Læsetid: 9 min.

Oprør i luften

27. maj 2000

Det nye fransk cirkus gør oprør
- mod samfundet, uretfærdigheden og traditionerne. Og teaterpublikummet har velvilligt forladt plysset for at få anderledes rå oplevelser under teltdugen. Eller ude i regnen

Glamour er der ikke meget af. Væk er de selvlysende glimmerdragter og kødfarvede netstrømper. Pist er de malede smil og rækken af usammenhængende stunts. Borte er de trampefri elefanter og tandløse løver...
For det nye franske cirkus er en protest. Ikke så meget mod det traditionelle cirkus som mod det eksisterende teater. Og frem for alt mod den sociale ulighed i det sammenstyrtende, franske samfund - og resten af verden med.
Cirque nouveau, det nye cirkus, opstod i 1970'erne i et forsøg på at påvirke sind og sanser på en ny måde. For det nye cirkus har vist sig at ville skildre det ekstreme menneske - mennesket, der kan præstere det grænsesprængende og næsten dyriske fysiske. Men også det raffinerede menneske - mennesket med det satiriske overblik og den uregerlige fantasi og visionskraft.
Det har også teatret, og ikke mindst performanceteatret, forsøgt på i de samme forgangne 25 år. Men her har udgangspunktet stadig været teatrets formen - uanset hvor mange nye teaterrum og site-specific performances, kunstarten har kastet sig ud i.
Det nye cirkus, derimod, har forsøgt at bringe teatrets tanker, også de allermest elitære og intellektuelle, over i cirkusverdenens folkelighed og rummelighed. Og dét er det anderledes. Ambitionen om at blande virkemidlerne i en uadskillelig fusion af optræden og musik, effekter og teknik, men hele tiden med det populære og det underholdende - og det uslebne - som drivkraft.
Det nye cirkus har derfor været båret af en drøm, som aldrig har holdt det traditionelle cirkus vågen: Drømmen om at være en 'kunstart' - og drømmen om dermed at forandre verden.

Ny fransk cirkus bliver denne sommers festivalinvasion. De senere år har adskillige cirkusgrupper besøgt Danmark - Cirque Plume, Cirque O, Le Cirque Invisble, Cirque Gosh, Que-Cir-Que, og for mange år siden Archaos...
I år forvandles udbuddet decideret til et jonglørnummer med mange bolde, når Københavns Internationale Teaters sommerscene fra på torsdag og tre måneder frem præsenterer fransk cirkus - suppleret af fransk cirkus i både Århus og Ålborg, hvor manegen indtages allerede onsdag.
Men hvorfor er det nye franske cirkus blevet så overstrømmende populært hos publikum? Og hvad kan det nye cirkus, som det traditionelle cirkus ikke kan? Eller som teatret ikke kan?
Et nyligt besøg i det majkolde Frankrig gav nogle af svarene. Oppe i den lille nordfranske by Béthune, lige syd for Lille, var der festival for ny cirkus og gadeteater sidste weekend. Det var formodentlig ment som et generøst sommerunderholdningstilbud fra de lokale politikeres side, men arrangørerne havde glemt at tage vejret i ed, og det regnede naturligvis konstant - nedover både optrædende og standhaftige tilskuere.
For selvom alle de optrædende grupper blev præsenteret i programmet som både Cirque Dit og Cirque Dat, så var der ikke så meget som et Cirkus Charlie-telt at se noget steds. Kunstnerne måtte derfor kaste sig ud i balancer på barrer og stoletårne, mens regnen bare tog til.
Danske optrædende ville formodentlig bare have aflyst - også fordi de ville vide, at det danske publikum hurtigt ville flygte indendørs i varmen og får noget at drikke.
Men sådan var reaktionerne ikke i Béthune. Her fortsatte de optrædende, kun afbrudt af kludetørreri af og til, og publikum stod tålmodigt og delte de alt for få paraplyer - til forestillinger, der varede næsten en time.
Folk stimlede endda sammen om generalprøver på aftenens store spil om liv og død på Grand Place, hvor henrettelseskolonner marcherede nådeløst rundt med uskyldige på skafottet.
"Vi lever kort, men er døde længe," truede en stemme fra en megafon med middelalderlig torden, mens den gamle kirkeklokke bimlede fred - eller i hvert fald uforanderlighed - og regnen bare tog til.

Det mest groteske eksempel var det lille Cirque Clandestin med brødrene Kazamaroff. Selv de lokale fra Béthune kendte knap adressen på cirkuspladsen, der viste sig at være en simpel parkeringsplads midt i et trøstesløst boligblokområde, der mest af alt lignede resultatet af en fiffig, polsk udvekslingsaftale.
Et par ghettoblastere med betonpower sørgede for skrammellarm, mens en lydmand gemte sit teknikerbord under lidt plastik. Selve scenen var bare et tæppe på asfalten og nogle metalstænger med lidt vådt lærred på. Alligevel lod ingen sig afskrække - der væltede bare flere og flere folk ud af opgangene.
Og deres intuition var rigtig. For ud bag lærredet kom to magre og senede fyre - tilsyneladende flygtninge, der var fragtet væk som mumier, der langsomt skulle vove sig ud i alt det ukendte.
De kunne det hele - akrobatik, klovneri, bolde, linegang, trampolin... Men de havde først og fremmest fat i en angst og en fremmedgjorthed, som blev uhyggelig troværdig på asfalten i Béthune. De talte russisk, så vi vist allesammen troede, at de var russere, men undervejs i den rå integration 'lærte' de sig så fransk.
Det fængede. Og bagefter stimlede folk sammen om dem, sådan som man netop kun ser det ske i cirkus.
'Lillebror' Kazamaroff - alias Benoît Belleville - fortsatte sit sociale felttog i et interview bagefter forestillingen:
"Fra vores liv kender vi til mange aspekter af de sociale problemer. Dem vil vi gerne fortælle om i vores forestillinger - underholdning skal ikke bare være pænt. Verden er noget lort nu, og vi vil kæmpe mod uretfærdigheden."
"Men i vores forestilling opfinder vi ikke nye ting. Vi bruger de traditionelle teknikker, men vi blander dem med ny musik og dans, for vi opfatter os selv som nutidige kunstnere. Men vi behøver ikke en masse udstyr. Til gengæld vil vi gerne udnytte vores effekter maksimalt. En flygtning har jo også bare sin kuffert..."

Tendensen er tydelig. Det ny cirkus vil bringe sin sociale indignation videre - udtrykt som kunst. Men altså ikke mindst med tilsyneladende harmløse virkemidler som trapezer og røde næser.
Det har dog ikke gjort det sværere for det ny cirkus at opnå støtte end f.eks. teatret. Det franske kulturkontor l'AFAA, der støtter kultur på vegne af både det franske kulturministerium og udenrigsministeriet, pointerer i hvert fald, at de ny cirkusforestillinger bliver støttet uden hensyntagen til deres politiske protestindhold.
" L'AFAA er kunstnerisk uafhængig," siger Stéphane Simonin fra l'AFAAs afdeling for udøvende kunst og herunder cirkus ved et møde i Paris.
"Det ny cirkus har bare haft problemer med at definere sig selv - for er deres forestillinger kunst eller ej? Men næste år, år 2001, er udnævnt til at være officielt cirkusår i Frankrig, hvor både det traditionelle cirkus og det ny cirkus bliver hyldet. Det vil formodentlig være afgørende i anerkendelsen af cirkus."
Eller som der står af læse i l'AFAA's nye værk L'Arts du Cirque en l'an 2000:
"Hvis man kan karakterisere nyskabelsen af det franske cirkus gennem tre fænomener, så vil det være fremkomsten af ny cirkus (cirque nouveau) i 1970'erne, samtidscirkus (cirque contemporain) i slutningen af 1980'erne og vigtigst kunstcirkus (arts du cirque) (i 1990'erne), som uden tvivl bliver det væsentligste aspekt for det nye cirkus."
På det franske informationskontor for cirkus og gadeteater HorsLesMurs (Udenfor murene) i Paris giver lederen Eric Lebas ham ret.
"Det ny cirkus startede med teaterkunstnere, der brød ud af teatrene for at skabe en ny slags forestillinger. De ville opnå en ny nærhed. Og de ville bruge folkeligheden i cirkus og cirkusteltets atmosfære. Desuden var det for mange af teaterkunstnerne et valg af en ny livsform som nomade."
"Det var derfor afgørende, at CNAC blev oprettet i 1983 (cirkusskolen Centre Nationale des Arts du Cirque, red.)" siger Eric Lebas.
"Tidligere kunne man kun lære cirkusteknikkerne at kende, hvis man voksede op i en cirkusfamilie. CNAC og alle de andre private skoler har pludselig åbnet mulighederne for alle, og det ny cirkus har fået en ny mangfoldighed. Selv aftenskolerne bugner med cirkustilbud nu."
Her bliver han forstemt.
"Det traditionelle cirkus i Frankrig er ved at dræbe sig selv, fordi det ikke vil udvikle sig. De traditionelle cirkusfamilier er efterhånden overtaget af managere, og de klarer sig egentlig kun på navnene - og så fordi de har dyrene, som så mange tilskuere gerne vil se år efter år."
"Men det er det ny cirkus, som løber af med opmærksomheden. Sådan er det også inden for vores tradition for cabaret og musichall - den er døende."
Han fortsætter oplivet.
"Det ny cirkus er vejen frem lige nu. Det kan man også se alene på grund af det faktum, at teatret er begyndt at invitere det ny cirkus inden for i varmen - fordi det ny cirkus ikke kun kan spilles i et telt. Teatret har indset, at det kan vinde de tabte kræfter tilbage - resultatet af udbryderne fra teatret for 20-30 år siden."

