Læsetid: 3 min.

Midtvejs i et sort århundrede

1. maj 2000

DR's jubilæumsserie kom stilfuldt i mål takket være dramatisk atmosfæretegning og fremragende spil

Tv-serie
En 'romantisk krimi-serie' blev Edderkoppen omtalt som i programoversigterne, men så galt gik det heldigvis ikke. Nok fyldte arbejderdrengen og overklassepigens skæve romance lovligt meget i 2.-3. del, især da den rivaliserende Ole med psykopatcharmen gik i land fra DC-9'eren, og en usikker trekant en overgang tumlede rundt i det københavnske forlystelsesliv. Men vægtmæssigt kom hovedhistorien tilbage på sporet, og fra 5. del accellererede spændingen voldsomt - som den gerne skulle.
Og ganske raffineret. For et nyt motiv vævede sig ind i spændings- og kærlighedshistorien: forholdet mellem den mørke og den lyse bror. Mellem ham, der aldrig kunne gøre noget rigtigt og ham, der aldrig kunne andet, selv når det åbenlyst truede den nyfundne kærlighed.
I beskrivelsen af storebror Ole med faderoprøret, det tidlige, forkerte valg og flugten til Amerika og af lillebror Bjarne, der sad tilbage med skammen, moderen (!) og ambitionerne, brændte manuskriptet pludseligt igennem med en konflikt, det evnede at tegne lige så fængende som optrevlingshistorien. Var Storebror det sorte får, så var han også kunstneren og den åbent sansende, mens Lillebror med den forkerte kone og det forkerte held sagtens kunne blive konformist og en ganske lillebitte smule kedelig - i al gennemhæderlighed, forstås.

Menneskelige bomber
På Lars Kjeldgaards synops har der stået 'fortiden hævner', og det blev ganske konsekvent efterlevet. Mere overordnet var hele den sorte og mørklagte midte af århundredet, som serien så fint koncentrerede i et forløb på få måneder, et stort regnskab, som kun på ydre nationalt plan var afgjort.
Indadtil tikkede menneskelige bomber som Vissings forsømte faderskabsforpligtelse, den fra kz-lejrene hjemvendte og nedtærede del af det danske politi, samt fiktionens Zemick-gruppe. Præcis den kollektive afregning og dens dønninger udgjorde spændingskurven i 5. og sidste del, og Kjeldgaard og Ole Christian Madsen timede crescendoet, så Hollywood ikke ville have gjort det anderledes.
Pånær en ting: konstruktionen Zemich. En ting er den måde, krigen ryster ulige børn sammen på. En helt anden er det efterliv, som serien postulerede for gruppeleder Zemich, alias tweedhumanisten Vanbjerg/Enevold og den afsmitning, besættelsestidens nødvendige vold havde haft på Vanbjergs diabolske afvejning af målet versus midlet.

'Zemich' holdt ikke
Stillet op som klodser påmalet stikord som hvidvaskning, fortidssletning, ubekvemme tidligere brothers in arms, fremtidstænkning,og ikke mindst selvpromovering, så 'Zemich' måske ud til at fungere en sen nattetime på tegnebrædtet i DR's tinsel village. Men indenfor Edderkoppens øvrige vandtætte koncept gik den dårligt hjem. Haltede knap nok.
Og - mens vi er ved indvendingerne - så havde ophavsmændene et sort syn på mennesket som flokdyr, hvad enten det gjaldt pøbelpublikummet til grundlovsforhørerne eller Madsens kolleger på Socialdemokraten. De sidste teede sig permanent så fjoget grinende, at Vissing og hans lærling tilsyneladende var de eneste seriøst arbejdende på det sted; noget af en forenkling for at profilere heltene.
Forenkling havde også ramt Birthe Neumanns uriaspost som det tårevædede modermartyrie, der var som skåret ud af en kioskroman fra halvtredserne. I det hele taget havde tegningerne af de maskuline figurer flest farver, når bortses fra Stine Stengades Lisbeth og Ghita Nørbys gyldne to minutter som sibylle.

Bodil-præstationer
Men dette er lidt som at tugte den, man elsker, for glæden og spændingen ved at tage hul på et nyt afsnit holdt sig søndag efter søndag. Konstellationen af Kjeldgaard, Madsen og Sven Wichmanns kræsne scenografi og locationvalg gav i Jørgen Johanssons atmosfæreladede fotografering en mørkfarvning, der gik på såvel ydre som psykologisk klima. De ofte 'rensede' billeder med kun en enkelt ikonografisk rekvisit - en gaffeltelefon eller en af de imponerende gamle pengesedler på størrelse med papirbleer - havde klassisk skønhed og suspense. Ligesom det udsøgte valg af eksteriører, fra nattescenerne i Kongens Have til Politigården med forbidrivende avisrester.
Ole Christians Madsens arbejde med skuespillerne var sikkert og modent; fremfor alle var Bent Meiding og Lars Mikkelsens præstationer af en karat, der i spillefilmsammenhæng ville bringe dem på Bodil-listen (gå ind og se Mikkelsens Kongen af Perm på Det Kgl. Teater i Ci-vi-li-sa-ti-on!).
Også Peter Steen, Stine Stengade, Henrik Koefoed og Thure Lindhardt brændte igennem, og Jakob Cedergrens talent fortjente og honorerede det større udtræk, figuren fik i sidste afsnit. Om Bjarne Henriksens indre farlighed bag de sammenknebne øjensprækker holdt hele vejen igennem, kan diskuteres, men den brovtende 'farverige' side holdt.
I sit destillerede formsprogs kikkertsyn på et forladt århundredes undtagelsestilstand er Edderkoppen allerede en tv-klassiker uden konkurrence.

*Edderkoppen. Man.: Lars Kjeldgaard efter idé af Ebbe Kløvedal Reich. Instr.: Ole Christian Madsen. DR TV

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her