Læsetid: 4 min.

Ikke et ord om Coppi

31. maj 2000

Giro d'Italia vil blive vundet af en rytter, hvis navn ingen kan huske, når løbet er slut

Giro d'Italia
Fausto Coppi havde en meget kort krop og i forhold dertil meget lange ben. Det har Francesco Casagrande også. Fausto Coppi vandt Giro d'Italia fem gange. Sidste gang i 1953. Francesco Casagrande er på vej til at vinde Giro d'Italia lige nu.
Ellers ligner de ikke hinanden ret meget. Fausto Coppi blev hyldet som en gud - af de italienere, der ikke hyldede hans nyligt afdøde rival Gino Bartali - men Francesco Casagrande er de ligeglade med. Helt ligeglade.
Og dermed har et ellers afvekslende og resultatmæssigt stadigt spændende etapeløb mistet en stor del af sin fascinationskraft. Med mindre end fire minutters tidsforskel mellem nummer et og nummer 10 er løbet teoretisk set meget åbent, da der endnu mangler to voldsomt krævende etaper i Alperne og en bjergenkeltstart, men hvad betyder spænding, når løbet reelt skal afgøres mellem fem-seks-ti italienere, som ikke engang italienerne kender særlig godt, og som ikke er i besiddelse af stor personlighed. Eller i hvert fald ikke har vist det.
Francesco Casagrande forsøgte i mandags at leve op til noget af det, man forventer af den, der bærer den rosa førertrøje, og som ligner en, der kan beholde den. Han ville lige efter dagens etape sige arrangørerne et par borgerlige toscanske ord: Det var for dårligt, at der ikke var lys i de tunneller, feltet skulle køre igennem, det var livsfarligt, faktisk, og det var for dårligt, ja også livsfarligt, at opløbet i Brescia var som et gadeløb, hvor rytterne tre gange skulle passere et smalt, stigende stykke brostensvej.

Straks irettesat
Casagrande prøvede at give sine ord vægt, men ingen tog dem alvorligt. Problemet var, at det manglende lys i tunnellerne er et skandaløst og farligt sløseri, mens brostensstykket i Brescia var, hvad feltet altid må være forberedt på. Og Casagrande måtte finde sig i, at han straks blev irettesat for proportionsforvrængningen af feltets 37-årige ældste, Silvio Martinello. Siden af alle de professionelle kommentatorer og - lidt mere forsigtigt - af de nypensionerede ryttere Fondriest, Bugno og Cassani, der i deres egenskab af tv-eksperter har svært ved at få deres respekt for eget håndværk til at harmonere med skepsis over for overraskende resultater. Det er tydeligt, at Casagrande er tynget af, at den lyserøde trøje forpligter ham til også at sige noget, og når han så gør det, ønsker både man og han, at han havde holdt sin mund.

Føler ikke så meget
Eller som en italiensk journalist udtrykte det: "Det er svært at komme efter en så udadvendt og velformuleret type som Pantani, men når Casagrande ikke siger, hvad han tænker og føler, så kan det jo være fordi han ikke tænker og føler så meget."
Personligheden skabes dog ikke af ord. Når det siges, at Giro d'Italia skal afgøres mellem italienere, regnes russeren Pavel Tonkov blandt dem, fordi han har kørt her altid. Han er fåmælt som få og brillerer sjældent med spektakulær kørsel. Han krummer sig om sig selv. Når han taler til offentligheden, og når han kører. Han er så sær og sej og har dette et-eller-andet over sig, at man som iagttager interesserer sig for ham. Han vækker nysgerrighed. Hvem er han?

Mangel på personlighed
Francesco Casagrandes sportslige baggrund er temmelig regelret. Siden sin professionelle debut i 1992 - han er født 1970 som Bo Hamburger og Marco Pantani - har han vundet regelmæssigt og i mange år været at finde på verdensranglistens top ti. Uden at man rigtigt har regnet med ham. Og uden at nogen rigtigt har kunnet redegøre hvorfor.
Hans image lider måske af, at han to gange i 1998 blev fundet positiv for testosteron og fik en karantæne frem til juni 1999 - hvorefter han vandt meriterende sejre. Men en sådan omstændighed tæller ikke i Italien, tilsyneladende. Marco Pantani, som i sidste års Giro blev nuppet med for høj blodprocent og udelukket, nyder en popularitet større end nogensinde, på trods af at han utrænet slæber sig op over bjergene. Så det er ikke det. Casagrande bliver ikke stemplet for dopingbrug, men for mangel på personlighed.
Og den skæbne må han dele med sine konkurrenter. Stefano Garzelli er simpelthen Pantanis rygstød, der er blevet forfremmet til så meget frontfigur, at han kan vinde. Dario Frigo og Wladimir Belli er habile etapeløbsryttere. Frigo mest interessant, fordi han er yngst, men de er ryttere fra andet eller tredje geled, der nu er helt fremme, og det gælder først og fremmest for den, der synes den alvorligste trussel for Francesco Casagrande. Han hedder Gilberto Simoni.
Sidste år blev Simoni nummer tre i Giro d'Italia, og det var en overraskelse i forhold til, at han kun havde vundet et enkelt lille løb tidligere. Oven i købet oppe i Trento, hvor han kommer fra. Og hvor også store italienske cykelskikkelser som Francesco Moser og Maurizio Fondriest kommer fra.
Coppi taler vi slet ikke om. Og forresten heller ikke om Ivan Gotti, som stadig kan vinde Giro d'Italia for tredje gang, men som ingen kan huske, hvad hedder.
Det er giroens problem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu