Læsetid: 3 min.

Ny front vil vælte Taliban-styret

27. maj 2000

Han kræver magten tilbage til folket og freden tilbage til Afghanistan. Han hævder at have størstedelen af den afghanske befolkning bag sig. Abdul Qahar Shariati vil vælte Taliban
i Afghanistan

Kupplaner
PESHAWAR - Den rustgrønne metaldør åbnes knirkende på klem og kaster skygger på den bare lerjord. Den blå time er over Peshawar. Inde bag døren lægger det milde lys sig venligt på det lerpudsede lave hus. På pladsen foran huset rejser en bevæbnet mand sig fra den hvide havestol og viser med hånden ind til rummet, hvor han sidder: Afghaneren Abdul Qahar Shariati. Eller Shariati, som han bare bliver kaldt. Manden, der har sat sig for at vælte Talibanstyret i Afghanistan.
Det er første gang, han lader sig interviewe. Så ingen fotos, men til gengæld svar på alle nærgående spørgsmål, siger han bestemt. For det er stærke sager, han lige nu har gang i.
"Vi vil bringe militærmagten til en ende i Afghanistan og give folket retten tilbage til at vælge deres egen regering og leder," siger Shariati.
Hans front kalder sig 'Da Afghanistan Da Quomono Da Sulehey Islami Shoora' (Afghanistans nationalitets- og islamisk fredsparti).

Støtte fra flertallet
Shariati kommer fra den største etniske gruppe i Afghanistan, pashtunerne, har en fortid som mujaheddin-kommandør under National Islamic Front of Afghanistan og var politichef i provinsen Laghman fra 1992-96.
Da Taliban indtog Kabul i 1996, rejste han til Peshawar i Pakistan. Derfra har han organiseret de kræfter, der skal vælte Taliban meget snart.
"Vi vil have demokrati, stabilitet og fred i Afghanistan. Vi vil skrive ny historie. Taliban er ikke valgt af folket. Taliban er mentalt og følelsesmæssigt forstyrrede. Det, de gør, har intet med Islam at gøre. Islam insisterer på kvinders rettigheder og uddannelse, islam er fred, tolerance og tålmodighed. Der står ikke skrevet nogen steder, at man skal have tre meter langt skæg eller være dækket til af flere meter klæder," siger Shariati.
Han har en karismatisk udstråling. Taler langsomt og velovervejet. I rummet sidder tre andre afghanere.
"Vi har størstedelen af den afghanske befolkning bag os. Bare disse tre," siger han og nikker mod mændene, "er fra tre forskellige stammer. Mænd som dem rejser lige nu rundt i Afghanistan og taler med deres respektive stammesamfund. Vi har massiv opbakning alle steder fra. Det bliver ikke noget problem at overtage magten."
Shariati startede sine aktiviteter fra Peshawar i 1996, og siden da har der foregået en hemmelig og angiveligt vellykket organisering af befolkningen.
"Tusinder af mennesker i Afghanistan er allerede organiseret i de shura'er (råd, red.), der skal styre overgangsfasen til en demokratisk valgt ledelse. Vi mangler meget lidt nu. Når organiseringen er endeligt på plads, sender vi en delegation til Kabul for at overtage magten," siger han

Vent nu bare og se
Ifølge Shariati er alle Afghanistans 360 distrikter involveret i magtovertagelsen, og 280 mennesker er allerede blevet anholdt af Taliban for at stå i forbindelse med ham. For nogle uger siden blev en læge i Kabul ydmyget offentligt af Taliban-soldater for at have forbindelser til Shiriati, skriver den pakistanske avis The Nation.
"Taliban ved udmærket, hvad der foregår, men har ikke kontrol over situationen. Men de ser, at deres fremtid er ved at blive sort," siger han.
Da Afghanistan Da Quomono Da Sulehey Islami Shoora får ingen støtte fra udlandet.
Men General Ahwar Sher, tidligere leder af ISI - Pakistans sikkerhedstjeneste - yder dem 'moralsk' støtte og er Shariatis personlige ven. De to mødtes på et hotel i Kabul i 1996, lige inden Shariati påbegyndte organiseringen, men det er et åbent spørgsmål, hvor stærk han egentlig er.
Rygter i Pakistan siger, at forbindelsen til ISI er langt stærkere end som så, og netop ISI har gennem de senere år haft en nøglerolle i udformningen af Pakistans politik i Afghanistan.
"Vi vil ikke have indblanding udefra," siger Shariati imidlertid: "Vi har ikke bedt nogen om hjælp. Det var forskellige landes individuelle interesser, der ødelagde Afghanistan. Den eneste internationale hjælp, vi forestiller os, er fra FN for eksempel i form af donationer til genopbygning af landet. Vi håber, de vil kontakte os, når de finder ud af, hvad der foregår."
Han synes ikke, hans plan er urealistisk.
"Vent nu bare og se," siger han hemmelighedsfuldt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu