Mikael Wiehe leverer en veloplagt opsang til nynazister og alderfascister
Ny cd
I en tid, hvor 1. maj er reduceret til en forvokset gymnasiefest, hvor Gnags står med samme typer som Bootleg Beatles på festivalplakaterne, og hvor vi er vænnet til ikke at kunne se underklassen for bare succeshistorier om kometagtig vækst og velstand, kan en sanger og sangskriver som Mikael Wiehe let komme til at fremstå som en meningstilgroet rockoverlevering eller en kustode fra Arbejdermuseet.
Alene hans brug af ord! Manden tillader sig sgu at synge om "solidaritet" som om det ikke var et fortidigt fremmedord, "proletar" indgår i hans aktive ordforråd, og sådan er det hele vejen på hans nye opsang af et album, En Sang Till Modet.
I Sverige, hvor nynazisterne er mere højrøstede end aldersfascisterne, har Wiehe længe lyst som et fyrtårn i den offentlige debat. Derimod er han sat i bås som en has been musikalsk.
Eller som forfatteren Bengt Ohlsson siger i det nyeste nummer af Nöjesguiden: "En gubbe som Mikael Wiehe är verksam hela tiden, men ingen bryr sig. Det betyder inte, att han är dålig ... när han har gjort sina bästa grejer så är det ingen som lyssnat. Men man kan jo inte sluta för att man är en föredetting ... det vore hjärndött att lägga ner bare för att tiden tycker mer om tjugoåringer."
Clash møder Dylan
Sidste år talte Mikael Wiehe nynazismen midt imod, og fik svar på tiltale i form af et attentatforsøg.
Det gjorde ham ikke bange, men "opprörd". Den følelse er brændstof på hans nye cd, som samtidig er tilegnet vennen Björn Afzelius. De blev ofte slået i musikalsk hartkorn. Det er en forsnævrende misforståelse. Wiehe har altid været langt mere nysgerrig og genreudfordrende.
Dén kunstneriske indfaldsvinkel folder sig smukt ud på En Sång Till Modet, som er en meget personlig 'The Clash møder Dylan og en strømførende Neil Young, mens Woody Guthrie og Bellman holder fast i historien'-plade. Ingen lyriske guirlander og forskønnende metaforer, men ind til benet. Stærkt, nøgent og sårbart.
Indledningssangen "Allt Har Sin Timme" med After The Goldrush-piano og overlydsguitar sætter tonen:
Allt har sin timme
Allt har sin tid
En stund i ljuset
Se'n är det forbi
Mörkret är mäktigt
Ljuset är kort
Innan man anar
glider det bort
Sangen er tilegnet hans døtre, men kunne også være adresseret til tidens halsløse forsøg på at komme på omgangshøjde med fremtiden.
Og den nutid, der, forklædt som attråværdig fremtid, hylder femten minutters-berømmelsen og IT-blændværket får verbale hug i stoltserende, taktfaste aggressive sange som "Jag Vill Inte Va' Fattig" og "Jag Slipar Knivar."
Den sidste endog med en revolutionær, truende undertone, som virker plat på tryk, men troværdig i højttalerne, hvor Wiehes socialt indignerede vokal og Bernt Anderssons politisk ukorrekte mundharpe, der spilles af et rigtigt menneske med spyt og sved.
Sejt lille band
I det hele taget er det et sejt lille band, Wiehe har samlet sig med bassisten Thomas Nyberg som både bagstopper og indpisker, og Pelle Jernryd dementerer konstant og kontant el-guitarens status som et etnografisk relikvie.
Ligesom Afzelius har Wiehe altid orienteret sig ud mod verden. Han kan stadig ikke lide det, han ikke ser, men hører, om bødlernes kolde skuldertræk og ofrenes afmagt. En sang som "Just I Den Här Sekunden" er så godt et argument som noget for at den politiske sang ikke er afbleget venstrefløjsnostalgi. Lavmælt, næsten urimeligt melodisk med et Burt Bacharach-agtigt b-stykke, får Wiehe uhyggen til at krybe ind under dagligstuedøren: Et eller andet sted er der altid en, der bliver torteret. Det er også dit ansvar. Start kampen med at opføre dig som et menneske, er
Wiehes enkle, men svære opskrift.
Og begyndelsen finder for ham sted i Sverige, hvor tiderne er hårde som beton, og vejen frem er den eneste vej, men som Wiehe siger: "Men om det här ska kallas framåt, då ska jag ingenstans ..."
Denne insisteren på, at man ikke behøver være reaktionær, bare fordi man sætter hælene i, kommer smukkest til udtryk på den forsvenskning af Woody Guthries "This Land Is Your Land", der afrunder pladen. Her plæderer Wiehe for tilbageerobringen af det Sverige, som engang fandtes inden i enhver svensker.
Han får det til at lyde som om det også bør gælde Danmark og danskerne.
*Mikael Wiehe: En Sång Till Modet. Producer: Mikael Wiehe. EMI/RecArt
*Mikael Wiehe er årets modtager af Oskar Hansen-prisen. Han modtager den som "en anderkendelse af hans store musikalske indsats og dybe sociale engagement på og uden for den nordiske musikscene." Prisen overrækkes Wiehe 30. juli på Nordisk Vise & Folk Festival i Vordingborg.
