Læsetid: 7 min.

Den lange vej til det gode selskab

27. maj 2000

Tortur mod fanger, fængsling af oppositionsfolk og begrænsninger af ytringsfriheden er kendsgerninger i dagens Tyrkiet, hvor militæret stadig har stor indflydelse. Men landets politiske elite vil reformere landet, så det kan komme med i det gode selskab - EU. Vil det lykkes?

ISTANBUL OG ANKARA - Den 19. december sidste år troppede medlemmer af sikkerhedspolitiets anti-terrorkorps op på gynækologen, dr. Zeki Uzuns kontor i byen Izmir på den tyrkiske Ægæerhavskyst.
Dr. Uzun blev arresteret og holdt i forvaring i syv dage, anklaget for som læge og frivillig på Izmirs behandlingscenter for torturofre at have behandlet to kvinder, som myndighederne mener har tilknytning til en ulovlig organisation.
Under fængselsopholdet blev dr. Uzun underkastet både fysisk og psykisk tortur. Hans testikler blev vredet om med en tang, han blev udsat for kvælningsforsøg, og blev forhindret i at sove. Efter løsladelsen blev Uzun bragt til et regeringshospital, der rutinemæssigt og uden at undersøge manden skrev en erklæring om, at der ikke var fundet tegn på tortur.
Efter indgreb fra den tyrkiske lægeforening blev Uzun undersøgt igen - og der blev fundet tydelige tegn på tortur.
Dr. Uzun var sigtet for at "have hjulpet en illegal organisation og givet ly til dens medlemmer." Strafferammen for denne forbrydelse er mellem fire-et-halvt og syv-et-halvt års fængsel. Efter flere retsmøder har anklageren nu ønsket at frafalde sagen. Uzun insisterer på en regulær frifindelse, og sagen er endnu ikke afsluttet.

Ulovlig begravelse
Dr. Alp Ayan, psykiater, der også arbejder på behandlingscentret for torturofre i Izmir, blev arresteret 30. september sidste år under en begravelse. Den afdøde var et af ti ofre for politiets nedkæmpelse af et fangeoprør i Ankaras Ulucanlar-fængsel fire dage tidligere.
Alp Ayan sad - sammen med 14 andre begravelsesdeltagere - fængslet indtil 19. januar. Sigtelsen mod ham lyder på "deltagelse i et ulovligt møde eller demonstration." Findes han skyldig, er strafferammen mellem halvandet og tre års fængsel. Næste retsmøde holdes 6. juni.
Disse sager fik professor Veli Lök, en af grundlæggerne af Tyrkiets Menneskerets- Stiftelse og en internationalt kendt ekspert i diagnosticering og behandling af tortur, til at reagere. Han gik til pressen og informerede om den skæbne, der var overgået hans kolleger på behandlingscentret. Han antydede en sammenhæng mellem arrestationerne og de sigtedes arbejde for torturofre.
Nu er både han og Fikret Ikiz, chefredaktør ved dagbladet Cumhuriyet, sigtet for overtrædelse af presselovens artikel 30, stk. 3 for "at offentliggøre sin mening om rettens beslutninger, før rettens behandling er afsluttet." Strafferammen er mellem en og seks måneders fængsel samt en bødestraf. Næste retsmøde er den 13. juni.
Dr. Uzuns, dr. Ayans og professor Löks eksempler er langtfra de mest graverende, man kan finde i dagens Tyrkiet. Syv mennesker blev dræbt i politiets varetægt sidste år, ifølge menneskerets-vagthunden Human Rights Watch. Men sagerne er et tegn på, at fremskridt og tilbageskridt går hånd i hånd i dagens Tyrkiet.

Udbredt brug af tortur
"Nogle fremskridt er der," siger professor Lök.
"F.eks. bliver torturcentrets diagnoser for torturofre nu godkendt af domstolene som bevismateriale i sager mod torturbødler. Men det indebærer så blot, at det lokale politi har rettet opmærksomheden mod os. Vi skal skræmmes fra at vidne mod politifolk, og torturofre skræmmes fra overhovedet at opsøge behandlingscentrene."
De fem behandlingscentre, der blev oprettet med dansk støtte for fire år siden i byerne Istanbul, Ankara, Izmir, Adana og Diyarbakir, har alene behandlet 5.000 torturofre. Men langt de fleste ofre ser man aldrig på centrene.
"Alle former for tortur udøves. Tæv, plasticposer over hovedet, elektrisk tortur, falanga (slag under fodsålerne), isolation under uhumske forhold, seksuel tortur, trusler om tortur eller voldtægt af familiemedlemmer," siger professor Lök.
"Tortur er forbudt ifølge tyrkisk lov, men kun få bliver dømt - og kun de menige politimænd, aldrig deres overordnede, der har beordret eller accepterer torturen. Og de dømte får ofte amnesti."

'Vi gør alt'
I justitsministeriet i Ankara erkender Hikmet Sami Türk, Tyrkiets justitsminister, beredvilligt, at tortur fortsat forekommer.
"Men der er meget strenge straffe for brug af tortur. Enhver, der findes skyldig i tortur, kan idømmes op til otte års fængsel. Det samme gælder enhver læge, der afgiver falske lægerapporter. Vi gør virkelig alt for at komme denne praksis til livs," siger justitsministeren.
Det er også et spørgsmål om bevidsthed, mener han.
"Mange politifolk har ingen lang uddannelse. De holder sig til de kendte procedurer. Før var det praksis, at fandt man gerningsmanden, så kunne man siden finde beviserne. Politiet må lære nye forhørsmetoder og have bedre udstyr til at finde tekniske beviser. Det er alt sammen en proces, der er ved at ske, men det vil tage nogen tid, før tortur er helt udryddet."
Professor Veli Lök er ikke helt enig i den forklaring:
"Tortur er en del af den politiske kultur her i landet, ja. Men det er også et middel, magthaverne bruger til at lægge pres på elementer i samfundet, de ikke bryder sig om. Hvis regeringen traf en alvorlig ment beslutning herom, ville 90 procent af torturen stoppe."

Arven fra Atatürk
Den udbredte brug af tortur i Tyrkiet er et kildent emne for landets politiske elite, især efter EU's beslutning sidste år om at anerkende Tyrkiet som kandidat til medlemskab.
Men brug af tortur er langtfra den eneste hindring for, at Tyrkiet opfylder de såkaldte Københavns-kriterier for EU-medlemskab.
Det samme gælder forbudet mod visse venstreorienterede, islamistiske eller kurdiske partier og organisationer, de mange begrænsninger i ytringsfriheden, fængslinger af oppositionelle politikere, forfattere, journalister og aktivister, ikke-anerkendelsen af det kurdiske mindretals politiske og kulturelle rettigheder samt - ikke mindst - militærets fortsat dominerende rolle i tyrkisk politik.

Magten hos militæret
Det moderne Tyrkiet, grundlagt på ruinerne af det faldne osmanniske rige i 1923 af landsfaderen Kemal Atatürk, bygger på fire urokkelige søjler:
*at Tyrkiet er en verdslig stat (selv om 95 procent af befolkningen er muslimer)
*at Tyrkiet er udeleligt og alle statsborgere er tyrkere
*at landet orienterer sig mod Vesten og Europa
*at alt dette garanteres af et stærkt militær.
Hver gang militæret har ment, at Atatürks republik var truet - og det har været tilfældet tre gange i de seneste 40 år - har det grebet ind og taget magten. Senest i 1980, efterfulgt af arrestationen af 650.000 formodede politiske modstandere.
"Militæret gennemtrumfede efter magtovertagelsen i 1980 deres egen forfatning, der blandt andet indebærer, at den afgørende politiske indflydelse i landet ikke ligger hos præsidenten, regeringen eller parlamentet, men i Det Nationale Sikkerhedsråd," siger Ilnur Cevik, chefredaktør for det engelsk-sprogede dagblad, Turkish Daily News.
Sikkerhedsrådet er sammensat af fem militærpersoner, regeringschefen, fire ministre samt republikkens præsident. Formelt har Sikkerhedsrådets beslutninger karakter af 'anbefalinger', men det er 'anbefalinger', ingen regering kan sidde overhørig.
"Da islamisterne i Velfærdspartiet ved valget i 1995 fik 21 procent af stemmerne og partiets leder, Necmettin Erbakan, i 1996 blev ny regeringschef og begyndte at stille spørgsmålstegn ved den verdslige tyrkiske stat, reagerede militæret hurtigt. Sikkerhedsrådet 'anbefalede', at Erbakan gik af. Hvad han så var nødt til at gøre," siger Cevik.
Velfærdspartiet blev senere forbudt, og dets efterfølger, Fazilet, Dydens Parti, har ikke haft helt den samme vælgersucces. Men stadig er faren fra politisk islam militærets hovedbegrundelse for at bevare en dominerende rolle.

Forfatning må ændres
"Det er helt afgørende for Tyrkiets demokratiske udvikling, at forfatningen ændres, så militærets rolle indskrænkes og parlamentet og regeringen bliver den øverste magt," siger Ilnur Cevik.
"Jeg tror, at de ledende generaler har indset, at de ikke kan bevare deres magt, og der er flere tegn på, at militæret er parat til at trække sig tilbage til kasernerne."
For øjeblikket har Tyrkiet i veteranen Bülent Ecevit en regeringschef, som har militærets tillid. Kurder-oprøret er foreløbig stilnet af efter PKK-lederen Abdullah Öcalans arrestation. Islamisterne er på tilbagetog. Økonomien går godt. Forholdet til arvefjenden Grækenland er i bedring. Det er nu, at en ny forfatning skal vedtages, mener Cevik.
"Men der er et moderne Tyrkiet og et traditionalistisk Tyrkiet, og det er endnu ikke til at sige, hvem der vinder. Voldsom kritik fra udlandet af tortur, fængslinger, behandlingen af kurderne og så videre, hjælper ikke. Tyrkiet er en stolt nation, som ikke tåler indblanding," tilføjer Cevik. Han anbefaler "det stille diplomati".

*Dette var den første artikel af to om Tyrkiet i dag. Den næste om kurderne - følger snarest.

FAKTA
Tyrkiet i tal
*Areal: 770.000 kvm (godt 17 gange Danmark)
*Befolkning: 65 mio. (heraf ca. 20 procent kurdere)
*Religion: islam (overvejende sunni-islam).
*Sprog: Tyrkisk (det officielle), kurdisk, arabisk
*Hovedstad: Ankara
*Præsident: Ahmet Necdet Sezer (indsat maj 2000)
*Regeringschef: Bülent Ecevit (siden jan. 1999)
*Regering: Koalition bestående af Ecevits Demokratiske Venstreparti (centrum, 136 mandater ud af parlamentets 550), Det Nationale Aktionsparti (højreparti, 127), Moderlandspartiet (centrum-højre, 87).
*Opposition: Den Sande Vejs Parti (centrum-højre) og Dydens Parti (islamistisk).
*Økonomi: Præget af stærk vækst, ca. otte procent om året, i 1995-97, reduceret til 3,8 procent i 98 og minus 6,1 procent sidste år (på grund af de voldsomme jordskælv).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her