Ikke alt ny cirkus er dog småt eller stuerent nok til bare at lade sig sluse ind ad teatrenes sceneindgange igen. Torsdagens premiere på Les Arts Sauts trapezforestilling ved Østre Gasværk i København kræver i hvert fald mere end almindeligt højt til loftet. Gruppens teltkonstruktion er unik: En bobbel, hvor der fyldes vand i bunden, hvorefter hele rummet pustes op af luft (det sker mandag aften...).
Der lægges så gulv over vandet, trapezkonstruktionerne monteres, og publikum bliver sluset ind gennem luftkanaler, hvorefter de bliver placeret i dækstole, så de kan ligge ned og se op på truppens flyvende trapezkunstnere. Forud for det to uger lange gæstespil i Danmark mødes truppen med den danske presse i Paris.
Her gør en af truppens medstiftere, Stéphane Ricordel, det klart, at Les Arts Sauts er drevet frem af idealer, der næppe ville kunne eksistere inden for traditionel showbiz.
"Vi fortæller ingen historie - vi flyver bare," griner den smukke, 37-årige trapezkunstner, der nu kun er 'modtager', fordi det kræver mindre dynamisk energi end at være 'flyver'.
"Vi ønsker at skabe et poetisk udtryk. For os er det ikke teknikken, der er vigtig. Og vi bliver ved med at udvikle forestillingerne - vi har turneret rundt med Kayassine i to år nu, og nu er vi efterhånden ved at være glade for den."
Les Arts Sauts er berømte for deres kollektive arbejdsproces for alle truppens 25 medlemmer. Ricordel er i trapezen om aftenen, men han kører også lastbilen og er med til at etablere boblen hvert nyt sted. (Sidste år spillede de 140 forestillinger på en 10 måneder lang turné.)
Mange har deres familier med, og i øjeblikket har de i alt 15 børn som dagligt undervises i almindelig skolegang, uanset hvor truppen befinder sig.
Til gengæld oplæres børnene ikke i trapez - de skal ikke tvinges til at være cirkusbørn.
"Trapez er ikke et job, det er en passion," understreger Ricordel. "Og på samme måde er vores cirkus er måde at leve på. Alle hos os må give sig selv 100% - derfor får alle det samme i løn. Alle må have tillid til hinanden, og alle må tage sig af hinanden. Derfor sagde vi også nej tak til et tilbud fra Washington om at spille dér et helt år. Vi vil gerne spille for os selv - og vi vil selv bestemme, altså i fællesskab, hvordan vi vil bruge vores overskud."
"Vi har nogle idealer. Vi ønsker at udveksle noget med publikum, ikke bare sælge billetter. Det er f.eks. vigtigt for os at give publikum i den fattige del af verden en mulighed for at opleve vores forestilling - også fordi det er vigtigt for os at opleve deres reaktion. Så hvis vi siger ja til at spille i Japan, vil vi også spille i Laos."
"Næste år tager vi på en lang turné til Afrika - for dernede trænger de vist til at smile... Så afholder vi workshops og underviser i cirkus, også selv om vi egentlig ikke er ret pædagogiske. Men vi kan vise noget om glæden ved at flyve..."
Glæden er tilsyneladende intakt - og fortsat uden glamour.
Så måske handler drømmen i det ny franske cirkus ikke kun om at flyve væk fra det hele.

Ny fransk cirkus i Danmark sommeren 2000:
*Cirque Baroque ved Honnørkajen, Slotspladsen i Ålborg, 31. maj-4. juni
*Les Arts Sauts, Dome ved Østre Gasværk i Kbh., 1.-14. juni
*Cirque Éloize (fra Canada), Ridehuset i Århus, 8.-11. juni
*Le Cirque Invisible, MusikTeatret i Albertslund, 8.-19. juli
*Tiger Lillies Varieté, telt på Holmen ved Kbh., 22.-26. aug.
*Romanès Cirque Tsigane, telt på Holmen ved Kbh., 27.-30. aug.
*Desuden afholdes seminaret 'Ny Cirkus: Teatersprog - Livskunst',
Kanonhallen i Kbh., 8.-9. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu