Læsetid: 10 min.

Oprøret kommer østenfra

12. maj 2000

Østtimors løsrivelse har ført til stigende politisk og social uro i Indonesiens østligste provins, Irian Jaya, hvis melanesiske befolkning har fået fornyet håb om selvstændighed

En patrulje indonesiske soldater bevæger sig i krattet på begge sider af vejen. En overordnet træder ud på vejen og gør tegn til, at vi skal stoppe jeepen. Han konverserer kort med chaufføren, som deler ud af sine cigaretter, før vi får tilladelse til at fortsætte.
Vi er på vej mod transmigrations-distriktet Arso i Indonesiens østligste provins Irian Jaya, tæt ved grænsen til det selvstændige Papua Ny Guinea.
Og der er uroligt i Irian Jaya: Tusinder af javanesiske tilflyttere i Indonesiens østligste provins Irian Jaya, har de seneste par måneder opgivet deres tilværelse i den Indonesiske del af øen Ny Guinea af frygt for at blive fanget i en udvikling, der leder tankerne hen på Øst-timor.
Mens provinsens selvstændighedsbevægelse nyder større tilslutning end nogensinde, oprettes træningslejre for både pro-indonesiske og pro-papuanske civilmilitser bevæbnede med hjemmelavede våben. Militære forstærkninger fra hærens strategiske kommando skal forhindre de uroligheder, mange frygter, når en selvbestaltet papuansk kongres i løbet af maj diskuterer vejen til uafhængighed.

FN-fiasko
Provinsen, der udgør den vestlige halvdel af Ny Guinea, er udover Østtimor det eneste område, der er blevet indlemmet i den indonesiske republik efter dennes officielle selvstændighed i 1949.
Holland bevarede administrationen af Vest Ny Guinea til 1962, hvor uenigheder om retten til territoriet førte til væbnet konflikt med Indonesien. Amerikansk koldkrigsparanoia fik USA til at involvere sig til fordel for Indonesien, selvom Vest Ny Guinea af Holland var blevet lovet selvstændighed i 1970. I en aftale mellem Indonesien og Holland formuleret i et dokument kaldet The New York Agreement, overdrages territoriet til Indonesien mod et løfte om, at områdets melanesiske befolkning senest i 1969, vil få mulighed for, at vælge selvstændighed fremfor tilknytning til Indonesien
Afstemningen blev en eklatant fiasko for FN, der som i Østtimors tilfælde overvågede formaliteterne. Organisationens udsendte, heriblandt generalsekretærens repræsentant Ortiz Sanz, klagede over indonesernes effektive kontrol, som forhindrede FN medarbejderne i at beskytte papuanernes ret til eksempelvis ytringsfrihed. 1.025 mænd stemte på vegne af en samlet befolkning på ca. 800.000, for indlemmelse i Indonesien. Papuanerne så sig tvunget ind i republikken ved afstemningen, der blev omdøbt fra the act of free choice til the act of no choice.

Regeringens flytteplaner
Vejen til Arso er hullet, og snor sig gennem sumpområder og tæt regnskov. I maj-juni sidste år dannede dette sted baggrunden, for en intens jagt på en fraktion af Irian Jayas oprørsbevægelse OPM (Operasi Papua Merdeka), der i over 35 år har kæmpet for at gøre territoriet til en selvstændig melanesisk stat, som de kalder West Papua. OPM-rebellerne bortførte i maj 11 indonesiske tilflyttere fra Arso. Gidseltagerne tilbageholdt disse transmigranterne i en måned og flygtede derefter over grænsen til Papua Ny Guinea.
Et lignende drama udspillede sig i Irian Jayas centrale højland i 1996, hvor OPM-oprørere holdt 26 miljøarbejdere som gidsler. Syv af dem var europæere. Gidseltagningen stoppede brat efter fire måneder, da indonesiske tropper angreb rebellerne. To indonesiske gidsler blev dræbt under aktionen.
'Transmigrasi' er for mange papuanere det største problem i Irian Jaya.
Begrebet dækker over den indonesiske regerings transmigrationsplan, som sender fattige javanesere og maduresere fra det overbefolkede Java, til fjernere, mere tyndt befolkede egne af landet. Transmigranterne tildeles et stykke land og får økonomisk støtte af staten i en given periode.
For en fattig java-bonde kan disse tilbud lyde som en billet ud af fattigdommen, men hvad mange transmigranter ikke ved er, at jorden på Irian Jaya, langtfra er så frugtbar som Javas vulkanjord. Javanesiske risbønder tvinges til at dyrke sødekartofler, majs og taro og må lære sig nye dyrkningsmetoder.
Et andet problem er, at jorden i Irian Jaya tilhører de papuanske klaner, der lever i pågældende område. For papuanerne ser det derfor ud som om, regeringen deler deres forfædres jord ud til indvandrende nybyggere.
At papuanerne er kristne, og den overvejende del af transmigranterne er muslimer øger kun splittelsen.

Med geværet i ryggen
Hubertus Kvambre er opvokset i Arso, og kender den bitterhed, der driver oprørerne til handling.
Han er papuaner, og tilhører Irian Jayas oprindelige melanesiske befolkning. Som aktiv i Team 100, en gruppe af papuanske politikere, embedsmænd, høvdinge og NGO-arbejdere, forsøger han ad diplomatisk vej at belyse provinsens problemer overfor regeringen i Jakarta. Hubertus leder en lokal NGO, der beskæftiger sig med transmigrationsproblemerne i Arso.
Hubertus beretter om Arsos historie, mens vi kører op på et højdedrag, hvorfra man kan se hele distriktet. Så langt øjet rækker, er den oprindelige regnskov fældet, og oliepalmer breder sig ud over det gamle klanland.
Oprindeligt boede her 1.500 papuanere, som tilhørte forskellige klaner, der havde delt jorden imellem sig. Man brugte ikke individuelt jordeje, og for mange af Arsos papuanere er dette stadigt et abstrakt begreb. I skoven gik man på jagt efter vildsvin, gnavere og fugle. Sago, bananer, papaya og kassava groede vildt.
Dette jæger/samler-samfund skulle ændre sig, da regeringen begyndte at bygge bosættelser og anlægge plantager i 1983. Klanernes land blev ryddet og 19 bosættelser ligger nu mellem de enorme oliepalmeplantager. I dag bor der ca. 32.000 mennesker i Arso. Heraf er 2.000 oprindelige beboere, resten er transmigranter.
En statue af en bonde og en bevæbnet soldat ved indgangen til distriktet, illustrerer Suharto-regeringens intentioner. Indskriften under statuen lyder: "Vi skal lære jer at bruge jorden."
Papuanerne skulle kultiveres. De skulle lære agerbrug. Adspurgt om papuanerne ville foretrække at leve i et jægersamfund, svarer Hubertus :
"Vi vil respekteres og have indflydelse på vor egen tilværelse. Mange javanesere ser ned på papuanere som primitive vilde. Et stenalderfolk med stenøkser og penisfoderaler. De tror, at folk på Irian Jaya stadig spiser mennesker. Papuanerne er ikke aber. Jeg siger ikke, vi ikke vil være agerbrugere, vi vil bare spørges ad først, i stedet for at pløje vor jord med en geværmunding i ryggen."

Det rige land
I det lerrøde vand ved havnen i provinsens hovedstad Jayapura står transmigranter og papuanere side om side i knæhøjt vand, og vasker guld. For mange af dem er dette en fuldtidsbeskæftigelse og - efter den økonomiske krise - den eneste mulige indkomstkilde.
Da familien, jeg bor hos, skal have gravet en brønd i haven, stopper arbejdet efter en times tid, fordi graverne har fundet guld under græsplænen.
Irian Jayas enorme naturrigdomme i form af kobber, guld, olie og uranforekomster har været en tungt motiverende faktor for Jakartas hårdhændede håndtering af sin østligste provins. Beskyldninger mod militærets metoder i Irian Jaya er grove og lyder på voldtægt af kvinder og børn, likvidering af mistænkte samt regulære bombninger af landsbyer i højlandet.
Disse overgreb førte i midten af 1980'erne til, at over 10.000 papuanere flygtede til det selvstændige Papua Ny Guinea, hvor flere tusinde flygtninge stadig befinder sig i dag. Ressourcerigdommen, som burde være provinsens lykke, er i mange papuanske øjne grunden til alle problemerne.
Regeringens opfattelse af militærets opgave er ifølge Yopi Kilangin, at beskytte Jakartas økonomiske interesser i territoriet. Kilangin er fra amungmestammen i det centrale højland. Han er aktiv i LEMASA, en bevægelse som arbejder for varetagelse af amungmernes rettigheder.

Minen tog bjerget
Kilangin kommer fra området omkring Grassbergbjerget, der er det traditionelle hjemsted for stammen. Da geologer lokaliserede enorme kobberforekomster i bjerget, forflyttede man stedets oprindelige beboere til de lavtliggende områder for foden af bjerget.
Her var amungmerne ikke længere beskyttet mod malaria, og de kunne ikke dyrke samme afgrøder, som de havde gjort hidtil. Deres opfattelse af bjerget som et helligt sted, hvor afdøde forfædre residerer, gjorde ikke stort indryk på mineselskabet.
Da man begyndte udgravningen, af Freeport-minen, verdens største guldmine og verdens tredjestørste kobbermine, blev befolkningens frustration til desperation, og det er i årenes løb kommet til talrige sammenstød mellem militæret og lokale omkring den enorme udgravning, som ejes af den amerikanske minegigant Freeport McMoRan.
Freeport har finansieret al infrastruktur omkring minen inklusive opbyggelsen af et luksuriøst Sheraton-hotel og en hel by til transmigranter, som arbejder for selskabet.
"Freeport betaler også militærets udgifter i området. De har endda fået tanks stillet til rådighed," fortæller Kilangin.
Selvom Freeport i en lang årrække har været Indonesiens største skatteyder, er man utilfredse med selskabets kontrakt der kun overlader ca. 15 procent af udbyttet til staten.
Da Henry Kissinger for nyligt accepterede præsident Wahids tilbud om at blive politisk rådgiver, var et af hans første forslag at regeringen skulle droppe planer om en revurdering af Freeports kontrakt. Det ville skræmme andre amerikanske investorer væk, advarede Henry Kissinger, der ved siden af sit job som politisk rådgiver sidder i Freeports bestyrelse.
Charmeoffensiv og diplomati
En aften er jeg til middagsselskab med et par journalister på Jayapuras eneste luksushotel, Ankassar Indah, der ligger på en klippe med smuk udsigt over Humboldt-bugten.
Der hersker en mærkværdig stemning på det enorme hotel, der på grund af Irian Jayas ry som urolig provins kun har to gæster. Den ene er journalist, den anden er Tom Beanal, ammungmestammens leder og stifter af LEMASA. Han er på vej hjem fra New York, hvor han har talt sin stammes sag.
Under vores samtale bliver Beanal afbrudt af receptionisten, der oplyser, at en person venter ham i lobbyen.
Da den jakkesætklædte ammungmehøvding vender tilbage, kan han fortælle, at det var en udsending af Freeport, der kom for at byde ham velkommen hjem og i øvrigt lade selskabet dække hans udgifter. Deres appeasement politics (eftergivenhedspolitik) har nu fået Tom Beanal til at acceptere en plads som rådgiver for minen.
På trods af sidste års gidseltagning, ser det alligevel ud til, at de dage er ovre, hvor OPM-oprørere angreb militærposter med bue, pil og flintøkse.
"Den generation af oprørere der kæmpede mod militæret i 60'erne og 70'erne, så anderledes på kampen end unge papuanere i dag. De unge har indset, at man ikke kan slås mod TNI (Indonesiens nationalhær, red.) med bue og pil. Undergrundsbevægelserne er blevet til NGO'er, som arbejder for menneskerettigheder, miljø osv," fortæller Nikodemus.
Han er 29 og har selv har været fængslet for at demonstrere og hejse det papuanske nationalflag, The Morning Star. Han var involveret i undergrundsbevægelserne i 80'erne, og arbejder nu for en lokal NGO, der beskæftiger sig med de traditionelle jordrettigheder:
"Problemet med jordrettighederne er, at de lokale papuanere ikke kun skal slås med regeringen. Multinationale tømmerfirmaer, opkøber koncessioner på gammel klanjord, og forhandler med klanens ældre, som ikke er uddannede og ikke forstår værdien af moderne teknik. Ofte afgiver de ældre enorme jordarealer for et fjernsyn eller en gammel lastbil. Klanen indser først sine fejl, når det er for sent."
Men selvom bitterhed og desperation jævnligt fører til voldsomme sammenstød i den opsætsige provins, der ligger et par tusinde kilometer fra regeringen i Jakarta, vinder diplomatiet frem som metode i kampen for retfærdighed i Irian Jaya.
Et nyetableret papuansk råd har udstukket rammerne for en papuansk kongres, der under titlen Omskrivning af Papuas historie skal bruge slutningen af maj måned på at diskutere mulighederne for selvstændighed.
Præsident Abdurrahman Wahid, der er inviteret til kongressen, får brug for dygtigt diplomati for at neddysse bitterheden over årtiers udbytning af den ressourcerige provins, hvor udbyttet per indbygger hører til det højeste i landet, men indkomsten er blandt de laveste.

Åbninger fra Wahid
Tiden er en anden end under Suharto, og Jakarta kan ikke længere ignorere separatisternes insisterende prikken på skuldrene.
Det står klart, at militarisering aldrig har formået at skabe den 'enhed i mangfoldighed' som republikkens motto så smukt postulerer. For arkipelagets mange etniske minoriteter har den nu væltede Suharto-regerings nationbuilding ikke ført til andet end fremmedgørelse.
Ørigets mangfoldighed synes for stor til at kunne indordne sig under et standardiseret (javanesisk) kulturelt koncept. Wahid har sendt positive signaler ved at acceptere en mulig navneforandring af Irian Jaya til Papua, og tildele Freddy Numberi, Irian Jayas tidligere guvernør, en ministerpost. Numberi er den første papuaner, der beklæder et ministerielt embede.
Nu går talen på kryds og tværs af Indonesien om regional autonomi og føderalisme.
Det er større selvbestemmelse over eksempelvis ressourcer, der skal få de subversive elementer i de oprørske provinser til at acceptere et, om ikke andet, så historisk, tilhørsforhold til Jakarta.
Numberi, der af mange papuanere betragtes som pro-indonesisk, har udtalt, at "autonomi er det samme som selvstændighed".
Spørgsmålet er nu, om den papuanske befolkning er villige til at tilgive det, de betragter som mere end 30 års kleptokratisk voldsvælde, og indvillige i forhandlinger om regional autonomi eller en føderal tilknytning til Indonesien.
Udfaldet af den papuanske kongres i denne måned vil blive en vigtig indikator på, hvilken vej det skrøbelige diplomati vil gå, og hvis det slår fejl, og Wahids regering ikke formår at tilfredstille den forbitrede provins, er risikoen for yderligere opløsning af den indonesiske republik, overhængende.

Ruben Thorning er studerende ved Centrum for Øst- og Sydøstasiensstudier ved Lunds Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu