Læsetid: 2 min.

En murstenskolos rejser sig ved Themsen

12. maj 2000

Umiddelbart virker Tate Moderns bygning truende, men den er åben og venlig inde i dens kunstfyldte kamre

75.000 kvm.
Det er og bliver en dramatisk og faretruende bygning, der langt fra varsler søde oplevelser. Der er 75.000 udstillingskvadratmeter, fordelt på 188 gallerier! Det her kræver flade sko!
Man sluses ned ad slidsken som kvæg til slagtning og lukkes ind i den enorme turbinehal. Rummet er så stort, at det sprænger begrebet rum og er en industriel pendant til Peterskirken. Men oppe i gallerierne har bygningen fundet balancepunktet mellem det rå, industrielle look - som vi efterhånden kender fra alverdens museer, indrettet i nedlagte banegårde og elektricitets- og gasværker - og det mere blide og venlige, som vi kender fra den hvide kube. Der er således rå, grå betongulve, der alternerer med rå egeplanker, og rummene ændrer sig markant, afhængig af den udstillede kunst. Lyset er fabelagtigt, roligt og stabilt, men alligevel varieret, med respekt for den udstillede kunst. I 70 procent af rummene er der dagslys, foruden elektrisk lys, der kan reguleres m.h.t. styrke og tonalitet fra koldt til varmt. Væggene er også fleksible og regulerbare.
På 7. sal med en uforlignelig udsigt over London og Themsen er der restaurant, på 6. sal er der indrettet rum til Tate Moderns medlemmer, mens 5. sal rummer gallerier med samlingen af kunst fra det 20. århundrede. Denne udstilling, der fordeler sig over 4 temaer, fortsætter på 3. sal. På 4. sal vises p.t. udstillingen 'Between Cinema and a Hard Place' med kunst fra slutningen af det 20. århundrede. Der er overalt små læsenicher og flere kaffebarer og to restauranter samt tre boghandeler. Der er påmonteret en slags dekorative lyskasser, man kan opholde sig i, langs bygningens indre. I turbinehallen kan man se large scale skulpturer af Louise Bourgeois.
Den 10. juni indvies en gangbro, 'Millenium Bridge', over Themsen til det nye museum. Den er tegnet af arkitekten Norman Foster og billedhuggeren Anthony Caro. Fra den anden side Themsen med Saint Pauls Cathedral som et af de smukkeste pejlemærker i byen ser man tydeligt det nye museums store tagterrasse af glas, der lyser i mørket, og den mega-brede og høje skorsten får dens kæmpemæssige volumen til at synes mindre.
Tate er grundlagt i 1897 af Henry Tate, der donerede sin samling af britisk kunst til offentligheden og opførte den store bygning i Millbank til at rumme den. Tate Modern har til huse i Banksides tidligere elektricitetsværk. De schweiziske arkitekter Jacques Her-zog & Pierre de Meuron vandt arkitektkonkurrencen om den eftertragtede opgave at forvandle den store murstenskolos ved Themsen i art deco-stil til et velfungerende moderne museum. Det tog 7 år at omdanne den, og det har kostet 1,6 mia. kr. at gennemføre det enorme projekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her