Læsetid: 5 min.

Leth på automatpilot

5. maj 2000

Jørgen Leths nye digte rendyrker fascinationen af tingenes nøgne nærvær

Ny bog
Der findes hos 60'ernes avantgarde inden for især litteratur og film en særlig afart af højstemthed forklædt som noget, vi har lært at kalde fæmomenologi: en dyrkelse af kunsten formummet som en troskab mod verden. Man tager et objekt og beskriver det nøgternt, renfærdigt, eller man vælger sig en bestemt sproglig model, som man så spiller igennem, helst så monotont som muligt, lige indtil konceptet er tømt. I begge tilfælde koncentreres kunstudøvelsen og kunstoplevelsen om tings eller ords nøgne nærvær, blottet for betydningstilskrivning, renset for metafysik, Man forestiller sig, at fakticiteten, som jo er genstandes egenskab, også kan stå som et kunstværks direkte udsagn om virkeligheden.
Metodens problem er blot, at den, som det stilvalg den hver gang bliver, uvægerlig peger tilbage på ophavsmanden eller -kvinden og dennes styrende hensigt. Hvad forekommer således mere patetisk end en Andy Warholsk panorering op og ned ad skyskraberen eller for den sags skyld en såkaldt dokumentarisk-realistisk filmstrimmel, hvor en Max von Sydow i ensom majestæt pisser ud i is-ødets hvidhed, og hvad er i grunden mere sakralt end konkretisters rituelle kredsen om ord mejslet i skrabet enkelhed?

Suggestiv musik
Det bliver spørgsmål som disse, principielle og generelle æstetiske spørgsmål, der melder sig under tilegnelsen af Jørgen Leths nye, længe ventede, men alt for lange og, efter de mange gentagelser at dømme, praktisk taget uredigerede digtbog Billedet forestiller.
Umiddelbart kan man fastslå, at håndelaget endnu en gang bare er o.k.-i orden. Digt efter digt, også de kedelige, ulideligt langtrukne opremsninger af sansninger og iagttagelser, bevidner forfatterens sikre teknik og opbygger med enkle midler en suggestiv poetisk musik. Læs blot et "Notat om kærligheden":

Han barberer sig, det er
en forfærdelig rå lyd,
hans vejrtrækning blander
sig med maskinens skraben.
Jeg tager papiret ud
af maskinen, det er en
handling, kvinden klæder
sig af i bilen,
det er en handling,
de andre ryger cigaretter,
det er en handling,
og fugle bruser op foran
et hus i en europæisk by.
Når jeg lukker øjnene
kan jeg se dig for mig,
siger den næsten
gennemsigtige kvinde.

Jørgen Leth behøver sådan set blot de enkle, daglige foregange eller kærlighedslivets velkendte og derfor så vigtige små bevægelser for af kaos at frembringe digtets midlertidige, sprøde orden. De raslende isterninger i et glas, en solnedgang i Caribien, en ventende kvinde på et lagen, et sagesløst landskab et sted i Danmark, tonen skal bare slås an, så sætter hans ordmaskine i gang og indkredser suverænt en arbitrært afgrænset iagttagelseszone, et opmærksomhedens minimale felt.
Midt i hans udforskning af rummet bliver det imidlertid tiden (og dermed døden), der optager ham mest: "jeg producerer datid", erklærer han i bogens sidste digt. Fascinationen retter sig mod øjeblikkenes flygtighed. I næste minut er alting jo borte, berøringen endt, sådan er det. Alting dukker hele tiden op, men er alligevel væk om lidt, "og så er der tilbage kun erindringen om det der skete på den skærm". Momentet, hvori vi før blev til som seende hjerner, som lyttende, lugtende, smagende, kneppende kroppe, er psst borte lige bagefter. Altså må digtet hos Leth fastholde verden, mens den forlades, 'fryse' tingene, mens de strømmer.
Over for det gentagne møde mellem rummet som felt og tiden som forsvindende moment opbygger Jørgen Leth en slags objektiv forskerholdning, inspireret af etnologen Malinowski, ham, der i sin tid satte sig for at undersøge trobriandernes kærlighedsliv, så uhildet af fordom som muligt. Digteren drager uforfærdet ind i det ukendte som bådspidsen, der kløver den silkeagtige vandoverflade, eller pikken der modigt (?) affotograferer kussen. Hans drøm er at fødes påny ved stedse at sanse sin verden forfra:

jeg bevæger mig jo gennem et sted
som bliver til et andet sted,
som forandrer sig hvert øjeblik

På denne holdning skaber digtene, enkelt registrerende, en afstemt nærværsoplevelse, kunstigt stiliseret og disciplineret: "Hun går rundt og standser op og stiller sig / foran forskellige genstande i lejligheden. / Hun blotter forskellige dele af sin krop./ Hun bruger møblerne./En stol: Hun sætter sig. / En sofa: Hun lægger sig./Et skab: Hun åbner det." - Hvad der var i skabet, får vi aldrig at vide. Hos Jørgen Leth må tingene nemlig tale for sig selv. Tager nogen en cigaret, så må det være fordi, vedkommende har lyst til at ryge. Stilistisk gør denne tilgang indtryk alene ved sin konsekvens. Men man er ikke fri for at kede sig lidt:

Uorden, kaos.
Jeg tager papiret
ud af maskinen.
Det
er en handling.
Jeg
ryger en cigaret.

Sådan skriver Leth i et langt, slankt digt, betitlet "Etnografi" og med direkte hilsen til Malinowskis forskerpraksis. "Han ville beskrive / kærligheden./Det/var hans projekt./Malinowski/er min helt." Men holder den i det hele taget, denne analogi mellem erkendelse og sansning, mellem videnskab og ordkunst? Digteren postulerer det ved i tekstens optakt at fastslå, at han ingenting ved, og ved i dens slutning at sætte kærlighedsaktens lystfyldte glemsel. Men hvad han overser, er, at hans iagttagende og modtagende metode, når den iscenesættes poetisk, transformeres til metafor, og, burde man så tilføje, en tvivlsom metafor, for så vidt som det næppe uden videre kan være poesiens opgave at gøre sig dum.

Højstemt (selv)portræt
At regnestykket nægter at gå op, viser flere af bogens tekster, f.eks. "Begyndelse", en buldrende patetisk reportage, hvor en digter ankommer til Haiti:

Jeg kan se at han er her.
Og at han arbejder.
Jeg har set ham ryge en cigaret.
Jeg har ikke set ham skrive.
Er han god til at beskrive døden?
Tænker han på at kneppe?
Kan han lide at være alene?

Efter dette portræt, som mest af alt ligner et selvportræt, svinger teksten sig op til følgende skingre crescendo, der ikke lader hverken Warhol eller den urinerende Max von Sydow noget efter:

O.k., det er her det begynder.
Han er ankommet.
Det kan vi være helt sikre på.
Han er i Port-au-Prince, Haiti.
Og det er sandheden lige nu.

Selveste Sandheden, hvabehar, kan De stikke den? Forholder det sig mon sådan, at den poetiske konkretion, hvis ikke den bringes i modspil til tanken, slår om i denne, det vil sige i luftige abstraktioner? Skjuler der sig inde i den 'horisontale' og 'ikke-hierarkiske' æstetik monstro en traditionel 'vertikal' poetik, for hvilken der aldrig hersker tvivl om, hvilken plads i hierarkiet der rettelig tilkommer den sande digter?
Der findes folk, der synes, at alt, hvad Jørgen Leth siger eller gør, uden videre er fantastisk. Dem hører jeg ikke til. Leth er genial, hver gang han gør noget genialt, og det gør han heldigvis tit. Men når han som lyriker forfalder til selvdyrkelse og rutine, og det gør han i sin nye bog ofte, så sætter han slet og ret talentet på automatpilot og frembringer dårlige gode digte.

*Jørgen Leth: Billedet forestiller. Digte. 109 s. Kr. 195,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu