Læsetid: 2 min.

Øretæver og søsterskab

26. maj 2000

Biograferne tager hul på sommerrepertoiret med en mandehørmer og en kvindestinker

Nye film
Når man til enhver tid foretrækker en kvik chick flick for en kliché-tough actionfilm, går man til Hanging Up med større forventninger end til Dobbeltspil - to af den slags letvægtsfilm, der varsler sommer-repertoirets indtog i biograferne.
Alligevel må det erkendes, at der er mere regulær underholdning at hente i Dobbeltspil, en action-thriller instrueret med stædigt gå-på-mod af veteranen John Frankenheimer, der var et stort navn i 60'erne, men for længst er distanceret af nye navne.
Han kan nu stadig sit kram, sådan rent action-elementært, han kan fylde et bredlærredsbillede, og han er ikke bange for at henlægge handlingen til et bundfrossent Michigan-miljø uden fjerneste glamour, men med en lugt af ægthed. Et afsnit, hvor helt og heltinde bogstavelig talt ender under isen, er ganske effektfuldt.
Men historien om den unge indsatte biltyv (Ben Affleck), der efter løsladelsen fristes over evne til at antage sin cellekammerats identitet for at komme i seng med hans korrespondance-kæreste, er så udspekuleret, at den ender i det forvrøvlede.
Det finurlige udgangspunkt med den falske identitet lover godt, men da først kærestens slæng af psykopatiske lastbilchauffører med triviel regelmæssighed begynder at tyrannisere og tæve vor helt, fordufter såvel charme og spænding i takt med den voksende mængde øretæver. Og til slut går al ydre rimelighed fløjten.

Tuttenutte-Meg
Dobbeltspil havde vundet ved at have en instruktør med et lettere touch og en mere udpræget humoristisk sans.
Ingen kan frakende Diane Keaton sans for komik, men den forvirring, der også kan præge hendes figurer, tager desværre overhånd i komedien Hanging Up, som hun har instrueret efter et tilstræbt smart og kvindekvikt manuskript af søstrene Nora og Delia Ephron - bl. a. kendt for
You've Got Mail.
Filmen bygger på en selvbiografisk bog af Delia - og det er da også søsterskabet, der står i fokus, nu hvor den gamle far ligger for døden og kun en enkelt i søskende-trioen føler sig ansvarlige i den anledning. Den samvittighedsfulde er festarrangøren Meg Ryan, vores allesammens tuttenutte-pusseløjerlige kæledægge, der ser yngre ud for hvert skridt mod de fyrre.
Her skal vi både le og gyse over hendes slaveri ved mobiltelefonen, når far - en Walter Matthau, der har føjet senilitet til sit sure gammelmands-repertoire - kimer i tide og især utide. De to karriere-søstre tænker kun på sig selv (Diane Keaton spiller selv den ene af dem og er filmens lyspunkt, men rollen er lille). Ved faderen dødsleje falder alt selvfølgelig i hak mellem trioen og det i tåkrummende tøsekåd grad.
Men da har den dameblads-slagfærdige film allerede løbet sig træt i et hektisk overgearet forsøg på et være let
soufflé, rammende satire og søsterspyskologisk terapi-drama på én gang.

*Dobbeltspil. Instruktion:
John Frankenheimer. Manuskript: Ehren Kruger. Amerikansk (Palads, Scala, Bio City, Drive In)
*Hangin Up. Instruktion: Diane Keaton. Manuskript: Delia og Nora Ephron. Amerikansk (Palads, Palladium)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu