Læsetid: 3 min.

Mødre på march mod vold

15. maj 2000

I 30 amerikanske byer brugte kvinderne Mors Dag på at protestere mod våbenlov og -lobby

WASHINGTON - Flere hundredetusinde amerikanske mødre valgte i går at marchere mod den stigende vold i USA fremfor at blive serveret af deres mænd og børn på Mors Dag.
I over 30 amerikanske byer, små og store, holdtes Million Mom March i protest mod, at den amerikanske Kongres endnu ikke har gennemført en stramning af kontrollen med håndvåben efter de sidste par års tragiske attentater mod snesevis af elever i offentlige skoler.
Især vendtes mødrenes vrede mod den pengestærke gruppe National Riffle Association (NRA), der med sine 4 mio. medlemmer i ryggen har blokeret et lovforslag i Repræsentanternes Hus, som bl.a. ville have krævet ventetid på tre dage, inden salg af håndvåben på de såkaldte 'våbenmesser' kan blive effektueret. Perioden skal bruges til at tjekke om køberen har en kriminel baggrund.
"Den største hindring er NRA. Jeg håber, at denne march vil svække våbenentusiasternes politiske indflydelse," siger Dianne Worley, mor til to teenagedrenge i Fairfax, Virginia.
Sammen med veninden Caroll Kasson, mor til to døtre, var Dianne kørt til Washington for at deltage i en farverig og talstærk demonstration foran den amerikanske kongres. Titusinder andre kom fra bl.a. Michigan, Californien og South Carolina.
"Vi er 300 fra Michigan og ankom i morges i seks busser," fortæller 63-årige Carolyn McClintock, mor til to, bedstemor til 15 og oldemor til tre. Gruppen står på plænen og varmer op med amerikanske protestsange.
"Jeg var med her, da Martin Luther King holdt sin berømte tale i 1963 og senere under demonstrationerne mod Vietnamkrigen," fortæller McClintock: "Når vi kvinder går på gaden, så vær på vagt! NRA skal ikke undervurdere os."
Den magtfulde våbenforening er da også vågnet op for længst. I ugen op til mødremarchen har NRA sendt en tv-spot, hvori man udtrykker sin bekymring for "børns sikkerhed" og lover at bidrage 1 mio. dollar til et projekt, som vil "oplære elever i alle amerikanske klasseværelser at håndtere våben på en sikker måde."
Foreningen afviser, at let adgang til håndvåben skulle være årsagen til skoleskyderierne og bandekriminalitet. I stedet skulle problemet være unges manglende kendskab til rette våbenhåndtering.
Som modvægt til gårsdagens massedemonstration i USA's hovedstad afholdt en gruppe kvinder, knyttet til National Riffle Association, deres egen happening i den anden ende af plænen. I dagens anledning kaldte de sig 'Second Amendment Sisters' - en antydning til forfatningens 2. ændringsparagraf, som garanterer borgerne retten til at bære våben.
Kun 2-300 mødre og deres mænd stod foran en scene. De tilhørte efter alt at dømme det politiske ekstreme mindretal af NRA's medlemskab, i hvis øjne retten til at bære våben begrundes med frygten for, at forbundsregeringen en dag udvikler sig til et tyranni.
Mike, en fyr på ca. 30, udstråler direkte fjendskab, da han af Information bliver spurgt, hvorfor han har behov for våben i sit hjem til at forsvare sig, når han og familien bor i en lille og fredelig provinsby i Pennsylvania.
"Ved De ikke, at Hitler afbevæbnede tyskerne i 1930'erne. Folk, der blev deporteret til kz-lejre, kunne ikke gøre væbnet oprør. Det samme kunne ske i Amerika," siger han indigneret.
"Ved De, hvad der skete i Australien, da regeringen krævede registrering af alle våben i privat eje? I dag har ingen australsk borger forfatningssikret ret til at bære et våben."
'Second Amendment'-'sister' Maureen Gilday tilføjer: "Hvorfor kan vi ikke håndhæve de eksisterende våbenkontrollove bedre. Straffen for forbrydelser bør skærpes."
Netop den vej vil den republikanske præsidentkandidat George W. Bush gå. Han foreslår desuden, at forbundsstaten giver alle våbenejere i USA en gratis "sikkerhedslås," som de kan installere på frivillig basis. Hans rival Al Gore kræver derimod tvungen registrering af alle nye håndvåben og obligatorisk sikkerhedslås.
NRA og våbenindustrien satser på et præsidentskifte. Fornylig blev en højtstående medarbejder i NRA overhørt sige, at gruppen håber at få et uofficielt kontor i Det Hvide Hus under Bush.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu