Læsetid: 10 min.

Et offer for magtspillet

5. maj 2000

VK-regeringen og Socialdemokratiet brugte løgn og svig for at tromle Ørestaden hen over Amager Fælleds og Vestamagers natur

Vidtstrakte sletter, et blomstrende planteliv, fugle, der suser ind over søer, moser og overdrev; en natur så stor, at mennesker bliver små. Det er ikke noget, mange forbinder med Københavns centrum. Og alligevel har det fandtes - indtil for nylig. Et paradis med indgang kun halvanden kilometer fra Københavns rådhustårn. Dér begyndte nemlig det store sammenhængende naturområde, der strakte sig fra Københavns Universitet ved Njalsgade på Islands Brygge og rakte helt ned til porten mod Kongelunden ni kilometer sydligere.
Området kendes af de lokale som Amager Fælled og Vestamager. Det hedder Amager Fælled nord for Sjællandsbroen og Vestamager sydfor.
At bevare dette naturområde - at sikre hovedstaden en grøn lunge - ville være en enestående bedrift. Noget, vore efterkommere ville være os taknemmelige for.
I 1987 så det ud til at lykkes. Staten, Københavns Amt og Københavns og Tårnby kommuner forpligtede sig på en helhedsplan, der sikrede ni tiendedele af området som uberørt natur.
Dengang var jeg direktør for Danmarks Naturfredningsforening og havde været med i den strid, der skulle til, før det kom så vidt. Jeg kan huske, at jeg en sommereftermiddag i juni 1987 fejrede resultatet med at cykle ud på Vestamager. Jeg satte mig på en bænk på en af højene. Foran mig havde jeg den pressemeddelelse, som Hovedstadsrådet netop havde udsendt med lovprisning af det opnåede forhandlingsresultat.
Det er næsten for godt til at være sandt, tænkte jeg.
Og det var det.

Amager Fælled og Vestamager er oprindeligt strand og inddæmmede områder. Når de frem til vore dage kunne få lov til at henligge upåvirket af Københavns byudvikling, skyldes det, at militæret havde inddraget dem til sine formål, navnlig skydebaner. Det holdt alle andre væk.
Efter militæret for 20 år siden indstillede sin brug, gennemtvang daværende miljøminister Chr. Christensen, at områderne blev åbnet for offentligheden. Det skete ikke med Københavns Kommunes gode vilje.
Allerede i 1960'erne havde kommunen fostret planer om satellit-byer hele vejen ned til Kongelunden. Den daværende generalplanchef, Kai Lemberg, har offentligt fortalt, at han af sin overborgmester, socialdemokraten Urban Hansen, fik følgende besked: "Sørg nu for, at så lidt som muligt går tabt til grønne områder!"
Som modoffensiv mod byggeplanerne rejste Danmarks Naturfredningsforening i 1972 fredningssag. Foreningen var dengang forsigtig og valgte kun at lade fredningsforslaget omfatte de naturarealer, der lå længst fra storbyen - nemlig den sydlige del af Vestamager, den der hører under Tårnby Kommune. Alligevel vakte forslaget myndighedernes misnøje. De følgende mange år lykkedes det Tårnby og Københavns kommuner sammen med Hovedstadsrådet at forhale sagen, så Fredningsnævnet ingen afgørelse traf.
I 1984 besluttede naturfredningsforeningen i samarbejde med en lang række lokale foreninger og Friluftsrådet at gøre et nyt fremstød. Foreningen rejste fredningssag for hele Vestamager og bebudede samtidig et fredningsforslag for Amager Fælled.
Københavns og Tårnby kommuner prøvede at få Fredningsnævnet til at afvise sagen. Men nævnets flertal - herunder også den repræsentant, der var udpeget af Københavns Kommune selv - fulgte naturfredningsforeningen.
Det skabte et gennembrud. På foranledning af miljøminister Chr. Christensen blev der i 1986 nedsat et udvalg, der skulle komme med forslag til en samlet løsning for hele den grønne kile. Udvalget fik det lidt akavede navn: Kalvebod-kile udvalget.
Efter mange måneders seje forhandlinger lykkedes det udvalget at nå et resultat. De grønne organisationer accepterede, at der kunne bygges i et bælte fra Bella Centeret og sydpå ned til kommunegrænsen mod Tårnby.
De affandt sig også med, at der på Amager Fælled kunne ske en udvidelse af Københavns Universitet ved Njalsgade og yderligere bebyggelse af 35 hektar.
Til gengæld gik staten, Hovedstadsrådet og kommunerne med til, at de ni tiendedele af Amager Fælled og Vestamager skulle bevares som natur.

Men hvordan skulle aftalen fra Kalvebod-kile udvalget rent teknisk føres ud i livet? Kommunerne og Hovedstadsrådet insisterede på, at de arealer, der lå i byzone, skulle beskyttes gennem regionplanlægningen, mens en egentlig fredning kun kunne bruges for arealerne i landzone.
Argumentet var, at det ville være en fallit for planlægningslovgivningen, hvis man for at beskytte bynær natur i byzone skulle bruge fredningsinstituttet. I naturfredningsforeningen kunne vi godt se det principielt rigtige i synspunktet, men vi var betænkelige ved de muligheder for snyd, som en sådan løsning åbnede for. Det er nemmere at ændre i en regionplan end i en gennemført fredning.
Men Miljøministeriet, der ellers havde optrådt som vores forbundsfælle i forhandlingerne, var ikke indstillet på at imødekomme vores ængstelse på dette punkt. Ministeriet garanterede til gengæld - sammen med kommunerne og Hovedstadsrådet: "Selvfølgelig vil vi ikke snyde, for så kommer vi jo netop til at miskreditere planlægningen som styringsinstrument" - som det blev sagt under forhandlingerne.
Uden statens støtte måtte vi bøje os.
Når spørgsmålet om valg af middel til naturbeskyttelsen var så vigtigt, skyldes det, at grænsen mellem by- og landzone på Amager Fælled og Vestamager forløber noget vilkårligt. Den følger nemlig, hvad der var kystlinje, før inddæmninger og opfyldninger fandt sted. Og på Amager Fælled var den naturmæssigt mest betydningsfulde del de gamle strandenge og strandsumpe, som lå i byzone.
I 1989 blev regionplanbestemmelserne for byzonen godkendt af regeringen, og i 1990 nåede fredningssagen for landzonearealerne frem til afgørelse i Overfredningsnævnet (som nu om dage hedder Naturklagenævnet).
Når fredningssagen ikke bare kunne afgøres af Fredningsnævnet, skyldtes det blandt andet, at Dansk Ornitologisk Forening ikke var tilfreds med den indgåede aftale i Kalvebodkile-udvalget.
Fuglevennerne - som åbenbart også er menneskekendere - mente, at den egentlige naturfredning burde udstrækkes til også at dække de arealer på Amager Fælled, som regionplanen beskyttede som natur.
Statens og Københavns Kommunes repræsentanter gentog imidlertid over for Overfredningsnævnet, at den indgåede aftale ville blive holdt, og at regionplanens bestemmelser ville blive efterlevet.
Overfredningsnævnet skrev herefter i sin afgørelse, at "der i hvert fald ikke for tiden er grundlag for, at nogen del af byzonen på Amager Fælled pålægges fredningsbestemmelser".
Med i billedet hørte også, at de pågældende områder i forvejen var omfattet af naturfredningslovens automatiske "paragraf 43-beskyttelse" af søer og moser.
Og således skulle alt jo være godt.

Men nej. Det var faktisk så slemt, som man overhovedet kunne forestille sig. Allerede mens statens og Københavns kommunes repræsentanter over for Overfredningsnævnet forsikrede om deres vilje til at beskytte byzone-arealerne på Amager Fælled, var andre repræsentanter for staten og kommunen i gang med at lægge planer om at ødelægge området. Disse skumle overvejelser fandt sted i det statsligt-kommunale 'Würtzen-udvalg', der skjult for offentligheden var ved at fostre ideen om en 'Ørestad' på Amager Fælled og Vestamager.
En sen eftermiddag i februar 1991 blev jeg på mit kontor i naturfredningsforeningen ringet op af en højtstående embedsmand i centraladministrationen, der for guds skyld ikke ønskede sit navn offentligt frem.
"De løber fra alt, hvad de har lovet jer," sagde vedkommende.
Min kilde orienterede mig om hovedtrækkene i Ørestadsplanerne. Jeg var fuldstændig målløs. Det lå helt ud over mine forestillinger om, hvor svindlerisk 'de ansvarlige' politikere og embedsmænd kunne optræde i et land som Danmark.
For dog at gøre et eller andet for at afværge ulykken sørgede jeg for, at historien fandt vej til næstedagens udgave af dagbladet Politiken.

Stor opstandelse fulgte. Ingen syntes at kende planerne, bortset fra en snæver kreds omkring overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og daværende finansminister Henning Dyremose (K). Og de ville nødigt ud med sproget.
Jeg havde den særprægede oplevelse dagen efter Politikens afsløring at blive inviteret ud i TV-Lorry's direkte aftennyheder sammen med Henning Dyremose.
I mellemtiden havde jeg fra flere pålidelige kilder fået sammenstykket Ørestadsplanerne, og jeg havde et geodætisk kort med, så jeg kunne vise seerne, hvor man ville bygge.
Henning Dyremose anlagde en hellig moralsk, nedladende tone:
"Jeg forstår slet ikke, at naturfredningsforeningens direktør vil sætte sin troværdighed på spil på den måde," sagde han:
"Det er slet ikke de arealer, det drejer sig om. Direktøren vil sidenhen blive meget klogere, og han bør holde sig i ro indtil da."
Mens Dyremose sagde disse ord til kameraet, sad jeg og betragtede hans ansigt.
"Sådan ser man altså ud, når man lyver for titusinder af mennesker " slog det mig.
For det var de arealer, det handlede om.
Inden det endeligt blev offentligt bekræftet, havde naturfredningsforeningen nået at skrive et alvorligt brev til daværende statsminister Poul Schlüter. I brevet skrev foreningen, at den aldrig havde været ude for et lignende løftebrud fra offentlige myndigheder. Derfor bad den statsministeren om at bekræfte, at han vedstod den indgåede aftale.
Fra Poul Schlüter kom nogle dage efter det korte og overraskende svar, at han "da havde læst om Ørestads-planerne i aviserne."
Intet andet stod der i brevet.
Et så ejendommeligt svar kunne forlede til at tro, at planerne ikke skulle tages alvorligt.
Men det skulle de. Kort efter fremsatte regeringen forslag om en lov om Ørestaden. Loven gik blandt andet ud på at bebygge de dele af fælleden, som efter aftalen skulle beskyttes.
Hvilken form for god tro, Poul Schlüters brev var udtryk for, skal han vist være glad for, at der ikke blev nedsat en undersøgelsesdomstol til at kigge nærmere på.

Regeringen prøvede at koble lovforslaget om Ørestaden
sammen med lovforslaget om en Ørestadsforbindelse. Begge lovforslag var blevet til som et overraskelsesangreb på offentligheden fra VK-regeringen og Socialdemokratiet. Meningen var, at de to lovforslag skulle bankes igennem på en ekstraordinært indkaldt folketingssamling i august 1991.
En højtstående embedsmand sagde til mig om Socialdemokratiets stilling:
"Nu er de blevet så kompromitteret af broen, at de lige så godt kan stemme for Ørestaden også."
Alligevel var der så mange troværdighedsproblemer i lovforslaget om Ørestaden, at Socialdemokratiets daværende formand, Svend Auken kun turde lægge stemmer til broen. Ørestaden blev ikke vedtaget i augustsamlingen 1991. Lovforslaget bortfaldt derfor.
Det fik naturfredningsforeningen til i efteråret 1991 hurtigt at rykke ud med en ægte fredningssag for de dele af Amager Fælled, der ikke var blevet fredet i første omgang.
Kort efter genfremsatte regeringen sit lovforslag. I april 1992 overtog Poul Nyrup Rasmussen formandsposten i Socialdemokratiet, og han var fuldtonet med på Ørestadsideen.

VK-regeringen forsøgte - med Socialdemokratiets støtte - at sabotere fredningssagen med en stribe prokuratorkneb.
Regeringen prøvede at forhindre Fredningsnævnet i at behandle sagen og forlangte, at nævnet afviste eller udskød den. Det dommer-ledede nævn nægtede at bøje sig for denne pression. Det vedtog at ville behandle sagen. Derefter valgte regeringen og kommunen den chikane at udeblive fra nævnets møder.
Efter at have gennemført sin besigtelse af området og hørt udtalelser fra de parter, som havde mod til at udtale sig, vedtog Fredningsnævnet enstemmigt den 18. juni 1992 at gennemføre fredningen og udsendte en meddelelse over ritzau herom.
Området var fredet i 18 timer. En danmarkshistorisk mindsterekord. For dagen efter vedtog SVK-partierne i Folketinget det genfremsatte lovforslag om Ørestaden. Forslaget indebar stadig en bebyggelse af Amager Fælleds naturarealer.
Og for at det ikke skulle være løgn, indeholdt forslaget en nyindsat bestemmelse:
"Verserende fredningssager for området bortfalder."
Der stod også i forslaget, at det satte naturfredningslovens almindelige, automatiske beskyttelsesbestemmelser om f.eks. vådområder ud af kraft.
Fra Folketingets talerstol nægtede daværende miljøminister Per Stig Møller - på trods af gentagne opfordringer fra den radikale ordfører Jørgen Estrup - at bekræfte, at området nu var fredet af Fredningsnævnet, og at det aldrig før var sket, at en fredning var blevet tilsidesat ved lov.
Regeringen fortsatte prokuratorknebene. For at gennemtrumfe, at fredningssagen - trods Fredningsnævnets afgørelse - kunne kaldes "verserende", indgav staten og Københavns Kommune til Naturklagenævnet (som Overfredningsnævnet nu var kommet til at hedde) en proforma-anke over fredningen.

Disse skændsler fik en form for efterskrift. Da loven var vedtaget, gik Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet ind i det 'Ørestadsråd', som loven oprettede som rådgivende instans for den nærmere udvikling af Ørestaden.
Sagens forhistorie var ikke ligefrem opmuntrende, hvad angår tillid. Men vi anlagde den heroiske betragtning, at det er grønne foreningers opgave at kæmpe for natur og miljø, når der er mulighed herfor.
Glædeligt nok viste det sig, at det gennem Ørestadsrådets arbejde blev muligt at rette op på nogle af de skader, som den famøse lov ville påføre Amager Fælleds natur. Langt fra dem alle, men alligevel.
Noget andet er så, om staten og Københavns Kommune vil efterleve de begrænsede bindinger, som Ørestadsrådets retningslinjer lægger på Ørestadens hærgen. Der er allerede nu rumlen om at lægge langt større veje gennem området, end det er fastlagt i den gældende plan.
Hertil kommer, at bebyggelsesprocenten på Vestamager er blevet langt voldsommere, end aftalt i Kalvebod-kile udvalget. Oplevelsesmæssigt kommer de flade slettestrækninger til at skrumpe ind til en karsebakke med en mursten stillet op for enden.
På en eller anden måde blev sagen om Ørestaden skelsættende for dansk politik og forvaltning. Som det har vist sig i årene efter, er et politisk løfte ikke længere, hvad det var. Nu er det bare en 'stemningsbåren tilkendegivelse' - til at vikle sig ud af, når det synes gunstigt.
Måske skulle man på et torv i Ørestaden rejse 'de brudte løfters monument'. Men man kan selvfølgelig også vælge at mene, at det er hele Ørestaden i forvejen.

Fakta - I brændpunktet
*I denne uge behandlede Østre Landsret den sag, som Sundby Lokalråd har anlagt mod Ørestaden for at være i strid med EU-direktivet om vurdering af virkninger på miljøet. Den 2. juni udkommer på forlaget Aschehoug debatbogen Manhattan på Amager - Sagen om Ørestaden. Dette er et uddrag af David Rehlings bidrag til bogen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Charlotte Ardal
Charlotte Ardal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu