En Oscar-nominering er ikke meget værd i dagpengesystemet. Det måtte instruktøren Henrik Ruben Genz sande, da han blev kaldt til samtale for at svare på, om han ville være truckfører
Film
Den 15. februar i år var en mærkelig dag for instruktøren Henrik Ruben Genz. Det var dagen, hvor han modtog et guldrandet stykke papir fra Oscar-komiteen. Papiret var beviset på, at hans børnefilm Bror, min bror var nomineret til en Oscar i kategorien bedste kortfilm.
Henrik Ruben Genz hængte det fine certifikat op på væggen. Men han kunne ikke dvæle længe ved tanken om den store Oscarfest i Los Angeles, der skulle løbe af stablen den 26. marts. Han skulle først overstå et mere jordnært ærinde: et møde på arbejdsformidlingen i Herlev.
"Jeg blev præsenteret for nogle opgørelser over, hvor jeg var henne i dagpengesystemet, og hvad de kunne gøre for mig. I tilfælde af, at jeg ryger i aktivering, skulle de vide, hvad jeg ville med mit liv," forklarer Henrik Ruben Genz.
Han blev bedt om at beslutte sig for, hvilke af arbejdsformidlingens tilbud, han var interesseret i. Om han for eksempel ville være truckfører. Det havde den succesfulde instruktør lidt svært ved at forestille sig.
"Det var ret krænkede, at jeg skulle sidde og tage stilling til den slags, når jeg ikke drømmer om andet end at lave film. Samme dag havde jeg endda modtaget et bevis på, at det, jeg laver, er i verdensklasse," siger han.
Henrik Ruben Genz fik ikke en Oscar for sin film. Men i 1999 gav den ham en krystalbjørn på Berlin Filmfestival, den har fået adskillige andre priser på festivaller i Sydkorea, Italien, Chicago og på Odense Film Festival. I marts modtog han den danske Natsværmerpris for sin samlede produktion af kort- og dokumentarfilm.
Ind i systemet
De mange priser er imidlertid hverken en garanti for en god økonomi eller en undskyldning for ikke at ryge ind i systemet med samtaler og handlingsplaner om beskæftigelsesmuligheder.
Han er dog endnu ikke kommet på truckførerkursus.
Han har haft så meget arbejde, at han ikke er kommet i aktivering. Men han aner ikke, hvor tæt han er på grænsen mellem den kunstneriske frihed og truckcertifikatet.
"Jeg kan slet ikke forstå deres måde at gøre min arbejdstid op på. Jeg går bare til de samtaler, jeg bliver indkaldt til, og så prøver jeg at koncentrere mig om at lave film," siger den 41-årige instruktør, der er i gang med sin første spillefilm, en dogme-komedie om en kørelærer på moralske afveje.
Siden Henrik Ruben Genz blev færdig fra Filmskolens instruktørlinje i 1995 har han været arbejdsløs i lange perioder. I andre perioder har han arbejdet med at udvikle ideer, researche og "holde en utroligt masse møder på de særeste tidspunkter". Der er mange ting, der skal falde i hak, før produktionen af en film, kan gå i gang.
I mellemtiden tæller taxametret i dagpengesystemet de mange timer i 'ledigang'. Det er kun arbejdet med at optage og klippe filmen, der tæller som arbejde ifølge dagpengesystemets definition på beskæftigelse.
"Det her system er helt klart ikke indrettet på instruktører, der ikke har et arbejde med faste arbejdstider og er afhængige af en masse ydre faktorer og af ens egen oplagthed og kreativitet," siger Henrik Ruben Genz, der dog endnu er i stand til at grine af sin dobbelte identitet som dagpengesag og succesfuld instruktør.
