Læsetid: 6 min.

Manden der sad

6. maj 2000

Suzuki er en stor mester, hans indsigt er klar og gennemtrængende, og hans formidling er jordnær og enkel

Ny bog
Shunryu Suzukis bog Zen mind, beginners mind er én af de ti bøger i verden, der har betydet mest for mig. Jeg har haft den nær mig i 23 år, så måske er det en rigtig dårlig ide, at bede mig om at anmelde Karen Sybergs danske oversættelse, som netop er udkommet.
Bare titlen: "At begynde, hvert øjeblik," hedder den på dansk med en helt besynderlig komma-sætning.
"Beginner's mind", eller "begyndersind" er en oversættelse af det japanske zen-begreb shoshin, og en kalligrafi af dette ord af Suzuki-roshi (som han hedder med traditionel ærestitel) pryder den amerikanske billigudgaves forside.
At de danske oversættere og udgivere har forkastet Suzukis eget nøglebegreb som titel er svært at acceptere for en gammel ven af den amerikanske udgave. (Som tilmed var trykt i Japan, på fint, gulligt papir og en kreativ, stilren og meget zen-agtig typografi, genoptrykt i fyrre oplag).
Suzukis bog fra 1970 er en milepæl i buddhismens nedslag i Vesten i den sidste halvdel af forrige århundrede.
Shunryu Suzuki videreførte og fornyede afgørende den stærke inspiration fra zenbuddhisme som en anden Suzuki, den lærde Daisets Suzuki udløste, da han oversatte og introducerede klassiske Zen-tekster i første halvdel af 1900-tallet.

Nysgerrige unge
Samme år som Dalai Lama flygtede over Himalaya, 1959, ankom Shunryu Suzuki til San Francisco, 58 år gammel, for at være leder af den lille Soto-buddhistiske menighed hovedsageligt bestående af japansk-amerikanere dér.
Men uventet mødte Suzuki en gruppe nysgerrige unge amerikanere, inspireret af store litterære skikkelser i beat-generationen, som Kerouac og Ginsberg, der var blevet omvendt til zen.
Til de unge amerikanere, der henvendte sig, sagde Suzuki "Jeg sidder kl. 5.30 hver morgen. I må gerne sidde med".
At sidde er at udføre zazen, stillesiddende, tavs meditation, sædvanligvis i en time eller mere.
Suzuki er blevet tildelt æren for at have gjort ordet "praksis" til en nøgle-term i moderne, vestlig buddhisme.
Suzuki viste ikke sin lærdom i de klassiske skrifter og gjorde heller ikke meget ud af ritualer. Han sad.
Og når han forklarede sig til sine unge vestlige disciple, talte han et enkelt, moderne amerikansk. Han mødte dem i deres livsverden og konfronterede dem med sin tradition ikke som et intellektuelt eller kulturelt klenodie, men som en hverdagserfaring.

Enkel alvor
Hans enkle alvor gik rent ind.
Der er et afsnit i bogen, som står lyslevende for mig, og som jeg næsten kan gengive ordret udenad.
"Sæt at dine børn kommer til at lide af en håbløs sygdom. Du ved ikke, hvad du skal gøre; du kan ikke ligge i sengen. Normalt vil den mest behagelige sted for dig være en varm, behagelig seng, men nu, på grund af din mentale pine, kan du ikke hvile. Du kan gå frem og tilbage, ind og ud, men det hjælper ikke. Faktisk er den bedste måde at mildne dine mentale lidelser på at sidde i zazen. Selv i en sådan forvirret sindstilstand og med en dårlig sidde-holdning. Hvis du ikke har erfaring med at sidde i denne slags vanskelige situationer, er du ikke en zen-student. Ingen anden aktivitet vil lindre din lidelse. I andre, hvileløse positioner har du ingen kraft til at acceptere dine vanskeligheder, men i zazen-positionen, som du har nået gennem lang, hård praksis, har dit sind og din krop stor kraft til at acceptere tingene som de er, hvad enten de er antagelige eller uantagelige."
Sentimentaliteten har taget over, jeg har selv oversat dette afsnit fra min egen udgave af Suzukis bog. Karen Syberg har sat tiltalen i flertal, hvad der forstyrrer mig en del. Hendes oversættelse afviger også på andre punkter.

Unik sprogform
Generelt er det meget svært at ramme den sprogtone, der er er udviklet med Suzukis direkte tale til studenterne. Der er tale om en helt unik sprogform, meget amerikansk og meget præget af 60'erne.
Karen Syberg gør sit bedste, men på dansk i år 2000 er det meget svært. Sybergs oversættelse er præget af indlevelse og ærlig vilje til formidling. Men det situationsbestemte amerikanske talesprog er reelt umuligt at gengive på dansk.
Men citatet viser, synes jeg, en helt afgørende kvalitet i Suzukis 'forkyndelse':
Da jeg læste det, havde jeg lige fået mit første barn. Fire år forinden var jeg blevet buddhist efter at have snuset til orientalske meditations-traditioner og mødt Dalai Lama på hans første Danmarks-besøg i 1973.
Suzuki - og hans samtidige asiatiske trosfælle på den amerikanske vestkyst, den tibetanske lama Chögyam Trungpa, viste mig en moderne, konkret og - relativt - ueksotisk måde at tale om buddhisme på.
Det var dialogen med de amerikanske disciple, i særlig grad studerende ungdom, der skabte dette nye, vitale sprog for de asiatiske buddhistiske mestres religiøse erfaringer. Sproget var college-amerikansk, men i en særlig suggestiv form, det blev optaget på bånd, og kun med en betydelig redaktionel indsats lod det sig omsætte til læseligt engelsk.
Men både Suzukis og Trungpas disciple løste denne opgave imponerende flot. Suzukis bog og Trungpas Cutting through spiritual materialism er kulminationer på disse bestræbelser med redigerede talks.
Nu er 27 år gået, og meget vand er løbet i åen siden Suzuki sad med sine første vestlige disciple i et ydmygt lejet lokale i San Francisco kl. 5.30 om morgenen.
Suzuki døde i 1971 efter at have udnævnt den unge amerikaner Richard Baker til sin dharma-heir. Baker foretog den endelige redigering af bogen.

Blomstrende forretning
Få år senere var San Francisco Zen Center en blomstrende aktivitet - og forretning. Baker stod i spidsen for et kloster, et retreat-center i bjergene og et hovedcenter i San Francisco. Fra retreat-centret Tasajara udgik der et par kogebøger, der blev verdensberømte og vist begge er oversat til dansk.
I 1983 revnede ballonen. Det blev afsløret at Richard Baker gennem lang tid havde haft en affære med en gift, kvindelig discipel. Afsløringen af en hemmelighed, som inderkredsen omkring Baker havde delt længe, førte til bred kritik af hans luksuriøse livsførelse og dyrkelse af prominente venner på bekostning af praksis og undervisning. Efter ophedede konfrontationer med disciple trak Baker sig tilbage, først til Santa Fe siden til Colorado med få trofaste disciple.
I 1987 døde Trungpa Rinpoche 47 år gammel af alkohol-relateret sygdom. Trungpas dharma-heir blev få år senere afsløret som en helt uansvarlig person, der havde dyrket homosex med disciple på trods af sin viden om, at han var aids-inficeret.
De gigantiske skandaler blev fulgt af flere i den amerikanske buddhistiske community.
En væsentlig årsag til skandalerne syntes at ligge i, at den amerikanske virkelighed tilbød de buddhistiske guruer en ganske anden form for livsstil og prestige, end de havde kendt i deres hjemlande. Og deres hovedelever så ikke anden tiltrækkende karriere for sig end selv at opnå denne værdighed - og livsstil.
Det var smertefulde erfaringer, som sætter Suzuki-bogen - i al dens enkelhed og styrke - i et særligt relief.
De danske udgivere har ikke haft lyst til at meddele noget om dette efterspil. På trods af, at de har fået den danske Trungpa-discipel Steffen Matthiasen til at skrive forord. Et forord, der forekommer mig både sprogligt kluntet og indholdsmæssigt tyndt, og som med sin fortielse af disse karakteristiske efterspil nærmer sig det uoprigtige.
Men trods disse kritiske betragtninger, vil jeg ikke undlade at anbefale At begynde, hvert øjeblik varmt til de danske læsere, der ikke har mod på den engelske udgave. Suzuki er en stor mester, hans indsigt er klar og gennemtrængende, og hans formidling er jordnær og enkel.

*Shunryu Suzuki: At begynde, hvert øjeblik. Oversat af Karen Syberg, 155 s. Klim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu