Læsetid: 3 min.

Matte perler

15. maj 2000

Pearl Jams traditionalistiske og tilbageskuende rock mangler karakterstyrke

Ny cd
Efteråret 1991 var tiden, hvor bands fra det nordvestlige hjørne af USA for alvor gjorde sig musikalsk bemærket. Nirvana, Soundgarden og
Pearl Jam udsendte alle plader på næsten samme tid, og takket være MTVs heavy rotation af specielt Nirvanas "Smells Like Teen Spirit" fik det store publikum øjnene op for de hårde toner, der blev døbt grunge-rock.
En af de første gange, fænomenet kom til Danmark, var ved en såkaldt Grunge-festival i Den Grå Hal i København i foråret 1992. Undertegnede anede ikke dengang hvad grunge betød, og det gjorde arrangørerne vist heller ikke, da de temmelig misvisende havde de engelske støjrockere My Bloody Valentine øverst på plakaten. Men kendskabet til stilarten steg mærkbart og toppede i første halvdel af 90'erne med nogle storsælgende albums og et hav af bands, der tog musikken og attituderne til sig.
I dag er Nirvanas Kurt Cobain - genrens ledefigur - forlængst død, og det bedste musikalske output Soundgarden er blot en saga. Tilbage af de store er Pearl Jam, der stædigt holder fast i sit udtryk af tunge rytmer tilsat massive guitarriffs og minutlange soloer. Over årene har Pearl Jams inspiration af den hårde britiske rock fra 70'erne været tydelig, således er bandets singlehit fra pladen Yield, "Given To Fly", nærmest identisk med Led Zeppelins "Going To California". Og selv om Pearl Jam i sin snart tiårige levetid har skabt en række ørehængere, har bandet generelt aldrig været kendetegnet ved at dyrke det originale og nyskabende. Det har altid været mere retro end intro, og det faktum ændres der ikke ved på det nyeste udspil, Binaural.
Man skal med andre ord ikke forvente, at rocken bliver yderlige nuanceret for hvert nyt Pearl Jam-udspil. Alligevel står Binaural som en af bandets mest selvstændige plader. Det starter med tre hurtige sange, men da Pearl Jam sjældent er gode til at finde melodien i deres forsøg på at overskride de musikalske fartgrænser, har numrene det bedst med at blive programmeret ud af cd-afspilleren.
Bandets styrke er snarere når takten slås mere moderat an, hvilket kan høres på "Nothing As It Seems" og "Thin Air", der begge bindes godt sammen af Jeff Ament og Matt Cameron i rytmesektionen og guitaristerne Stone Gossard og Mike McCready. Melodien får også tid til at finde sig selv på "Light Years", og tilsat Eddie Vedders tørre og ikke synderligt karakterstærke vokal er resultatet ur-grunge med mørke sange om dystre sindstilstande.
Når Pearl Jam fokuserer på det enkelte individ, der brænder sammen i konfrontationen med kærlighedens natur og andet fra den komplicerede virkelighed, rammer bandet lige netop ned i en stor publikumsåre. Men det er langt fra alle numre, der har det samme vedkommende præg, og slutindtrykket er, at krudtet kunne være brugt langt bedre. Numre som "Of The Girl" og "Grievance" svinger godt, men har karakter af det ufærdige og har svært ved at slå rod hos lytteren.
Pearl Jam er for blodfattig, teksterne er hurtigt overståede, og man undres gentagne gange over, at en så garvet musiker som Stone Gossard ikke driver sit guitarspil videre end til de mest gængse rockklichéer.
Inden bandet takker af, opfører Eddie Vedder på ukulele det lille "Soon Forget", hvor han synger om "a man we'll soon forget". Det er tæt på at være samme indtryk, som Binaural efterlader.

*Pearl Jam: Binaural. Produceret af Tchad Blake og Pearl Jam. Sony Music. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her