Organiseret S-modstand mod den økonomiske og monetære union svækket efter S-kongres. Nu får de penge fra partiet
Socialdemokratiets massive ja til EU's Økonomiske og monetære Union på partiets ekstraordinære kongres i weekenden markerer et omfattende holdningsskift hos partiets tillidsfolk. Kun 15 ud af 501 stemmeberettigede sagde nej. Det er også karakteristisk, at de erklærede modstandere i Socialdemokratisk netværk Europa ikke har kunnet samle mere end godt 300 medlemmer til netværket ud af op mod 60.000 partimedlemmer efter godt et halvt års aktiviteter.
Nu får de økonomisk støtte til deres aktiviteter.
"De skal ikke komme og sige til os, at der ikke er plads til dem i Socialdemokratiet," sagde Poul Nyrup Rasmussen fra talerstolen under kongressen. Et løfte, partiets hovedbestyrelse omsatte til 150.000 kroner sent søndag.
Men tendensen partiet går i retning af et ja.
Af en lang række tillidsfolk, Information talte med, har alle på nær en stemt nej til EF eller EU ved en af de i alt fem folkeafstemninger siden 1972. Nu siger de ja.
Partiet selv har som tillidsfolkene skiftet holdning. Hovedbestyrelsen kritiserede hårdt den økonomiske og monetære union i en udtalelse fra 1991.
Nye erfaringer
Dengang satte Socialdemokratiet lighedstegn mellem den økonomiske og monetære union og en borgerlig økonomisk politik.
"Nu har vi erfaringer med den økonomiske politik, der viser, at der ikke er modstrid mellem en lav inflation og krav til finanspolitikken på den ene side og høj beskæftigelse på den anden side, sådan som mange socialdemokrater troede i 1992," siger Mogens Lykketoft.
En Gallup-måling, der blev offentliggjort i Berlingske Tidende tirsdag, viser, at 35 procent af partiets vælgere stadig vil sige nej til den økonomiske og monetære union. Selv om partiets tillidsfolk nu har skiftet holdning til EU, så er mange vælgere stadigt skeptiske.
Side 4:
S-baglandet siger
farvel til kronen
Leder på bagsiden:
S-ja til mere union