsdag nat. For det var jo mig, I skrev om.
Debatten fortsætter på www.femail.dk

nfem@il er redigeret af Marie Kraul. 276 s., 249 kr. Aschehougs Forlag

Fakta - Kvinderne bag
De 16 kvinder bag fem@il er:
Trine Baadsgaard, Marie Holkenfeldt Behrendt, Birül Balmer, Nanna Kalinka Bjerke, Mette Bom, Lise-Lotte Duch, Anne Sofie Garde, Majken Maria Gilmartin, Helle Møller Jensen, Jette Lind Johansen, Marie Kraul, Pouline Middleton, Camilla Miehe-Renard, Camilla Oppenhejm, Vibeke Stockholm Weigelt, Signe Maria Wenneberg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu