Læsetid: 12 min.

Landet, der skræmmer vesten

18. maj 2000

Den islamiske revolution skræmte folk i vesten fra at tage til Iran, og fatwaen mod Rushdie øgede ikke interessen. Amerikansk PEN har for nylig fået afslag på at besøge landet. Dansk PEN havde bygget sin rejse op som en kulturel studietur - og kom ind. Kristen Bjørnkjær tog notater i dagbogen

Allerede for et par måneder siden søgte vi visum, men indtil det sidste er der usikkerhed. En diplomat på visit i Udenrigsministeriet siger, at han ikke tror, vi får lov. Vi aftaler alligevel at mødes i lufthavnen. Et par timer før take off er sagen klar: Vi kommer afsted.

Der var visse forholdsregler: Vi må ikke tage danske aviser med, da der kan være afbildet letpåklædte kvinder eller det, der er værre. Jeg pakker i stedet et uskyldigt kryds- og tværsblad ned. Uskyldigt? Hjælp! Her er jo netop vittighedstegninger af nøgne, storbarmede kvinder. Hurtigt får jeg flået bladet op af bagagen.

Det interessante tidspunkt på rejsen: Da vi står ud af flyet, og gruppens to kvinder skal iklædes det sorte tøj og have tørklæder over håret. Alt undtagen ansigt og hænder skal være tildækket. Sådan er dressekoden. "Et lille fængsel", siger den ene senere. "Der går ko i den", forklarer den anden. Mændenes påklædning er ikke så klausuleret. Vi må ikke bære shorts.

Ankommer efter mellemlanding i Istanbul til Teheran. Store kontrafejer i lufthavnen af afdøde Khomeini og efterfølgeren Khamenei, de to sortklædte landsledere, som, ser vi senere, er anbragt på facader talrige steder i bybilledet. Pladsen uden for lufthavnen er livlig og lys, selvom det er nat. Som at komme til Rom.

Tv på værelset på Hotel Lelah med BBC og CNN (og dermed letpåklædte kvinder). De iranske kanaler kunne man, som nogen gør, kalde Mullah 1, Mullah 2, Mullah 3 og Mullah 4. Ikke noget med quiz her. En kanal er dog helliget fodbold, som jo har afløst esperanto som verdenssprog. Seerne får at vide og ser, at Tore Andre Flo har scoret et mål i Europa.

Vi besøger Khomeinis mausolæum uden for Teheran. 10 mio. iranere valfartede hertil, da ayatollahen døde. Jeg står ved siden af en bedende mand, der ligner Ole Ernst. Skæg er tegn på mandighed i Iran. Skoleelever fjanter rundt, som unge i vesten ville have gjort. Der går sport i at råbe Hello til udlændingene. Respekten for den afdøde mærkes kun hos de voksne. Ingen tigger. Den overstrømmende venlighed mod os forbavser os. Vi diskuterer, om man som PEN-medlem kan tillade sig at blive filmet foran mausolæet. Selv har jeg ingen problemer i den retning. Vi er her jo og netop for at se, ikke hylde. Vi opgiver alligevel projektet.

Khomeini blev Irans overhovede, fordi han var på det rette sted på det rette tidspunkt. Hvad han politisk stod for, var ved fordrivelsen af shahen i 1979 ikke alt for kendt i Iran. Det skulle man først senere få at mærke. "Jajaja, nu kommer jeg, mit navn er Khomeini...". Den forkerte mand på det rette sted på det rette tidspunkt.

Khomeini indførte forbud mod snart sagt alt, hvad der var livsglæde. Man må ikke holde i hånd. Selvom der er varmt, må man ikke tage solbad offentligt. Aldrig har vi set så mange swimmingpools uden vand. Den meste musik blev forbudt, endog glade, gamle folkesange. Klassisk europæisk musik var lige så slemt som rock. Kvinder må i dag stadig ikke synge offentligt, f.eks. på tv. Endog skakspil forbød han, men det blev senere tilladt igen.

Alkohol er totalforbudt. Alligevel får vi det serveret et par steder, sådan rent privat. En mand fra den øvre middelklasse serverer whisky i sit hjem. Han gør det med stor selvfølgelige, men man kan fornemme, at han godter sig. Men ellers: Egentlig en rar fornemmelse at undvære alkohol. Altså i ti dage.

Et meget læst tidsskrift her i staden Teheran har dristige forsider. En af dem er en montage, hvor man har fået det til at se ud, som om den nuværende præsident Khatami velfornøjet spiller skak. Den skal vise hans problemer med at sammensætte en regering - samt associere til forbudet. En anden forside viser forgængeren, Rafsanjani, foran en tiliset vandpøl. Han tøver med at gå ud på den. Han var blevet advaret mod at stille op til det netop afholdte valg, men gjorde det alligevel og fik næsten ingen stemmer. Isen var tynd. Tidsskriftet har overlevet på sin grundige reserach og sin professionalisme, fortæller nogle abonnenter, som har vist os forsiderne.

Oplever fredagsbønnen, hvor tusinder med knyttede næver råber "Ned med USA". I vrimlen bagefter står folk ikke desto mindre nærmest i kø for at hilse på os og spørge, hvor vi kommer fra, etc. En enkelt meget lille kvinde i sort sniger sig dog forbi os langs husmuren, idet hun dæmpet udtaler ordene "Down with America". Og skynder sig videre.

En teenagerpige er træt af al den udenadslære i gymnasiet i Teheran - af at man ikke skal tænke selv. Hun er i cowboybukser og t-shirt, for vi er inden døre i hendes hjem. Hun smiler genert. "De fylder os med løgne", siger hun. Hvilke løgne? "Om revolutionen". Hun og klassekammeraterne rev bøgerne i stykker og smed dem ud på gaden, da vi var færdige med faget historie. "Den eneste løsning er at rejse til udlandet", sukker hun. De unge føler, at præsterne stjæler deres ungdom.

Ide til civil ulydighed: Hvis alle kvinder på én gang smider deres sorte tøj og brænder det på bål i gaderne. Styret ville intet kunne stille op.

Man må ikke ditten og datten i det offentlige rum. Livet leves inden døre. "Mit hjem er et musehul i den pornografiske republik, Iran". Sagt af meget selvstændig kvinde med bitter ironi.

En student fik ti års fængsel, fordi han kom på forsiden af Time eller var det Newsweek, stående med en kammerats blodige bluse i hånden. Han havde ikke selv gjort noget ud over at deltage i en demonstration. Forbrydelsen var, at han, omend uafvidende, kom på forsiden. 60-70 studenter har fået fængselsstraffe for at have deltaget i demonstrationer mod styret. To blev idømt dødsstraf, som netop er blevet ændret til 15 års fængsel. Værsgo og spis.

En ung kvinde, der læser jura, forklarer, at hun har lært engelsk. Da hun senere lærte at tale fransk, glemte hun sit engelsk. "Ak ja, sådan går det, når kragen lærer gåsen at gå," siger hun muntert. Et iransk mundheld.

Kvinde fortæller, at hun husker en episode lige efter den islamiske revolution, hvor hun som lille pige kom kørende i bil med sine forældre og en veninde. De havde tilladt sig at tage tørklæderne af i bilen. De blev standset af af unge revolutionsgardister, der vredt hvæsede: "Er I blevet vanvittige? Hvad bilder I jer ind? Har I ikke hørt om revolutionen?" Forældrene besluttede sig for at flytte til Kuwait.

Vi er to, der vil i biografen. Der er lang billetkø til Shokaran, en populær og kontroversiel film, fordi den viser en familiefar, der forelsker sig i en enlig kvinde. Formsproget er konventionelt. Vi forstår filmen nogenlunde uden at forstå sproget. Mest fremherskende er personernes meget bekymrede miner. Filmens slutning: Manden vælger at blive i familiens skød. Han og konen kører forbi en brændende bil, elskerindens. Hun har sat ild til sig selv. En moralsk historie. Selvom flerkoneri er tilladt, er det ikke så enkelt endda - og iøvrigt heller ikke så almindeligt mere.

Senere møder vi ved et tilfælde netop denne films manuskriptforfatter, der også er skuespillerinde, kendt fra filmen The May Lady. Hun giver mig et ret så retoucheret, smukt foto af sig selv: To my danish friends. Det ligger i en hvid kuvert med et aftryk af læbestift. Maj-kvinden siger, at i hendes manuskript blev elskerinden reddet ud af flammerne af den tidligere elsker.

Et andet sted, i kunstnerkredse, fortæller man om en iransk filmcensor, som var blind. Andre læste filmens dialog op for ham. Den blinde filmcensor - et godt symbol på tilstanden.

Deler en vandpibe med en mand, der fortæller, at han har to koner og tyve børn.

Kvinde fortæller for at illustrere udviklingen, at hendes bedsteforældre ikke havde set hinanden før brylluppet. Hendes forældre havde mødt hinanden et par gange. Selv valgte hun sin mand, som kom i forældrenes hjem, men forældrene skulle godkende ham, hvad de gerne gjorde. Hun blev gift som 15-årig og gravid som 16-årig. Man kan godt sige nej flere gange til en partner, som forældrene forslår.

Skilsmisse er tilladt. Faderen får børnene, da han kan forsørge dem. Kvinden flytter tilbage til sin familie.

Taxachauffør fortæller, at det er meget vanskeligt for unge mænd (og dermed også kvinderne) at blive gift i dag. Svigermekanikken forlanger, at knægten har mange penge, og det har de færreste. Stort problem, bekræfter et par ungersvende senere.

De religiøst bemandede domstole forsøger i reformtidens Iran at undgå at idømme de tidligere så almindelige straffe som afhugning af lemmer samt henrettelser på offentlige pladser. Steninger kan endnu forekomme i fjerne provinser.

Besøger et kultur- og fritidscenter, indrettet i de tidligere slagtehaller på et vældigt areal downtown i Teheran, i rabarberkvarteret, der alligevel ikke virker slumagtigt. Der findes ti af slagsen, og de blev oprettet bl.a. for at dæmme op for vestlig kulturindflydelse. Vi ser et værksted, hvor der bygges strengeinstrumenter. Et bibliotek ser vi - uden alt for mange bøger - samt en lille biograf med Chaplin som ikon. Chaplins søn har engang været på besøg, fortæller den unge mand, som viser os rundt - med stolthed.

Spiser på en iransk restaurant, hvor halvdelen af gæsterne sidder på persiske tæpper. Mange vandpiber er i sving. De fleste menukort er overbroderet med varianter af kebab, men her spiser man gusht koobideh, som serveres rygende varmt i ovnfaste kokotter. Lam, tomat, krydderier og bønner. Man spiser suppen og maser kødet grundigt. Hvide, tynde, flade brød spises til. Delikat. Ved indgangen sidder en mand på knæ og hugger sukker af store sukkertoppe.

Det arkæologiske nationalmuseum. Et af klenodierne er saltprinsen, som han kaldes, fordi han blev fundet i en saltgrav, og fordi hans støvler angiver, at han var en højerestående person. Med sit velbevarede hvide hår og skæg slår han Røde Christian, som Grauballemanden i Århus kaldes. Det er en gåde, hvad en prins havde at gøre i en saltgrav.

Præsidenten Khatami er populær for sine reformer hos iranerne. I Vesten er han enormt populær. Men samtidig og netop derfor er han også en hindring for endnu mere vidtgående forandringer til det bedre. Han er trods alt ayatollah og en del af præstestyret.

Som i en iransk drøm om frihed: Vi sidder ved en flod på et landsted, et vidunderligt sted i bjergene lidt a la Schweiz. En behagelig aftentemperatur. Musik, musik. En aserbajdsjaner spiller sit hjemsteds vemodige sange. Nattergale synger, så det er en lyst og gør det også, når det er lyst. De synger hele tiden, beklager manden på stedet sig. Det er ikke til at holde ud, siger han.

Vi besøger en armensk kirke. Masser af skolebørn, der henvender sig åbent til os. En vil have autografer. I en rig mands hus, der nu er museum, er der skolepiger uden strømper under de sorte dragter. Tåneglene er rødlakerede. Sligt ville næppe gå i Teheran. Læbestift vinder også frem. Khomeini roterer i sit mausolæum.

Besøger Persepolis fra før Kristi fødsel og de tre grave lidt derfra. Danskeren Carsten Niebuhr kom hertil i en fjern fortid. Han aftegnede kileskriften, og hans optegnelser var medvirkende til, at skriften blev tydet. Middagssolen er stegende hed. Ved en bod køber jeg en grøn kasket. Der står coca cola på den - i guldskrift. Og ellers er der et righoldigt udvalg af søjler og ruiner.

På hotellet i Istfahan sidder en gammel mand i thehuset og skriver ved en lille pult. "En af Irans kendte digtere", hvisker tjeneren ærbødigt. Poeten har siddet i flere timer og skrevet digte, og engang imellem læser han dem op for det vandpiberygende, thedrikkende publikum. Digte har en særlig høj status i Iran, og den mest populære er Hafez, hvis grav vi besøger.

En kunstnerinde tager imod os. "Se," siger hun og viser nogle af sine billeder frem, som hun lige har fået tilbage med posten. Passepartouten til det ene var flænget, der var en revne i et andet, og sorte pletter på dem alle. "Man har ingen respekt for kunst i dette land", siger hun. Nogle af hendes motiver har erotiske undertoner.

Vi danskere vises rundt i Iran under fremsigelse af en haglbyge af umiddelbare kommentarer og en del vandede vitser. Så sorgløse og ubeskyttede som snegle uden hus.

Vi taler om al den venlighed, vi har mødt, og om at det lille gys ved at besøge Iran nok har været uberettiget. Men tre gange får vi at vide af iranere, at vi er naive, hvis vi tror, at vi ikke bliver overvåget, og at vi ikke skal blive forbavsede, hvis vores bagage skulle være rodet igennem på hotellet.

Vi taler meget om, hvad vi må skrive og ikke skrive eller vise i vore danske medier. Der er et hensyn at tage til systemets kritikere. En af dem siger, at vi skal skrive, som om vi var i Iran. Man ved aldrig, om noget af det bliver oversat og når frem til de iranske myndigheder med deraf følgende repressalier mod dem, der har udtalt sig åbenhjertigt og kritisk. Lidt af en balancegang. En af disse dissidenter hævdede iøvrigt, at 95 procent af befolkningen er modstandere af præstestyret. Statistik på området findes dog ikke. Men fundamentalisterne kæmper - for Gud mod folket. En anden sagde, at aviserne, magasinerne og i det hele taget ytringsfriheden er den aktuelle slagmark - hvilket dansk PEN fik at mærke: To af de journalister samt den avis, vi skulle have besøgt var lige blevet hhv. fængslet og lukket.

"Jeg ved, hvorfor I fra Europa gerne vil til Iran", siger en mand ganske uopfordret og sådan en passant. "Her er livet tough, barskt. Hos jer er alt fladt. I har en god økonomi, god mad, men I er i dårligt humør, end ikke en ny kæreste gør jer glade".

Alvoren kommer uafviseligt ind. Vi får repeteret historien om dødsbussen. En håndfuld skribenter havde fået lov at komme til et forfattermøde i Armenien for et par år siden. Det var nat i bjergene. Alle blundede eller sov, da chaufføren pludselig springer ud af bussen, der fortsætter ud over afgrunden. Eller skulle have gjort det. Den bliver imidlertid hængende med to hjul ud over afsatsen. Chaufføren, der ikke har fået udført sit job ordentligt, springer ind igen, og mens alle er paralyseret, bakker han fem meter tilbage. Processen gentager sig. Igen uden held. Folk fra efterretningsvæsenet, som har opholdt sig om næste hjørne, kommer til og anholder forfatterne og journalisterne i busssen. Anholder dem, fordi de ikke er døde.

Hjemrejse. Møder forfatterinden Maria Giacobbe og andre fra Udenrigspolitisk Selskab samt Informations udenrigsmedarbejder, Ole Nyeng, under mellemlanding i Istanbul. De har været på studietur i Tyrkiet. Ole fortæller, at Danmark aftenen før har vundet melodi grand prix'et. Vi er kommet hjem.

* Danmarks Radios tv bringer en udsendelse om rejsen 29. maj kl. 22 på DR 2. Desuden er der radioudsendelser de kommende to lørdage på P1 kl. 9.10.

Alle små billeder er stills fra video optaget Svend Erik Øhlenschlæger, DR

FAKTA
Dage i Iran
*Dagbogsnotaterne er fra en PEN-studietur til Iran 3.-14. maj. Af sikkerhedsmæssige grunde er der byttet om på rækkefølgen af noterne. Med på rejsen var foruden Informations medarbejder Ole Reitov og Svend Erik Øhlenschlæger fra Danmarks Radio, Pernille Bramming fra Aktuelt, Henrik Døcker fra Ritzaus Bureau, Bettina Heltberg fra Politiken samt forfatteren Svend Aage Madsen. PEN, der står for poets, editors and novellists, er en international organisation, der arbejder for ytringsfrihed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu