Læsetid: 5 min.

Når liv og arbejde går i ét

18. maj 2000

Fyraften er blevet et udvandet begreb. Danskerne arbejder mere og mere. Men hvad med behovet for den åbne tid, der giver oplevelsen af at være levende i en forrygende verden, der er helt ens egen?

Qlummen
Aldrig har danskerne arbejdet mere. Især folk med småbørn prioriterer at arbejde. Nu arbejder vi ikke bare i arbejdstiden. Vi arbejder også i fritiden. Og når vi ifølge overenskomsten burde holde ferie. Det fortæller en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Her hvor jeg bor, fodrer menneskebørn ikke desto mindre kaniner og bager snobrød på bål i baghaven i selskab med voksne. Her hvor jeg bor, vajer Dannebrog, når bedsteforældre kommer til fødselsdag. Og det gør de. Voksne lærer deres rollinger at cykle, og gamle kløver brænde og bliver boende til det absolut yderste. Duerne parrer sig i trætoppene, og månen lyser roligt, som om intet var hændt.
Stedet ånder med andre ord slet ikke i takt med tiden. Er dette Paradis, eller er vi her bare ikke blevet indhentet af udviklingen?
Tendenserne er tydelige: Arbejdet er ved at tage os.
Kravene på arbejdsmarkedet er generelt vokset voldsomt. Overbebyrdede ledere spiller flere og flere bolde videre. Ansvaret bevæger sig med andre ord nedad i hierarkiet, så grupper, der før arbejdede nogenlunde fredeligt, tynges af mere og mere ansvar. For hver dag gnaver arbejdet større og større lunser af vores kræfter og fri tid, mens de unge euforisk skråler yala yala ("Skynd dig" på arabisk) og bøjer sig for udviklingen.
Eller gør de.
Mange gør. Mange unge snurrer mere eller mindre velvilligt med på det trendy, højteknologiske hjul. Læste senest om et softwarefirma, der knytter unge medarbejdere til sig i et - forekommer det mig - lettere religiøst, forførende, familieterapeutisk forhold under det autoritære mantra: "Man bliver, til arbejdet er færdigt."
Så er der til gengæld fri Polo til hjemtransporten. Eller en Citroën Xantia, hvis man har familie. Det er der (mærkeligt nok) ikke så mange, der har...
Er der noget at sige til, at de unge (yala yala) kræver, at arbejdet skal være sexet? (Kis Jakobsen fra IT-virksomheden YalaYala her i avisen forleden).

Apropos arbejde og tid snakkede jeg forleden med en veninde, der er blevet svensk gift og har byttet et job i den danske kultursektor ud med egen virksomhed i det ægteskabelige.
Hun fortalte engageret, at hun netop havde hørt en historie i radioen, der gik på, at svenskerne ikke kunne sove. Indslaget forklarede fænomenet med det nu manglende skel mellem arbejde og fritid.
Min veninde var oprørt over den pessimistiske tolkning. Når nu udviklingen efter hendes opfattelse endelig gik den rigtige vej.
"For man kan ikke engagere sig i arbejdet, hvis man skal lægge det fra sig på bestemte tidspunkter," sagde hun.
Jeg var målløs. Påvirket som jeg er af historierne i de danske medier om det morakkende danske folk. Alene den omstændighed, at børnene ikke er en integreret del af arbejdet, understreger mit forbehold. Eller børn skal vi måske slet ikke have? Som Fay Weldon siger om det "ergonarki," hun har omdøbt det aktuelle 2000-samfund til:
" Hvordan skulle kvinderne kunne tage fri fra arbejde, holde pause i karrieren, for slet ikke at tale om hvordan barnet ville påvirke hende følelsesmæssigt? En kvinde, som er mor, kan ikke tjene ergonarkiet..."
Også den kendsgerning, at samfundet stadigvæk konverterer det til et personligt (læs: kvindeligt) problem at få arbejde og fritid til at gå op i en højere harmoni, appellerer til min modstand. "Det er et spørgsmål om struktur," lærer vi - i medierne af kække kvinder, der står tidligt op.
I hvert fald påstår de at arbejde 60-70 timer om ugen. I weekenden efteruddanner de sig og har dog - hævder de - tid til deres småbørn.
Nye undersøgelser viser, at småbørnsmødre arbejder om muligt endnu mere efter, at de har fået børn. At fædrene gør det samme, har vi vidst længe.
"Det er et spørgsmål om struktur," forklarer de kække kvinder. Mændene er der ingen, der spørger. Men hvordan strukturerer disse mennesker deres længsler? Hvordan strukturerer de deres sanselighed? Deres trang til at blive kravlet på og til at ae et lille hoved på håret? Hvordan strukturerer de deres behov for at forstå meningen med livet? Hvordan strukturerer de en to-årigs spontanitet?
"Vi knokler løs, fordi det er verdens bedste fix," siger Martin Østergaard. Et sus, der ovenikøbet giver status.

Måske har han ret. Men jeg er bekymret. Bl.a. på den uopdelte tids vegne, som den svenske fysiker Bodil Jönsson taler om - den uforstyrrede, personlige tid, der ikke harmonerer med klokketiden, og som formentlig ikke bare er en svensk fysikers behov: Oplevelsen af, at tiden er åben. Uendelig. I måske bare få sekunder. Der imidlertid kun kan opnåes, hvis oplevelsen er, at der er tid. Masser af tid.
Jeg vil indrømme, at jeg personligt har et ambivalent forhold til arbejde og tid. Arbejdet har gjort mig euforisk i uforlignelige perioder, hvilket synes retfærdigt, eftersom jeg har brugt de fleste af mine vågne timer på det. Ikke desto mindre vil jeg til enhver tid hævde, at livet udenfor har givet mig endnu mere. Selvom det - er det min livsfornemmelse - har fået mindre tid!
Stillet på anklagebænken vil jeg foretrække livet og den følelsesmæssige intensitet fremfor den politiske og intellektuelle arbejdstilfredsstillelse. Siger jeg vel vidende, at det ene liv giver til det andet og altså ikke sådan kan adskilles. Fundamentalt tror jeg, at sammensmeltning af arbejds-og privatliv er et behov i en ungdomsgruppe, der bruger arbejdet som selvudvikling.
Så snart der kommer børn ind i billedet, og modningen med alderen vækker nye behov for at forstå sig selv i verdensaltets meningsfulde meningsløshed, vokser behovet for adskilt tid. Tid til fred. Til at give sig hen i samvær med andre. Tid til at reflektere.
Én ting er jeg i hvert fald stensikker på: Skal vi udviske skellet, er det helt afgørende, at den enkelte samtidig får regeringsmagten i form af frihed til selv at flexe ind og ud af arbejdsrummet.
Kan du ikke gå i byen og købe en fødselsdagsgave til din mor eller selv hente et barn, der har behov for at blive hentet tidligt af netop dig, bliver både det faktuelle - og forestillings-presset for stort. Og de sociale omkostninger for voldsomme.
I den forstand at du i sidste ende ganske enkelt bliver ensom. Isoleret i din arbejdsfælde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her